Sandie Westh: ”Der findes en særlig plads i helvede til lige præcis den her type kvinder”

Der findes en særlig plads i helvede til de kvinder, som, når en gravid kvinde fortæller om sin voldsomme heldøgnsgraviditetskvalme, der buldrer derudaf på fjerde måned, så hun nærmest hverken kan overskue at passe sit arbejde eller sit parforhold, vælger at fortælle, at det kun bliver værre herfra. At det bliver meget værre i tredje trimester, at det bliver meget værre, når man får bækkenbundsløsning, at det bliver meget værre, når barnet kommer.

Jeg er gravid. Det har jeg indtil videre overhovedet ikke fundet fornøjeligt, og det er der én enkelt grund til: Jeg har kastet op nu i fire måneder. Hver dag. Hele døgnet. Det har været så tænderudtrækkende hårdt, at jeg et par gange om aftenen, efter min kæreste og jeg har ramt lagnerne, er brudt sammen.

LÆS OGSÅ: Klumme: Er vi mødre lidt for gode til at give babyråd, som ingen har bedt om?

For jeg har det simpelthen dårligt døgnet rundt. Min konstante kvalmende tilstand er så allestedsnærværende, at den pt. til min store fortrydelse er blevet til en del af min personlighed, og det valgte jeg at dele på min Instagram, fordi jeg tænkte, at det kunne være, at der sad andre ørleramte kvinder derude, som kunne have brug for at vide, at de ikke er alene. Jeg tænkte, at vi måtte være flere, der kunne hive hinanden igennem sølet af brækmæssige uhyrligheder.

Det skulle jeg virkelig aldrig have gjort.

Knapt havde jeg lagt et billede op på min story, hvor jeg jokede med, at den her unge bør være mig evig taknemmelig mine pinsler taget i betragtning (det ved jeg godt, den ikke kommer til at være, fordi børn er nogle vidunderlige, egoistiske røvhuller), førend hele mor- og farmafiaen kom efter mig.

Jeg har aldrig prøvet noget lignende før, og det siger ellers en del, når man er feministisk debattør på 8. år. Mor- og farmafiaen, hvis intimiderende opførsel selv Tony Soprano ville være misundelig på, ville bare lige orientere mig om, at jeg faktisk bør nyde min tilstand lige nu, fordi det kun bliver værre. “Bare vent til du får bækkenløsning! For slet ikke at tale om hoftesmerter!” “Bare vent til ungen kommer ud og ikke efterlader dig med hverken søvn eller overskud i flere år!” “Bare vent til du aldrig får dit liv igen!” 

LÆS OGSÅ: Klumme: Kære nybagte mor med skyldfølelse

Stop jer selv, mor- og farmafia

Ifølge mor- og farmafiaen er det værste, du kan gøre, at få et barn. Det var i hvert fald præcis sådan, det så ud i min indbakke. Det var som om, de havde hidkaldt hinanden i et eller andet særligt ulvemafiabrøl og ramte derved min indbakke på samme tid.

Og de, der hører til denne mafia, findes der en helt særlig plads i helvede til. “Bare vent!”-mafiaen som jeg også kalder dem.

Hvilket fungerende voksent menneske vælger at skrive til en vordende mor, at det kun bliver værre fra nu af? Det ville svare til, at jeg kom hjem til jer, når I ligger med halsbetændelse, pegede fingre og konstaterede: “Bare vent til det udvikler sig til lungebetændelse!” Eller udbrød til en med en indgroet tånegl: “Det kan godt være, du har ondt, men vent til du brækker tåen!”

“Du godeste!”, tænkte jeg. Hvor kan man da hurtigt blive efterladt som en usikker gravid, kommende mor, hvis ikke man, som jeg, engang har arbejdet med små børn i seks år og derfor ved, at de er lige dele klamme og vidunderlige.

Og hvor kan man da hurtigt blive virkelig ked, hvis ikke man er udstyret med samme temperament som undertegnede. For gudskelov vendte jeg ikke mor- og farmafiaens skræmmekampagne indad. Jeg konstaterede ret hurtigt, at deres udbrud nok skyldtes noget, der bor inde i dem. Jeg har dog et råd til selvsamme mafia: Næste gang, I indbakkeoverfalder en sagesløs gravid, vordende mor med formaninger om, at livet aldrig bliver sjovt igen, mens hun ligger på et opkastmæssigt dødsleje, så spørg jer selv om én ting: Siger jeg det her for min skyld eller for hendes skyld?

LÆS OGSÅ: Følg din graviditet uge for uge

Altså er det fordi, jeg selv har en masse indestængt irritation, som jeg burde tale med mine gode venner om, fordi jeg ikke har sovet godt i tre år, og som jeg nok ikke bør lade gå ud over en gravid kvinde, der i forvejen er mega sårbar, fordi hendes liv er vendt op og ned, eller giver jeg faktisk et godt råd videre?

For hvis det første er tilfældet, kan jeg godt skaffe dig telefonnummeret på en rigtig god psykolog. Jeg kan også fikse en flaske vin til dig, som du kan dele med din bedste ven, mens du brokker dig over dine uduelige børn (det var jer, der skrev det i min indbakke. Ikke mig.)

Men lad være med at overfalde en gravid kvinde med dine frustrationer, for de er ikke hendes ansvar at tage på sig, og det gør hende højst sandsynligt mere usikker og ked af det, end hun er i forvejen. Dine søvnløse nætter eller bækkenbundsløsninger er ikke hendes byrde at bære.