Influenceren Cathrine: – Det er vigtigt for mig at nedbryde mor-tabuer
Foto: Martin Bubandt Efter en lang fertilitetsbehandling lykkedes det omsider influencer 'Rockpaperdresses' at blive gravid.

Influenceren Cathrine: "Det er vigtigt for mig at nedbryde mor-tabuer"

Der har været både nederlag og skuffelser på Cathrine Widunok Wichmands vej til at blive mor. Men i stedet for at begrave dem i et lyserødt bloggerunivers, har influenceren bag Rockpaperdresses valgt at stå frem og fortælle om dem. Fordi vi bliver stærkere som mødre, kvinder og mennesker af at nedbryde tabuer.

Interviewet blev bragt i Vores Børn i maj/juni måned.

Eddie var kun få dage gammel, da hans mor kiggede på sin mand og kæreste gennem mere end et årti og gav ham den, i parforholdsøjemed, noget nedslående besked: “Jeg tror, jeg elsker Eddie mere, end jeg elsker dig”. Adam tog det rimelig roligt. Svarede forstående, at det håbede han da også, nu den altopslugende forældrekærlighed topper listen over vigtige ingredienser i et barns opvækst.

For Cathrine Widunok Wichmand, blogger og influencer bag bloggen Rockpaperdresses, var følelsen sværere at komme overens med. For kan det virkelig passe, at det er sådan?

– Alle havde sagt til mig, at jeg ville blive så forelsket i min kæreste, når jeg så ham med en baby på armen. Men jeg følte bare, at al min kærlighed blev suget ud af mig, og at der slet ikke var noget tilbage til Adam. Jeg kunne næsten ikke rumme, at der var andre end mit barn, der skulle have noget af mig.

Eddie, selvfølgelig. Adam, fint nok. Vores hund … slet ikke! Jeg syntes bare, hun var irriterende! Jeg havde det sådan, at de i princippet kunne rende deres vej, og jeg ville være ligeglad, for nu havde jeg det her barn. Og han var alt, hvad jeg skulle bruge, fortæller Cathrine. Vi sidder i hendes køkken i et lille byhus, hyggeligt puttet væk fra byens larm i en baggård på Frederiksberg.

Det er herfra, hun skriver sine blogindlæg og Instagram-opslag, som tusindvis af kvinder hver dag klikker ind for at følge med i. Blandt andet fordi Cathrine både har evnen og modet til at sætte ord på de følelser og oplevelser, som mange af os andre gemmer væk et sted indeni os selv, hvis de er for grimme, forbudte eller forkerte. Som at den nybagte far pludselig kan ryge og rejse, når normen dikterer smiley-med-hjerter-i-øjnene nyforelskelse. I hundekurven snorker Frida højlydt, og et sted ude på gaderne triller Adam rundt med barnevogn og baby. Alle er her endnu, og indeni Cathrine er det så småt faldet på plads. De kan godt være der alle sammen.

– Adam er gået på barsel, og bare dét, at Eddie også synes, han er fed nu … så kan jeg godt mærke den dér forelskelse. Jeg tror bare, at jeg havde en enorm beskyttertrang over for Eddie i starten. Jeg havde ønsket mig ham så længe, vi havde en hård start, og så var han sådan én, der ammede hvert tredje kvarter. Det var ekstremt symbiotisk, og pludselig syntes jeg ikke, jeg havde nået at kysse farvel til det, Adam og jeg havde før. Vi har været sammen i 10-11 år, og i betragtning af hvor længe, jeg har drømt om et barn, skulle man måske tro, at jeg var parat til, at der kom noget andet i stedet.

Følelserne på overarbejde

Det var hun alligevel ikke helt. I stedet for at lukke ned for følelserne gjorde Cathrine det, hun gør gang på gang. Hun skrev om det. I kommentarerne til hendes blogindlæg om de postbaby-kærestesorger, bloggeren oplevede i de spæde måneder af forældreskabet, står det klart, at mange andre har gennemlevet nøjagtig det samme, og at de føler en lettelse over at høre det sagt højt:

At den første tid ikke nødvendigvis er ren babybliss , men også kan være en undtagelsestilstand af blandede følelser. På den ene side den totale lykke, på den anden skuffelse over uindfriede forventninger til fødslen, sorg over at miste tosomheden, overvældelse over at have fået ansvaret for et andet menneske.

– Jeg var virkelig på røven følelsesmæssigt de første to måneder og græd rigtig meget, nærmest hele tiden. Både over lykken i at han var kommet, at han græd meget, at nu skulle jeg passe på ham, og hvad nu hvis der skete mig eller Adam noget – og luftforurening i hans små lunger, hvad med den?!

Samtidig var jeg helt rørstrømsk over at have gjort mine forældre til bedsteforældre, og første gang jeg sang godnatsang for Eddie, tudede jeg over, hvor smukt det var, at jeg sad og sang for mit eget barn. Den samme sang min mor havde sunget for mig. Det var en kæmpe mavepuster, som jeg ikke lige havde set komme.

Læs også: Skal jeg droppe håbet om at få en datter?

Farvel til drømmefødslen

Med til den emotionelle rutsjebanetur, Cathrine gennemgik i de første måneder af Eddies liv, hører også en fødsel, som gik lige modsat alt det, hun havde drømt om og forberedt sig på. Ønskebarnet version Widunok Wichmand var ikke noget, der kunne bestilles ligeså let som en take away menu. Han krævede derimod en årelang og opslidende fertilitetsbehandling at realisere, og efter det lange forløb med hvide kitler, sterile lokaler og medicin havde Cathrine et kæmpe behov for en helt naturlig fødsel

– hendes søn skulle komme til verden i sit hjems trygge rammer, langt fra de hospitaler og læger, der havde banet vejen for ham. Men så fik Cathrine gruppe B streptokokker, hvilket udelukkede hjemmefødsel. Fint, tænkte hun, hospitalet it is, men hun ville stadig gøre fødslen til sin egen, og medbragte sin tillærte vejrtrækningsteknik, et brev med sine fødselsønsker og en æske chokolade til den endnu ukendte jordemoder og en lyskæde til at bringe lidt hjemlighed ind i det sterile hospitalsmiljø.

Men kemien med jordemoderen blev aldrig god, og Cathrine følte kun, at hun fik besked om alt det, hun gjorde forkert, pressefasen trak i langdrag og endte med kopforløsning. Da han endelig kom ud, blev Eddie hastet på neonatalafdelingen, da hans lunger ikke var helt klappet ud, og Adam fulgte med. Cathrine blev efterladt for at blive behandlet for blodtab, helt alene.

– Den adskillelse er det værste, jeg nogensinde har prøvet. Det er helt forkert at have båret på et barn så længe, og så bliver han taget fra én. Jeg havde hele denne her ønskeliste; om sen afnavling, vand, bevægelse, hud mod hud

– og så ender det med 14 mennesker på stuen, kop, læger og adskillelse. I situationen tænkte jeg ‘når bare de gør det, der er bedst for ham, men morgenen efter ville jeg bare have ham, og humpede ud for at finde en kørestol og futtede mig selv over til ham på neonatal. Jeg græd af lettelse, da jeg endelig fik ham i armene.

Fødsel på bagkant

Næsten 18 timer gik der, før mor og barn var endeligt genforenede. Forløbet føltes helt forkert, og længe murrede en fornemmelse i Cathrine: Hun syntes ikke, at hun havde været sej, og følte, at hun havde svigtet både sig selv og sin søn. For at få skuffelsen til at falde på plads, hyrede Cathrine en jordemor til at lave en såkaldt rebozolukning.

To måneder efter fødslen troppede jordemoren op med fødekar, urter og rebozo-sjal i Cathrines hjem, og så snakkede de hele fødslen igennem, følelsen af svigt fra hendes krop, fra jordemoderen, at Eddie blev taget fra hende. Cathrine fik massage, te lavet på specielle urter, som skulle hjælpe med at lukke hende igen, fysisk og mentalt. Lagde sig helt rituelt i fødekarret og ammede Eddie, mens jordemoderen, Cathrine selv og Adam gav en taksigelse til den krop, der trods alt havde leveret det, de havde bestilt. Deres søn.

– Det var så urtet, stærkt og forløsende. Adam er ikke til de store ord, men jeg havde bare behov for, at han sagde ‘tak, kvinde, for alt det, du har givet os, hvor er du god’. Lige fra fertilitetsbehandling til fødslen. Og så sagde han bare sådan nogle fine ting, og jeg tudbrølede. Det føltes meget afsluttende på alt, både behandlingen og fødslen. Det kan godt være, at jeg ikke fik min hjemmefødsel, men jeg fik dét her.

Læs også: Hvornår føder jeg? Alt du skal vide som flergangsfødende

Business iført nettrusser

Eddie er nu fem måneder, og familien er ligesom landet. Voksenkærligheden blomstrer igen. Fødslen har fundet sin hylde i Cathrines indre. En kranio-sakralterapeut og en kiropraktor har hjulpet Eddies nakkehvirvler, der havde fået et stræk under fødslen, på plads. Cathrine er begyndt at arbejde igen, mens Adam har taget over på sin del af babytjansen.

Fordelingen blev sådan, at Cathrine tog tre måneder alene, og Adam otte. For når man som hende er selvstændig i en branche, hvor man selv er brandet, kan man ikke bare lukke ned for butikken og forsvinde ind i babyland i et år. En beslutning, som kan få dommerpanelet i morklubben til at vende tommelen nedad. Ligesom med mange andre voksenbeslutninger i livet, har det ikke været let som en bloggerposering at prioritere sådan, men Cathrine er stolt af sit valg.

– Dagen efter jeg havde født, var der et sponsoreret indlæg, jeg bare skulle have ud. Jeg fødte næsten to uger før termin, så jeg var ikke forberedt på det, og jeg havde en aftale med en kunde. Så jeg sad på Herlev hospital i graviditetsleggings, kæmpeble, nettrusser og morgenkåbe og skrev det her indlæg. Lige dér tænkte jeg ‘det kommer aldrig til at gå det her, jeg skulle bare have været lønmodtager ligesom alle andre!’. Men det lykkedes, og selv om det i situationen var nedtur at sidde og styrtbløde og være kommerciel, så synes jeg her bagefter, at det var mega godt gået.

For nogle ting skal man bare, det er business , og det hører med til at være voksen. Mor-panelet har da rørt på sig. Under første gåtur med barnevognen måtte Cathrine skyde et par billeder til bloggen, hvilket fik nogen til at stille spørgsmålet, om hun ikke skulle koncentrere sig om at være mor? Cathrine kunne reagere på mange måder. Men går med overskuddet.

– Jeg ved jo godt, at de fleste kommentarer kommer et godt sted fra, og jeg kender det også fra mig selv. Hvis man har fundet en måde at gøre tingene på, der virker, så vil man bare så gerne give det videre.

Bloggerbaby eller ej

Ingen mor-shaming her. Ingen retfærdiggørelse af, hvorfor hendes måde at angribe morlivet på, er præcis den rette. For der er ingen rigtig og forkert måde at være mor på, mener Cathrine. Selv er hun glad for, at hendes bloggerliv giver så meget frihed og selvbestemmelse, at hun – selvom hun er tilbage på arbejde – kan være hjemme hos mand og barn de fleste dage.

Arbejde når Eddie sover. Fuldamme, samsove og bære sin baby i vikle, samtidig med at hun passer sine kunder, sin blog og sin Instagram. Når Eddie en dag starter i institution, glæder hun sig over, at hun vil have muligheden for at kunne hente ham tidligt. Andre spørgsmål i forhold til hendes meget offentlige profil er dog opstået, nu hvor hun ikke længere kun er sig selv. Kan man tillade sig at vise et barn frem til tusindvis af følgere, for eksempel?

– Vi har talt rigtig meget om det herhjemme. Da vi var i behandling for barnløshed, var det vigtigt for mig, at det altid var mit perspektiv, jeg skrev om og ikke Adams. Men da der så kom denne her baby … han skal jo være sit eget, lille menneske og ikke vokse op og føle sig hængt ud. Men samtidig var det jo den vildeste teaser, at vi havde været i behandling i så lang tid, så mine læsere ville selvfølgelig gerne se ham og høre om mine tanker om at blive mor. En stor, forkromet løsning er der ikke, så familien er landet et sted midt imellem.

– Den første, lange tid viste jeg ham ikke med ansigt, for han var bare så fin og lille og uspoleret. Men så bliver man samtidig så pissestolt af det her barn, og så falder man i suppedasen og får lyst til at vise alle, hvor dygtig man har været til at lave det her lille menneske. En enkelt gang har Cathrine oplevet, at en kvinde kom hen og sagde hej og fortalte, at hun først havde genkendt Eddie og så Cathrine.

– Det var grænseoverskridende for mig. Det generer ikke mig at blive genkendt, men jeg har ikke lyst til, at mit barn bliver genkendt på gaden. Men det kan selvfølgelig være konsekvensen, hvis jeg viser ham frem, siger hun.

Læs også: Tredje fødsel er en drillefødsel – eller er er den?

Stå sammen, kvinder!

Downsides er der ved det meste i livet, og Cathrine er stadig overbevist om, at fordelene ved at stå frem og dele ud af de sider af kvinde- og morlivet, som ofte bliver holdt tæt til kroppen, opvejer det negative. Hendes rolle som onlineveninde til tusindvis af læsere, som ligesom hende har haft svært ved at få børn, har måttet kigge langt efter drømmefødslen eller har oplevet, at sommerfuglene i maven ved synet af den nybagte far har været lidt længe om at flagre på plads, er det hele værd.

– Som kvinde har man bare så meget behov for at stimle sammen om hinanden og støtte hinanden. Det går aldrig af mode. Og i alt det her er jeg kun blevet bekræftet i, at man skal snakke om alt. Tabuerne, de svære ting, de nemme ting. For når man taler højt om det, genkender man sig selv i andre. Det er det, internettet er så fedt til. Der er sådan en vild mulighed for at spejle sig i andre, til trods for, at vi alle sammen er vildt langt fra hinanden. Man skal bare åbne munden og fortælle, fastslår Cathrine, som ofte modtager små bekræftelser på, at det betyder noget, når hun gør det – deler både det dejlige og det hårde, hun går igennem.

– Jeg får så mange beskeder fra kvinder, der bare lige vil sige, at de har været til første hjerteblink med deres ufødte barn. Og at de deler det med mig som den første ud over deres kæreste, fordi det har betydet meget, det jeg har skrevet. Det får mig til at tænke, ‘argh, jeg vil gøre det igen gange tusind!’. At noget, som jeg har skrevet, kan hjælpe andre. Det er en kæmpe gave. Da Cathrine skulle have taget billeder til denne artikel, var hun derfor heller ikke et øjeblik i tvivl om, at det var en god idé at forevige en amning mellem hende og Eddie.

Netop for at medvirke til at nedbryde det tabu, hun stadig føler, der er omkring amning. Personligt har hun ikke problemer med at hive op i trøjen på en café (på trods af at hun er blevet bedt om at pakke barnevogn, bryster og en ulykkelig baby sammen og forlade etablissementet en enkelt gang). Men hun har veninder, der føler, at der bliver kigget skævt til dem, når de forsøger på én gang at deltage i livet uden for hjemmets fire vægge og ernære deres baby. Cathrine er med på, at forsidebilledet måske kan provokere nogen. Men hun forstår ikke hvorfor.

– Det er slet ikke for at provokere, det er bare for at vise normalen. At det er normalt at amme, at ens bryster bliver kæmpestore og hænger. Det er da det mest naturlige i hele verden, så jeg forstår ikke, hvorfor mødre skal shames for at amme offentligt. Det er virkelig vigtigt for mig, at alle de her mor-tabuer bliver nedbrudt, siger hun. I stedet for at have travlt med at pege fingre ad hinanden og den måde, vi hver især får tingene til at hænge sammen, når vi træffer valg om amning/flaske, barsel/job, institution/hjemmepasning eller nogle af de mange andre dilemmaer, vi står over for som forældre, synes hun, at vi skulle hylde hinanden.

– Jeg synes bare, kvinder er så vilde. Vi kan så mange ting. Vi kan både bære vores børn, føde vores børn, gå igennem en fertilitetsbehandling for et barn, vi ikke engang har mødt endnu, nære dem bagefter – om det er at amme dem eller give dem flaske – og samtidig være kærester og gå på arbejde. Jeg synes, man er sej, når man er selvstændig og har et barn, og man er sej, når man tager et valg om at være hjemme- gående. Alle slags mødre er vildt seje, fordi vi har gjort det ultimative. Vi har båret og ernæret et helt menneske. Kvinder er så stærke.

5 hurtige til Cathrine

Hvad glæder du dig til, når Eddie bliver større?

De helt simple ting. At gå på gaden og holde i hånd. At hente ham i institution en sommerdag og gå ud for at købe en is. At tage ham med til bageren og sige: “Du må godt vælge en ting”. Det er alt sammen noget med sukker!

Hvad har overrasket dig mest ved at blive mor?

Mit kæmpe behov for at passe på Eddie. Da sundhedsplejersken skulle screene mig for efterfødselsreaktion og spurgte, om der var noget, jeg er bange for, svarede jeg, at jeg er så bange for, at der ikke er nogen verden til ham! Jeg er i tvivl om, den kan holde min tid ud, men hans?! Nu har vi købt togbilletter til en rejse for første gang, og vi har besluttet os for at flyve så lidt som muligt. Hold kæft, hvor skal jeg bare passe på ham.

Hvor er du landet i forhold til den lange fertilitetsbehandling, du har været igennem?

Jeg har næsten glemt smerten. Nu er jeg jo én af dem, jeg har drømt om at blive i så lang tid. I går fik jeg en invitation til babyshower, og før, når jeg fik sådan én, havde jeg bare ikke lyst. Det var en lettelse at trykke ja tak, jeg deltager, og jeg tager en skæreost med! Jeg ved, at vi sandsynligvis skal igennem det samme igen, men lige nu nyder jeg at være kommet hertil.

Hvad har du lært om at være mor indtil nu?

At jeg skal skrue ned for forventningerne. Jeg havde så mange forventninger til fødslen og blev skuffet. Til gengæld stressede jeg ikke meget over, hvordan jeg ville være som mor. og hvordan det ville hænge sammen med mit arbejde, og det er virkelig det, der har virket. Bare at være i det og tage det, som det kommer.

Hvad drømmer du om i dit familieliv?

Rigtig mange børn! Gerne tre. Men jeg er indstillet på, at det kan blive svært, så jeg er taknemmelig for dem, der bliver mig tilskænket. Og hvis vi bare kan grine hver dag, være sammen, tage på legeplads og være glade, så er jeg rigtig godt tilfreds. Jeg vil bare gerne være sammen med dem, jeg elsker.

Om Cathrine

  • Cathrine Widunok Wichmand, 29 år. Influencer og blogger på Rockpaperdresses.dk, som hun startede i 2011. I dag har bloggen cirka 65.000 unikke læsere, mens pendanten på Instagram følges af 56.000.
  • Udannet i film- og medievidenskab, som hun (næsten) har en BA i. Fra 2011 - 2013 var hun desuden en del af DR’s Talenthold – et internt uddannelsesforløb for fremtidens tv- og radiotalenter.
  • Forhenværende radiovært og tilrettelægger på P7 og P3.
  • Iværksætter bag Podland, et initiativ for at hjælpe podcastere med at styrke deres brand og indtjening.
  • Gift med Adam, som er konsulent, og mor til Eddie på fem måneder.
Se, hvad vi ellers skriver om: Fødsel, Interview, Forældre og Fertilitet