Babys leg
SPONSORERET indhold

Sådan leger dit barn det første år

Din lille guldklump gennemgår en vild udvikling det første år af sit liv. Legeforsker Jørn Martin Steenhold gør dig klogere på, hvordan dit barn leger, og giver dig tips til, hvordan du kan hjælpe ham med at lære nye ting.

Af: Camilla Haldrup og Cecilie Møller Rasmussen Foto: iStock
30. sep. 2013 | Børn | Vores Børn

Når du rører ved dit barns krop, er du med til at udvikle ham og styrke både selvværd og kropsfornemmelse.

Det samme gør du, når du leger med dit barn. Selvom dit barn endnu er en helt lille baby, kan hun sagtens sanse verden gennem leg, men der er selvfølgelig stor forskel på, hvordan et barn på tre måneder og et år leger.

Ifølge legeforsker Jørn Martin Steenhold begynder babyer allerede at kunne lege, når de mellem fire og seks uger gamle og lige er kommet sig over fødslen. Legen er dog i begyndelsen blot en udforskning af omgivelsernen, for legen gør dit barn klogere på verden.

LÆS OGSÅ: 10 lege der styrker dit barns fantasi

– Helt små børn leger ikke, de arbejder hårdt på at finde ud af, hvad livet går ud på. Og når de har lært én ting ad gangen, så har de erfaring med den. De eksperimenterer med deres omgivelser og skal derved lære tre væsentlige ting: Det første er tyngdekraft – at tingene falder ned og ikke opad, det næste er det horisontale og det vertikale, og det tredje er pendulering – “når jeg skubber til en ting, kommer det gudhjælpemig lige tilbage i fjæset på mig”. De tre ting er fundamental læring for det lille barn, forklarer han.

Leger med genstande

I begyndelsen handler det altså om at undersøge en ting ad gangen. Dit barn kigger først dybt koncentreret på ting – gerne nogle der vipper. Dernæst begynder din baby at gribe fat, flytte ting fra den ene hånd til den anden, kaste, ryste og flytte tingen.

Som forældre kan man støtte sit barns leg ved at give det genstande i forskellige farver, materialer og former for at styrke sanserne, og det kan også være en god idé at stille ting i hjemmet, din baby kan kigge på.

LÆS OGSÅ: Guide til gode lege indendørs

Derimod skal man holde sig langt væk fra aktivitetstæpper, mener Jørn Martin Steenhold.

– Børn skal have mulighed for at røre ved ting, som er forskellige. Nogle kan være lidt bløde, andre glatte eller ru. Begynd med tre, fire fem ting ad gangen, men lad være med at smide blinkende, lysende larmende aktivitetscentre i hovedet på barnet. Overvældende aktivitetscenter er en forbandelse for små børn. Der er alt for mange ting, barnet skal tage stilling til, siger han.

Som forældre skal man desuden være opmærksom på, at det ifølge Jørn Martin Steenhold kan være skræmmende for et lille barn, når det leger. For eksempel når din baby ligger og undersøger sin hånd. Når den er langt væk, er den lille, men pludselig kommer den farende ned i synet og er kæmpe stor. Uha.

Det kan også være skræmmende at mærke, at det gør ondt på hånden, når man slår hårdt med den.

Inden for kort tid begynder dit barns leg at udvikle sig til mere og mere tumleri. Her kan du som forældre være med på gulvet for at lave øvelser, der styrker dit barns balance. 

Tumlelegene lærer også dit barn om proportioner, såsom at en ting kan være let at flytte eller tung at flytte, selvom den begge gange er stor. Og så giver den fysiske leg uden genstande også en god kontakt med dig som forælder.

– Man skal huske, at små børns leg ikke kun består af eneleg. Den består også af, at børn leger med far og mor og kigger ind i øjnene. Øjenkontakt er noget af det vigtigste i det lille barns liv, og øjnene betyder nærhed og inderlighed, siger legeforskeren.