Pelle Hvenegaard: ”Vi har ingen indtægt, men suger fra en kassekredit og overvejer at sælge bilen”

”HUN SKAL DA VÆRE MIT FØRSTE BILLEDE :) #DEN AFRIKANSKEDIAMANT”.

Med ordene følger et billede af en lille afrikansk pige, der kravler rundt i en seng i striktrøje med små, påsatte ører. Billedet var det første, tv-vært Pelle Hvenegaard lagde op på sin Instagramprofil i november 2016, efter han og konen Caroline det efterår havde adopteret deres ”afrikanske diamant”, Zoe Ukhona. I dag følger over 90.000 mennesker Pelle og hans lille pige, Zoe Ukhona, på Instagram, hvor dans, sjove kostumer og grin fylder det meste. Men vejen dertil har langt fra været fyldt med glæde og smil.

– Jeg var villig til at give mit liv for at få et barn, for jeg havde ikke lyst til at leve et liv uden et. Så ville jeg hellere være fri. Det fortæller Pelle Hvenegaard om i sin nye bog ”Kære Zoe Ukhona”, som er skrevet til datteren. Men også til alle dem, der drømmer om et barn, har kæmpet eller stadig gør for at få et eller til pårørende, der står udenfor og ser på.

– Vi startede med at skrive dagbog, da vi var i Sydafrika for at hente Ukhona. Fordi hun har haft den start på livet, som hun har, har vi gjort alt for at få alt at vide om det liv, hun har haft før, hun mødte os. Hendes fortælling er vigtig i forståelsen af, hvem hun, og hvordan det hele hænger sammen. Men vores historie er også en vigtig del af Ukhonas historie, siger Pelle. Hans historie med Caroline startede i en gammel træbåd i sommeren 2010 på Christianshavn. De skulle på blind date. Pelle havde gjort elkedlen klar til Nescafé, og dåseøllene kølede i malerspanden med isvand, da den høje og lyshårde Caroline kom gående på kajen. På det tidspunkt havde Pelle opnået, hvad de færreste opnår på et helt liv: berømmelse, anerkendelse, penge og meget mere. Men det var ikke nok. Han følte et tomrum.

– Jeg var lige flyttet til Christianshavn i min drømmelejlighed, jeg havde købt min egen lille båd. Jeg stod i slutningen af en lang proces med at samle mig selv op, efter jeg havde smidt skuespildrømmen ud med badevandet og havde uddannet mig til journalist for at lave tv. Jeg gjorde det, jeg gerne havde villet længe og var et rigtig godt sted i livet, men jeg havde også et kæmpe, kæmpe savn. I mange år havde jeg haft lyst til at få børn. Jeg havde smagt på stort set alt i livet og i særdeleshed de ting, mange sætter op på en piedestal som værende det lykkelige liv, men jeg savnede meningen med livet, som var at blive far.

– Det var grundlæggende en biologisk trang, men det handlede også om, at det i virkeligheden var den ultimative opgave at blive far. Det stod klart for mig fra en meget tidlig alder. Jeg oplevede jo berømmelse tidligt og så store kunstnere, hvor jeg tænkte: ”Det kan godt være, du har vundet en Oscar, men det er i hvert fald ikke som årets far”. Sådan en far ville jeg ikke være, siger Pelle.

Indtil den sommerdag havde Pelle ikke følt sig klar til at blive far. Men med Caroline føltes det nærmest instinktivt; de skulle blive mor, far og børn. En uge efter, at Pelle og Caroline havde sejlet rundt i Københavns kanaler, flyttede hun ind i hans lejlighed på Christianshavn.

– Vi stod et sted, hvor det biologiske ur tikkede. Vi var trods alt i midten af 30’erne, så vi vidste, at det snart skulle ske. Vi havde ingen tid at spilde, og derfor blev det også hurtigt et projekt og et fælles mål for os at få et barn. Vi havde begge prøvet meget i vores liv, og jeg kendte mig selv så godt, at jeg vidste, at hun skulle være mor til mine børn, siger Pelle.

LÆS OGSÅ: Pelle Hvenegaard: “Det blev en rodet start på voksenlivet for mig”

PROJEKT BARN

Som for de fleste nyforelskede fejlede hverken kærligheden eller sexlysten noget, og de droppede præventionen, før de overhovedet kom i gang. De vidste, at Carolines PCO kunne gøre det lidt sværere end normalt at få børn, men det var bare et spørgsmål om tid. Det var de sikre på.

– Det var selvfølgelig skideirriterende, at det ikke bare lykkedes med det samme, men vi vidste, at vi måske ville få brug for hjælp, og det havde vi det fint med. Fertilitetslægerne var gode til at få os til at tro, at vi nok skulle få et barn. Det skal de jo også, for man er nødt til at tro på det, siger Pelle.

Første inseminationsforsøg foregik på en privatklinik. Også andet og tredje, men lige lidt hjalp det, at Caroline dagligt stak sig med hormoner, droppede kaffe og sine faste løbeture. Men de fortsatte. Fast besluttet på, at ”projekt barn” skulle lykkes. Nu prøvede de reagensglasforsøg i det offentlige. En, to, tre, fire gange, men for hver gang menstruationen kom, svandt håbet også og troen på, at det en dag skulle blive deres tur til at blive forældre.

– Vi fandt ud af, at æggene godt kunne blive befrugtet og dele sig, men de ville bare ikke sætte sig fast. Hvorfor? Det vidste vi ikke. Men vi blev bombet totalt tilbage til nul hver gang. I starten var håbet meget stort, men stille og roligt begyndte det at blive slukket. Det var håbet om, at livet ændrede sig derhen, hvor vi gerne ville være. Et sted, hvor vi kunne føle en grundlykke og føle, at livet bare gav lidt mening. Derfor var det i virkeligheden mere end ”bare” et barn og en stor ting, hver gang det ikke gik.

1, 2, 3…11 FERTILITETSFORSØG

Alt imens Pelle og Caroline ihærdigt prøvede at blive forældre, og sexlivet blev reduceret til at foregå i et plastikkrus, prøvede de også at leve. De gjorde alt for at få ventetiden til at være så tålelig som mulig og fortrænge den smerte, der uundgåeligt fulgte med ikke at få deres største ønske opfyldt – og det var trods alt lettere under en palme i plusgrader.

– Vi rejste meget i den periode. Det var vigtigt at skabe nogle glæder for os selv. Vi kunne ikke gøre mere, end vi gjorde. Det var lettere at glemme, at vi egentlig var skide kede af det, når det var 30 grader varmt, maden var fantastisk, og vandet var 27 grader. Det var måske en flugt… men en meget bevidst flugt.

– Det blev dog tydeligt for os, at vi ikke kunne flygte fra virkeligheden. For da vi sad på en strand i Thailand og fik massage, gik alt fra at være vidunderligt til at blive det mest forfærdelige, da Caroline fik sin menstruation. Vi havde håbet, at det denne gang ville lykkedes, men sådan gik det ikke…, siger Pelle. Smerten var blevet et vilkår i Caroline og Pelles liv, efter de nu i næsten to år havde prøvet at få et barn. Men på et tidspunkt blev ventetiden næsten for meget for Caroline.

– Man kan undertrykke smerten, men den vil altid stikke sit ansigt frem. Caroline var god til at bide smerten i sig, men da hun først knækkede, var det fandeme ikke sjovt… hun var jo dybt ulykkelig. Pelles øjne bliver blanke, han synker, inden han fortsætter:

– Der var et tidspunkt, hvor hun… ja, havde lyst til at gå fra mig. Det var meget, meget svært. Hun følte, at det var hende, der var ansvarlig for, at vi ikke kunne få børn. Vi havde indtil da gået igennem det hele sammen, og det var også her, vores styrke lå. Det var det allerværste, da hun følte, at det var hendes ansvar, siger han.

Efter næsten tre år, adskillige inseminationsforsøg, reagensglasforsøg, optøede æg og sågar et forsøg med et donor-æg, stoppede de. 11 fertilitetsforsøg blev det til.

– Måske burde vi have stoppet lidt før, men det var fandeme svært, da vi stod midt i det. Caroline var færdig med det, før jeg var. Hun var træt af at blive gjort kemisk gravid, men fortsatte for min skyld. Jeg er bare ked af, at vi ikke fik taget snakken, for det ville have været helt fint, hvis hun ikke ville mere. Men vi blev lullet ind i en proces, hvor der hele tiden var nyt håb og nye behandlingsformer.

Selvom både Pelle og Caroline drømte om at få et biologisk barn, havde de også som noget af det første i forholdet talt om adoption. Begge havde de set et utal af forældreløse børn på deres mange rejser, der hver gang mindede dem om, at det ikke var børn, der manglede i verden. Men de kunne først gå i gang med adoption, efter de havde boet sammen i to et halvt år, så de kunne lige så godt bruge tiden fornuftigt, tænkte de.

– Vi kunne selvfølgelig godt have satset på adoption hurtigere. Vi var overbevist om, at det nok skulle ende med et barn den vej igennem, selvom der også er en masse usikkerheder forbundet med at adoptere, men der lå selvfølgelig noget i at opgive drømmen om et biologisk barn. Det er en fysisk sammensmeltning af hinanden. Man kan ikke lade være med at tænke: Gad vide, hvad det frembringer at få et barn? Hvordan vil sådan et lille væsen se ud? Hvilke sider vil det få? Men de tanker blev nemmere for mig at håndtere, da det gik op for mig, hvad det egentlig var, jeg ville give videre til mit barn – og det er jo verdenssyn, humor og menneskesyn.

LÆS OGSÅ: Særudgave af 'Når 2 bliver til 3': Pelle Hvenegaard om kampen om at blive far

SNART HAR VI ET BARN

Pelle og Caroline havde ikke engang boet sammen i de påkrævede antal år, før Caroline sendte den første mail til Statsforvaltningen for at komme i gang med adoptionsprocessen. Den blev afslået. De gik efter folkeregisteradressen og ikke efter, hvornår de reelt flyttede sammen. Dagen før de 2,5 år var gået, sendte Caroline en ny mail. Denne gang blev den accepteret. Der var ingen tid at spilde, og derfor havde de også giftet sig i ventetiden, som var endnu et krav for at adoptere. Nu gik der ikke længe, før de havde et barn i deres arme. Troede de.

– Vi havde en idé om, at vi lagde alt det hårde bag os. Nu skulle vi bare adoptere. Vi vidste godt, at det var en proces, der kunne trække ud, men vi havde ingen anelse om, hvor hårdt det var. Hvor stort et pres, der lå på os.

Sydafrika, som de havde besluttet at adoptere fra, kunne til hver en tid lave reglerne om i forhold til adoptionen. Men særligt reglen om sygdom tyngede dem. Det hele kunne falde på, at enten Pelle eller Caroline fandt et modermærke eller en skønhedsplet, der udviklede sig usundt. Og det hjalp slet ikke, at Caroline nogle år, før hun havde mødt Pelle, havde haft livmoderhalskræft. Ville det nu spænde ben for dem?

– Angsten var mere endegyldig nu ved adoptionen. For hvis én af os blev syge, ville vi ikke blive forældre. Jeg gik ikke til læge i tre år. Jeg ville hellere risikere en kræftsygdom end ikke at få et barn. Det var vanvittigt, for det ville selvfølgelig være utrolig tarveligt over for et barn, hvis barnet endelig fik forældre, som så døde af kræft. Det ville være ubærligt, men det siger noget om, hvor meget det betød for mig, siger Pelle.

Efter samtaler med socialrådgivere, offentlige kurser i ”at være forældre” og korrespondance frem og tilbage med adoptionsbureauet blev de efter et halvt år, i august 2013, godkendt til at adoptere. Nu kunne der ikke gå længe, før de sad på flyet på vej mod Sydafrika. Men ventetiden var ikke ovre.

– Det sværeste var, at vi tillod os at håbe, at det snart var vores tur til at hente vores pige. Jeg tror, at jeg – og nok også i højere grad end Caroline – var bedre til at fortrænge mine følelser eller skubbe det væk, i erkendelse af at jeg alligevel ikke kunne gøre noget ved det, men det gjorde ikke smerten mindre. Det skulle vise sig, at der gik tre år, før de modtog det afgørende ”tillykke, I er blevet forældre”. Til en lille pige på otte måneder, der hed Ukhona.

– Lige så snart vi vidste, at vi havde en lille pige, ville vi bare af sted. Det kunne kun gå for langsomt at blive forenet. Det var sådan boom, da vi så billedet af hende første gang. Kærligheden var instinktiv. Vi vidste jo, at det var vores pige, som vi skulle have resten af livet.

Men selvom kærligheden til hende var der med det samme, vidste både Caroline og Pelle også, at ethvert adopteret barn havde en bagage med sig. Og ofte ikke en helt let én.

– Vi var forberedt på, at der ville være en udfordring i forhold til tilknytning, da den ikke er der naturligt ligesom hos et biologisk barn. Lige meget hvad får man et barn, der har haft en hård start på livet, og som i en eller anden grad er traumatiseret. Jeg kan heller ikke bære at tænke på de ni måneder, hvor vores datter lå alene i en tremmeseng på børnehjemmet. Selvfølgelig forholder vi os til det, men det gør eddermaneme ondt at tænke på. Det er en del af hende og forståelsen af, hvem hun er, men vi glæder os over, at tingene er anderledes nu. Nu kan vi mærke, at hun ved, at vi er hendes mor og far, og at vi ikke går nogen steder, siger Pelle.

Det tog i alt seks år for Pelle og Caroline at få drømmebarnet. Det kalder de hende, også selvom deres ”afrikanske diamant” med sine store, brune øjne og krøllede hår hverken ligner Pelle eller Caroline.

– Vi ville aldrig bytte vores pige ud med et biologisk barn. Hun er lige så meget mit barn, som hvis vi selv havde bagt hende, siger Pelle, mens stemmen bliver helt blød.

– Ukhona er opfyldelsen af drømmen. Vi lever nu det liv, vi gerne vil. Vi har fået en kæmpe, kæmpe lykke og glæde ved at have hende og blive forældre – og vi prioriterer det højt! Caroline endte med at sige sit job op, fordi hun ikke kunne få forlænget sin barselsorlov, jeg har stort set ikke arbejdet siden maj sidste år, vi har ingen indtægt, men suger bare fra en kassekredit. Og vi har overvejet at sælge bilen. Det er nogle andre ting, der er blevet vigtige, og det er jeg kun glad for. Vi er endelig kommet i havn.