Rejse-reportage: Med mor alene i Andalusien

”Hvad søger I?” spørger en dame med venlig stemme – på dansk! – og stikker hovedet ud fra sin tagterrasse. ”Calle de la Paz 12,” siger jeg.

Det er sen eftermiddag, og min datter Carla og jeg er netop ankommet med taxi til den hvide bjerglandsby, Gualchos, hvor vi skal bo en måned. En måneds åndehul og kærkommen pause fra den travle danske hverdag, som jeg har set frem til i over et halvt år.

Jeg er alene med min datter og vil gerne give hende alle de rejseoplevelser, jeg kan. Jeg er typen, der har det bedst med en flybillet i baglommen og eventyr i kikkerten. Derfor var det ikke svært at finde modet til at tage af sted alene med mit barn, og faren accepterede heldigvis min idé.

Til flamencoens hjemland

Udsigten til at sætte tempoet ned og skabe ro og nærvær i en lang periode uden de ugentlige skift trak også i mig. Og da min datter og jeg deler en passion for flamenco og begge elsker tapas, var jeg ikke i tvivl om, at vi skulle til Andalusien.

Jeg ville vise min datter den del af Spanien, hvorfra flamencoen stammer, og opleve skønheden i de andalusiske bjerge. Gå på opdagelse i naturen og kulturen, være sammen og lave vores egen lille tidslomme på bjerget. Og nu er vi her. Wow! Det føles, som om verden ligger for vores fødder.

Hvor er vores hus?

Det er januar, men solen skinner, og mandeltræerne omkring byen blomstrer. Vi har lejet et hus i landsbyen og skal hente nøglen hos Maria. Vi kan bare ikke finde adressen. Gaderne er så smalle, at taxichaufføren ikke kan køre videre. Han har parkeret bilen på torvet uden for den lokale bar og sat alle bargæsterne i gang med at se på det kort, vi har fået tilsendt af vores udlejere.

En flink mand er gået med for at hjælpe os med at finde huset. Han spørger om en hel masse på spansk, og jeg forstår ikke, hvad han siger. Frustration! Enter den danske dame, der heldigvis kender adressen.

LÆS OGSÅ: Klar, parat, ferie!

Arrgh, ingen bus!

”Hvordan er I kommet hertil?” spørger hun, mens hun følger os hen til vores hus.

”Med taxa,” svarer jeg.

” Jamen, skal I ikke leje en bil – hvor længe skal I blive her?”, spørger hun undrende.

”En måned, vi tager bare bussen når vi skal ud på oplevelser,” siger jeg smilende.

Jeg har godt nok kørekort, men har aldrig opnået den erfaring, der vil gøre mig tryg ved at køre i bjergene alene med mit barn. No way! Damen ligner et stort spørgsmålstegn.

”Bussen? Der kører kun en bus til landsbyen cirka tre gange om ugen, og det er klokken 7 om morgenen og retur igen klokken 12. Det er den, de lokale damer tager, når de skal på indkøb.”

Et øjeblik står det hele stille inde i mit hoved. Ingen bus! Hvad har vi kastet os ud i?.

Heldigvis tilbyder damen, der hedder Mie, os et lift, når hun senere skal ned at handle. Det nærmeste supermarked ligger i et lille fiskeleje neden for bjerget, fem kilometer fra Gualchos. Så kan vi da fylde køleskabet op.

Fest med bolsjer

Huset er et hyggeligt, spansk hus med bjælker i loftet, landkøkken og åben pejs. Og udsigt til bjergene. Her skal vi nok få det hyggeligt.

På vejen til supermarkedet peger Mie på et hus og siger: ”… og derinde bor lægen, hvis nu …” Gisp! Jeg har end ikke overvejet, at det behov kan opstå.  Hvis det sker, skal vi gå fem kilometer ned af en serpentinervej uden fortov. Håber ikke, at det bliver aktuelt.

Om aftenen er det helligtrekongersaften. Det bliver fejret med optog gennem byen, hvor tre mænd kaster bolsjer til byens børn fra en traktor. Bagefter er der fest på torvet med gaver til børnene og flere bolsjer. Det er ligesom juleaften. Carla samler ivrigt de kulørte bolsjer ind – der er nok til flere måneders fredagsslik.

LÆS OGSÅ: Ferie: Thailand med baby – nemt eller slemt?

”Må jeg virkelig tage dem alle sammen med hjem?”, spørger hun begejstret.

Kølig velkomst i baren

Vi spiser på baren, hvor de lokale mødes, og som Carmen styrer sammen med sin mand. De skænker øl og laver mad og taler kun spansk. Ligesom resten af landsbyen, viser det sig. Ud  over skolelæreren og få udenlandske fastboere taler stor set ingen engelsk, heller ikke de unge.

Vi kaster os ud i det med fagter og en spansk parlør. Det lykkes os at bestille noget mad, selv om Carmen tydeligvis ikke er imponeret. Vi mærker tydeligt, at hun skal se os an. Men hendes paella er underskøn, og jeg beslutter mig for, at det nok skal lykkes os at tø hende op.

Alene til fest

Dagen efter er der fest i byen, og de lokale samles i et stort telt ved en restaurant i udkanten af byen. Traditionen tro slagtes en gris, som der koges suppe på. Det skal vi opleve. Vi ankommer som nogle af de første, køber billet og træder indenfor, hvor langborde er stillet op, der dufter af mad, og baren er åben. De lokale strømmer til. Alle skal møde nogen, undtagen os.

Folk står i klynger og griner og snakker, og et øjeblik føler jeg mig som Palle alene i verden blandt hundredvis af feststemte lokale. Fordi jeg ikke taler sproget, kan jeg ikke bare kaste mig ud i snik snak. Vi stikker ud, men vi er sammen, og vi prøver.  Vi tager plads ved et langbord, og heldigvis kommer der folk og sætter sig omkring os. Lettelse!

LÆS OGSÅ: Ferie med børn: Japan

De smiler til os og er søde og imødekommende. De taler spansk til os, og vi svarer på et hjemmegjort miks af spansk, italiensk og fransk, samt kropssprog og fagter. Og på en eller anden måde lykkes det at få en form for kommunikation i gang. Efter maden går vi en tur med maverne fulde. Carla plukker blomster, mens vi nyder udsigten, og jeg mærker et lille øjeblik af lykke.

Dovne dage

Om morgenen står solen op af havet som en stor rund lysende ildkugle, vi kan se det fra vores soveværelsesvindue. Vi sover længe og spiser sen morgenmad i haven, synger og fortæller historier, blæser sæbebobler og sjipper. Carla plukker en citron fra træet i haven, og vi får lang tid til at gå med at nusse rundt, studere firben og plukke små buketter.

Det er, som om tiden står stille, og det føles fantastisk. Sådan går mange dage – med god tid til at lege og udforske landsbyen og området omkring. Vi bygger en hule, skriver dagbog, hører musik, danser, læser, tegner og fotograferer. Driver rundt i landsbyen, henter vand ved kilden, hilser på de lokale, og spiser tapas på baren.

LÆS OGSÅ: Ferie med børn: Paris

Vilde katte og spanske legekammerater

Min datter synes, det er lykken med alle de vilde katte, som huserer i byen. Hun forelsker sig i Pus, en ung gravid hunkat, som jages af de store hankatte. Det bliver en lille daglig ting for hende at tjekke, om Pus nu har det godt blandt alle de andre vildkatte. Hun møder også de lokale børn, der leger på torvet. Hun er nysgerrig, og nysgerrigheden er gensidig.

”Hola. Cómo te llamas” (Hej, hvad hedder du), siger de, og snart er Carla med i flokken. Imponerende, hvordan børn kan kommunikere og lege uden at forstå et ord af hinandens sprog. Jeg glæder mig over, at hun har fundet lokale legekammerater. Uden børnekontakt kan en måned godt blive lang.

Den farlige hundetur

En dag har vi bestemt os for at lege bjergbestigere og begiver os af sted på den tur, der kommer til at gøre størst indtryk på Carla. Vi følger en grusvej op over bjerget og må passere et stort hus med en flok gøende hunde udenfor. Jeg råber ”hola” for at sikre mig, at nogen har styr på dem, før vi tør gå forbi. En ældre dame kommer ud og gør tegn til, at vi kan passere. Den største hund er lænket, de andre er løse, men indenfor i haven. Vi fatter mod og vover os forbi.

Vi går gennem den ene blomstrende mandelplantage efter den anden, og snart er vi højt oppe over byen. Udsigten er fantastisk og luften frisk og ren. Her dufter af vild timian og rosmarin. Det føles næsten, som om vi er de første mennesker på bjerget. Men vi må ned, inden det bliver mørkt. Da vi nærmer os hundestedet, begynder hundene straks at gø igen. Denne gang kan vi ikke kalde et menneske frem. Vi er alene og ikke spor trygge ved at gå forbi. Jeg kan ikke afgøre, om den lænkede hund er inde eller ude, og hvor lang lænken er.

”Ok, nu må vi være tapre. Vi skal forbi, ellers må vi overnatte heroppe,” siger jeg.

LÆS OGSÅ: Rejsetips til babys første ferie

Min datter jamrer, at hun ikke vil blive heroppe, når det bliver mørkt. Sådan har jeg det også, men jeg er heller ikke meget for at tage chancen og gå forbi hundene. Pludselig øjner jeg en flugtvej ned af en stejl skrænt gennem et krat. Da jeg lufter ideen, er min datter straks med. Vi møver os gennem krattet med de gøende hunde bag os og en følelse af at være på to på flugt. Da vi er i sikkerhed, er vi ikke til at skyde igennem, og vi jubler med skoene fulde af mærkelige stikkerter fra krattet. Den oplevelse snakker vi en hel del om på turen.

”Ej mor, kan du huske dengang med hundene”, siger Carla, og selv om det ikke er Mount Everest, vi har besteget, føles det næsten sådan.

En tur i storbyen

Vi lærer Mie og hendes mand godt at kende, og de introducerer os til en fastboende englænder, som indimellem kører turister rundt i bjergene. En dag bestiller vi ham til at køre os til den nærmeste store by, hvorfra vi kan tage ud på lidt større eventyr. Vi tager bussen til Granada, hvor vi tilbringer tre dage. Vi ankommer tidligt på dagen og spiser tostado på en bar og opdager et lille hotel oven på baren.

Vi lejer tårnværelset på bedste eventyrmaner og klatrer op ad en vindetrappe. Carla er henrykt. Vi går på opdagelse i det gamle kvarter og slår os ned på et lille torv, hvor lokale flamencomusikere spiller op. Vi bliver hængende længe og suger stemningen til os. Hver aften ser vi flamenco og møder nye mennesker fra forskellige lande, og min datter synes, det er så spændende at gå ud og få lov at være længe oppe sammen med de voksne.

Vi udforsker Alhambra og haverne omkring, og Carla fotograferer ivrigt og optager små film og suger til sig af magien i form, farve og fortællinger. Hun leger lille journalist og tegner og fortæller om alt det, hun ser. Bagefter er hun altid meget sulten – min egen lille livsnyder! Efter tre dage tager vi bussen tilbage til landsbyen og nyder det langsomme liv. Vi spiser aftensmad på baren på torvet, og Carmen smiler til os. Sejr!

Farvel til tidslommen

Den sidste aften sidder vi på bænken i haven og drikker te under en funklende stjernehimmel i måneskin. Vi er helt stille, sidder bare der i mørket. Jeg nyder øjeblikket og mærker en varm følelse af lykke. Vi er til stede her og nu. Sammen. Om lidt er vi hjemme igen, men vi tager en særlig gave med os fra denne rejse: tid og nærvær. Jeg er rørt over vores lille tidslomme, lykkelig og meget taknemmelig. Det her gør vi igen, er vi enige om. Og næste gang taler vi spansk.

LÆS OGSÅ: Debat: Må vi holde ferie uden børn?

Det lærte rejsen mig

– At en måned er nok til at komme helt ned i gear og få flyttet fokus fra planlægning og at skulle nå ting til bare at være sammen.
– Vigtigheden af tid. Min datter og jeg kom meget tættere på hinanden, fordi vi havde tid til at se hinanden i øjnene, tage de gode snakke og sætte tempoet ned.
– At min datter er en fantastisk rejsepartner. Hun registrerer, fotograferer og kaster sig ud i at tale med fremmede. Og hun vokser med og af det.
– At vi er gode til at løse tingene undervejs. Det føles godt at tage et skridt af gangen og gøre det sammen.
– At være til stede i nuet. Jeg er velsignet med et barn, der er en mester i denne disciplin, og det smittede af, da vi var alene sammen døgnet rundt.

Pst …
… Vejen dertil: Gualchos ligger i bjergene 110 km øst for Malaga. Vi fløj til Malaga, hvor vi havde en overnatning, inden vi tog videre med bus til Motril, Granadas havneby. Derfra tog vi en taxi de sidste 18 kilometer over bjergene til Gualchos.  Vi havde fundet huset på nettet ved at søge på ’Andalusien + leje af hus’. Prisen var cirka 2.500 kroner for en uge.

LÆS OGSÅ: Ferie med børn: Rom