Sproglig udvikling
SPONSORERET indhold

Sprog: Sådan lærer dit barn flere ord hurtigere!

Med et simpelt trick kan du hjælpe dit barn til at lære sproget hurtigere og booste hans udvalg af ord.

Af:: Af Camilla Haldrup, Voresbørn.dk, juli 2013
09. jul. 2013 | Børn | Vores Børn

Det er en stor fordel for dit barn at kunne sig en masse ord, og du kan gennem samtale, allerede mens han er en baby, hjælpe ham med at udvikle et større ordforråd. Men det er altså ikke nok bare at plapre løs til ham om vind og vejr, når den lille trold sidder og kigger på dig i højstolen.

Hvis du vil øge chancen for, at han får et godt sprog, er det vigtigt, hvad du siger i hvilken sammenhæng. Det betyder nemlig meget for barnets ordforråd, viser en ny amerikansk undersøgelse.

Forskerne bag undersøgelsen på University of Chicago har undersøgt, hvordan en gruppe forældre snakker til deres babyer og derefter målt børnenes ordforråd igen 3 år senere.

LÆS OGSÅ: Sådan støtter du dit barns sprog

Resultaterne viser, at de rigtige ord brugt i de rigtige sammenhænge fra barnet er ganske lille kan resultere i et ca. 25 % større ordforråd, når barnet er tre år.

Sådan lærer du dit barn nye ord

Så hvad er tricket til at lære dit barn flere nye ord hurtigere? Det hele drejer sig om at snakke om ting, som barnet kan se og opfatte nu og her. F.eks. vil barnet hurtigere lære ordet farmor, hvis I siger “der er farmor”, når I rent faktisk ser farmor, end hvis I siger “nu skal vi hen til farmor”, allerede før I tager af sted, konkluderer undersøgelsen. Men før du stresser over, om du nu også fik præsenteret morgenens grødmåltid på en måde, som lærer barnet ordet grød, skal du vide, at du sikkert slet ikke har noget at bekymre dig om. Ifølge Kjellrun Tora Englund fra Psykologisk Institut på NTNU (Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet), der forsker i, hvordan voksne snakker til de mindste børn, ved forældre nemlig instinktivt, hvad der er den rigtige måde at lære barnet at snakke på. Det ligger dybt i os – uden at vi rigtig behøver tænke over det.

LÆS OGSÅ: Fra pludren til det første ord

- Bare prøv at snakke ‘voksent’ til en baby, så skal du se, hvor vanskeligt det er! Fra et evolutionsperspektiv kan det se ud, som om vi er forindstillet til at snakke på denne måde til børn, og de ændringer vi laver er specielt tilpasset barnets forudsætninger, siger Englund til Forskning.no.

Ord-læring: Det kommer helt naturligt

- Når vi snakker til babyer, er det f.eks. ofte med lys stemme. Når vi gør dette, tiltrækker vi barnets opmærksomhed, og barnet reagerer mere positivt på det i modsætning til, hvis vi snakker med dyb stemme, forklarer Englund.

Hun opfordrer forældre til generelt at stole på deres instinkter og snakke til barnet på en måde, som føles naturlig. Så skal ordene nok komme.

For når alt kommer til alt, lærer langt de fleste børn jo før eller siden at tale godt og varieret. Det ville derfor være mærkeligt, hvis vi mennesker ligefrem havde brug for en manual til, hvordan vi kommunikerer med vores børn, mener den norske forsker.

LÆS OGSÅ: Forstå barnets sprog!

Men derfor kan vi selvfølgelig godt tænke over, at vi ikke bare plaprer løs med det rene sludder (#notetoself).

Kilde: Forskning.no