“Min allerførste skiskole” – familietur i sneen

Kan en treårig gå på skiskole selv? Og hvordan kombinerer man børn og voksnes behov på den første familietur på ski? Vi tog udfordringen op i Trysil i Norge.

Jeg vil have Marlin! Kun Marlin. Hvornår skal vi til Norge igen?” Mens sommeren var ved at gøre sit indtog i Danmark, havde oplevelserne i de norske fjelde gjort så stort et indtryk på treårige Luna, at hun selv mange uger efter vores ferie blev ved med at efterspørge den blonde skiinstruktør og stemningen på de små blå bakker.

Det var ellers Lunas første tur på ski, og vi var spændte på, hvordan det skulle gå, og overvejede, om hun var lidt for lille til 1) at lære at manøvrere på ski og 2) at gå på skiskole med fremmede børn og en lærer, der måske ville være svær at forstå.

Samtidig var det vores egen første skiferie med barn, og det stod klart, at ferien ville blive en helt anden end andre skiferier, vi ellers har i bagagen. Forarbejdet før turen bestod derfor i at sænke ambitionerne for at skabe de bedste betingelser for den nye konstellation.

Flere steder i Italien og Frankrig bliver de små kastet ud på pisterne, fra de er to år, og kører i en slange efter instruktøren, som de kun – måske – kan forstå via tegnsprog. På en måde er det fascinerende, men dog alt for voldsomt og upædagogisk til min kultur. For eksempel gjorde det stort indtryk på mig, da jeg på min egen første skiferie (vist som 28-årig) lå på bakken, ude af stand til at rejse mig efter et styrt, og betragtede store vuggestuebørn og små børnehavebørn komme susende ned ad pisten, grædende, råbende ‘mor’, ‘mum’ ‘mutter’, ‘mama’ og så videre, mens deres paniske, men stumme forældre kom længere og længere på afstand.

I Trysil i Norge lokker de med leg på ski og positive oplevelser i sneen og skriver, at ‘en treårig er et lille individ, som kræver speciel omsorg’. Så langt så godt. Trysil blev det, og for at gøre det hele lidt mere interessant, slog vi os sammen med venneparret fra mødregruppen, så både børnene og de voksne havde nogen at lege med på ski.

Et sølle par

“Hulk, waaaah, ahydr, host, uhuuuuu.” Klynkene fra en treårig kan lyde på mange forskellige måder og i det lange løb virke en anelse stressende på de voksne, der skal bære ikke blot deres egne ski og stave, men også rygsække, børneski, bobslæder, hjelme og andet grej, man lige skal have ved hånden, imens man bevæger sig over familiepisterne og mod skiskolen – til fods i skistøvler. Luna var en klumpedumpe i de små røde støvler af plastik og Paya, hendes veninde, udmattet og ramt af røde hunde, der dog var på retur.

Mægtig søde var de, som de stod der i fuld udrustning klar til den første dag på skiskolen, men et sølle par var de også. Og havde de ikke haft den treåriges mod på at erobre verden og evne til at rejse sig efter nederlag, kunne det godt være gået galt.

Det første styrt

Luna og Paya kom på skiskoleholdet Bittesmått sammen med to andre piger, Caroline og Josefine. Den unge og imødekommende instruktør hed Marlin, og hun begyndte med at lære børnene om småttene, en slags søde trolde, der bor i skovene bag bakkerne omkring dem. De lærte remser, legede sanglege og lavede snebolde, og stille og roligt fik Marlin pigerne til at gebærde sig i sneen og blive trygge ved omgivelserne for til sidst at få skiene på og driste sig op på det lille transportbånd, der fragtede børnene cirka 20 meter op ad en skråning, så de blot skulle koncentrere sig om at glide ned.

Det var med en blanding af stolthed og ‘ahydr’, at Luna susede ned ad bakken. Første gang gik det usandsynligt godt, mens hun anden gan styrtede lige lukt ind i en oppustelig småtfigur, der lignede en forhindring, men måske nærmere fungerede som afskærmning for styrt på den lille bakke.

Oplevelserne var store og børnene trætte af de nye indtryk og fysiske udskejelser, men efter et par dage nåede de højder, som gjorde både dem og os helt vildt stolte.

Du må ikke gå, mor!

Nå, men hvad så med de voksne? Nok var ambitionerne for turens sportslige præstationer sænket, men formålet med at rejse to familier var samtidig, at der skulle være andre voksne at følges med på de ‘rigtige’ pister, og at vi kunne løbe to og to og skiftes til at køre i området omkring børnene.

På trods af hensigterne må vi nok erkende, at der var et par følelsesmæssige hurdles, vi skulle igennem, før vi kunne få helt frit løb.

For eksempel var det en anelse svært for mig at slappe af, mens jeg betragtede, hvordan Luna til at begynde med konstant sakkede bagud i de røde støvler, når de fire piger legede med Marlin (heldigvis var hun helt anderledes tjep på ski). Og – forståeligt nok – var det også lidt svært for Payas mor at give slip på Paya, der var udmattet efter røde hunde og en lang køretur fra Jylland og bare ikke ville lade sin mor og far gå.

På skiskolen anbefaler de, at man lader børnene være alene efter den første dag, men bliver i området og har mobilen åben, så man kan komme, hvis der opstår behov. På den måde kan børnene have fuld fokus på ski og leg i sneen.

Og vi ved det jo godt; at børnene formentlig holder op med at græde, når vi først er gået. Men hold op, hvor gør det ondt, når man står på liften og får øje på sit lille pus, der græder alene i sneen.

Vores råd vil være at ruste sig så meget som muligt mentalt ved at bestemme sig for, hvad man gør, hvis det sker. At man enten beslutter sig for at blive ved barnet, eller at man tager op i terrænet og fokuserer på det, mens farmand bliver i området ved skiskolen – han kan formentlig bedre klare mosten. Så kan farmand og farmand altid få afløb for indre ski- og snowboardhajer om eftermiddagen, når børnene er gået kolde og drikker varm kakao og cafe latte med mor på en bænk.

Sådan gik det nogenlunde for os. Vi fik ikke stået meget på ski parvis, men mor/mor og far/far-konstellationen passede egentlig også meget godt i forhold til vores respektive alpine niveauer.

“Vi har taget liften selv”

Jeg tror, det var dag tre. Pludselig så vi vores piger på vej ned til trækliften på hver sin side af Marlin, der holdt et kosteskaft vandret foran sig, som pigerne havde fat i. Gisp, skal de op på liften, eller hvad? Vi besluttede os for at køre afsides for ikke at forstyrre. Vi skjulte os bag tippiteltet, hvor børnene leger ‘lille hund’ i pauserne, og her kunne vi se dem komme op én for én.

Prøvelserne kostede en del styrt og gråd. Til gengæld voksede pigerne cirka 10 centimeter (vi voksede halvtreds), da de endelig kunne sige, at de selv havde taget liften. Godt hjulpet af vores ros var det uden tvivl et af højdepunkterne på deres tur. Og det bliver da også noget sjovere at løbe på ski, når man selv kan tage op med liften med sin far om eftermiddagen og løbe ned ad bakken i en sele med sin mor.

Skiferiekonceptet

Skiskoleforløbet i Trysil kulminerer i en stor småttefest, hvor alle børn fra hele ugen er samlet på familiebakken og kalder på småttene, som har kæmpestore fødder og hænder og mærkeligt hår og er både sjove, spændende og lidt farlige. Luna og Paya var uden tvivl blandt de mindste på bakken og også lidt forsigtige i deres deltagelse i festen. Til gengæld blev der ikke sparet på tillægsordene omkring afskeden for selve Bittesmåtholdet, hvor Marlin delte krammere og vingummiposer ud, og pigerne fik et diplom og en bittesmåtnål, som stadig sidder på Lunas trøje og vækker gode minder, hver gang hun ser den.

“Vingummier og træklift, det er det bedste ved skiferie,” siger hun i dag. “Og Paya. For hun kan også køre med lift. Og Marlin. Skal vi ikke nok af sted igen efter sommer?” lød det for et par måneder siden. Jeg tror, at hendes begejstring rummer mere end vingummier og træklift. At det er hele konceptet, hun er faldet for. At man er sammen og leger hele dagen uden at blive forstyrret af vasketøj, mobiler og voksenbehov. Så nej, en treårig er ikke for lille til at manøvrere på ski, hvis hun får leget det ind, og ja, hun kan sagtens gå på skiskole med fremmede børn og forstå en norsk instruktør – og endelig vil hun elske stemningen på de små blå bakker i Trysil.

HVEM VAR AF STED?

Kristian og Louise med Paya, tre år (pink flyverdragt) plus Katrine og Søren med Luna, der også er tre år gammel.

UDSTYR

* Kom i god tid, hvis I skal leje ski og støvler (OBS: små børn skal ikke bruge stave).

* Husk hjelme – og solcreme.

* Skibriller til børnene.

* Medbring evt. en bobslæde, så de mindste slipper for at gå mere end højst nødvendigt med skistøvler på. På bobslæden kan de selv sidde og holde deres ski, og så er den god til leg.

* Anskaf evt. en børnesele. Med den kan du styre dit barn foran dig i terrænet.

* Sørg for ordentligt tøj, gode handsker, skiundertøj og -strømper. Børn giver op, når de fryser.

* Snekæder.

INDEN AFREJSEN – PLANLÆGNING

* Afstem forventninger og ambitioner mellem de voksne, sænk ambitionsniveauet, mere end I tror nødvendigt.

* Tag af sted sammen med andre voksne og børn, gerne en familie med lignende vilkår og ambitioner.

* Hvis I tager af sted i bil, er det oplagt at købe ind hjemmefra. Man kan sagtens have færdiglavet frossen spaghetti og kødsauce el. lign. i en køletaske i bilen. I vil takke jer selv, når I kommer hjem til hytten klokken fem, og alle er trætte og sultne.

* Book skiskolen i god tid, så I selv kan have indflydelse på, hvad tid på dagen det skal være. Fem dage på skiskolen koster ca. 990 NOK for små børn. Se mere på www.skistar.com

* Book en hytte tæt på børnebakken, så I undgår for meget transport.

SÅDAN REJSTE VI

* Vi rejste med DFDS retur Købehavn/Oslo. Turen i sig selv var en stor oplevelse for Luna. Alt i alt tager rejsen længere tid end med bil. Til gengæld er alle mere friske og veloplagte ved ankomst til hytten.

* Hvis I rejser fra Jylland, kan I tage Stena Line fra Frederikshavn til Oslo eller Göteborg. Color Line sejler fra Hirtshals til Larvik eller Kristiansand. Stena Line er den nyeste og hurtigste rute. m Turen i bil fra Oslo til Trysil tager cirka tre timer.

* Vi boede i en stor og rummelig hytte med alle tænkelige faciliteter. Hytten lå i Fageråsen, der er et ud af de to skisportsområder i Trysil. En ottesengshytte i Fageråsen Panorama koster som eksempel 6.345 NOK i uge 2.

* Trysil er Norges største og mest populære skiområde med 65 bakker og 32 lifter. Højeste punkt på fjeldet ligger 1.132 meter over havet.

* Vi rejste i den første uge af april. Januar er koldest, men fra slutningen af februar og resten af sæsonen – eller evt. omkring juletid – er gode tider at rejse til Trysil med børn på.

* I kan booke opholdet på ww.skistar.com Vores 10 bedste råd

10 Vores bedste råd

1 Sørg for, at barnet kommer tidligt i seng, så det har overskud.

2 Stå tidligt op, så I har god tid til morgenmad, glatte veje og tungt udstyr.

3 Forbered dit barn på skiskolen. Fortæl, at det handler om at lege på ski. At det er ligesom en børnehave med en pædagog, det foregår bare i sneen. Og at efter skiskolen skal barnet lege med jer.

4 Vær til stede den første dag på skiskolen. Hold dig på sidelinjen, men vær klar til at trøste og støtte. Du må forvente, at det er en udfordring for barnet både fysisk og mentalt. Vær opmuntrende, og lad dit eget gå-på-mod smitte af på barnet.

5 Dag nummer to: Snak med instruktøren, og vurdér, om du kan trække dig. Skiskolen i Trysil gør opmærksom på, at børnene skal kunne klare at være uden deres mor og far et par timer for at kunne deltage. Instruktøren får dit mobilnummer og kan ringe til dig hvis behov.

6 Drop middagsluren, hvis jeres barn kan holde til det. Det er besværligt at skulle af sted på ski to gange på en dag. Så er det bedre at komme tidligt i seng.

7 Smør en simpel madpakke, og læg den i en rygsæk, som I evt. kan opbevare i bil eller opbevaringsskab. Flere steder i Trysil, både i Fageråsen-området og ved Turistcenteret, er der bænke og borde i terrænet og sågar et hus med grill, så man kan grille pølser og brød til frokosten.

8 Hvis børnene går på skiskole om formiddagen, er det ikke sikkert, at de kan klare meget mere end en times skiløb efter frokost. Leg i sneen, gå på café, og hyg jer med varm kakao – det er også en del af ferien.

9 Øv jer sammen på de bittesmå bakker med og uden ski.

10 Hav tålmodighed. Lad børnene bestemme tempoet. Dit treårige barn lærer formentlig ikke at plove, men kan køre mellem dine ben eller i en sele og lære de første manøvrer på ski.

‘Isvaflen’– børnene stifter bekendtskab med princippet om at plove allerede på den første dag på skiskolen.

Kom dog og trøst mig mor, i stedet for at stå der og fotografere!

Rosinpause. Nu trænger vi til lidt at styrke os på.

Den første tur ned ad bakken mod trækliften foregår under stor koncentration. Her er det Luna og skiskolekammeraten Josefine, der viser skiinstruktør Marlin tillid.

Efter skiskolen er det ud på familiepisten med mor og far. Paya kører i sele foran Kristian på snowboard.

Småttefest – de søde og skøre trolde runder ugen af – og så er det tid til diplom, lidt slik og et ordentligt knus til Marlin.