Sofie Amalie Rolandsen om lynfødsel

Foto: Privat Bare 10 minutter. Sofie Amalie Rolandsen, som står bag Instagramprofilen Thusthefuss, nåede hverken at lægge sig ned eller komme på hospitalet, da lillesøster ville til verden.

Lynfødsel: 10 minutter efter Sofie ringer til hospitalet, kommer lillesøster til verden

Fem dage over termin begynder veerne, og Sofie føder sin datter ved en lynfødsel hjemme på badeværelset. Hendes kæreste tager imod, mens jordemoderen er med på telefonen, og sønnen Walter sover på sit værelse ved siden af.

KL. 14:35

Jeg ringer min kæreste hjem fra arbejde, fordi jeg mærker nogle ulmende veer. Jeg har haft en del plukkeveer gennem min graviditet, og jeg ved ikke, om det her kommer til at gå i sig selv igen. Sammen henter vi vores søn i vuggestuen, køber ind til aftensmad og går på legeplads. Men under aftensmaden kan jeg pludselig mærke, at det begynder at nive lidt. Jeg er gået fem dage over termin.

KL. 18:30

Jeg ringer til Herlev Hospital og fortæller, at jeg har regelmæssige plukkeveer, som niver. Jordemoderen i telefonen siger til mig, at det ikke gør ondt nok, fordi jeg sagtens kan snakke. Hun spørger ind til min første fødsel.

Ved min første fødsel vågnede jeg om natten tre dage før termin, fordi mit vand var gået. Jeg havde milde veer, og vi ringede til fødegangen. De sagde, at vi skulle komme ind næste morgen klokken 8. På vej til hospitalet havde jeg en del veer, men jeg kunne godt være i det. Det viste sig, at min søns hoved havde svært ved at rotere ned i bækkenet, så han blev først født klokken 16.40. Det var altså ikke ligefrem en lynfødsel. Men jeg synes, at jeg havde en god fødsel første gang. Det var en fed oplevelse, og jeg følte mig helt vildt sej. Selvfølgelig gjorde det også megaondt, men jeg glædede mig faktisk helt til at opleve en fødsel igen. Jeg håber, at fødslen bliver lidt på samme måde. Måske lidt kortere. Men min anden fødsel bliver så meget anderledes.

LÆS OGSÅ: Kære jordemoder: Det er din skyld, at en voldsom fødsel blev en tryg oplevelse

KL. 21.00

Efter en lang putning med en snakkesalig toårig, sover vores søn endelig. Jeg sætter mig tungt i sofaen og kan mærke, hvordan min krop begynder at slappe mere af. Vi taler om, at lave lidt rebozo for at få veerne i gang, og jeg glæder mig lidt over, at vi måske denne gang kan hygge lidt i den såkaldte Netflix-fase. Altså den der latensfase, hvor man åbner sig, imens man bare skal forsøge at slappe af.

KL. 21:29

Vi flader helt ud til et afsnit af Hammerslag, men når kun halvvejs, inden jeg må ud på badeværelset. Det gør pludselig meget ondt, og jeg er i tvivl, om vandet er gået. Det er det ikke, men der er tegnblødning. Jeg tager tid på veerne, og de er for alvor i gang. De varer omkring et minut og kommer hvert tredje minut. Vi pakker toiletsager og børster tænder – vi har jo god tid, tænker vi, for med min søn gik der otte timer med den type veer, før han kom.

KL. 21:37

Vi ringer til min mor, og siger, at hun godt kan begynde at tage fra Roskilde. Vi har aftalt med hende, at hun skal passe vores søn, Walter, imens vi tager på hospitalet.

KL. 21:49

Mellem to veer skriver jeg til min mor, at hun nok skal skynde sig lidt mere. Bagefter ringer jeg til Herlev Hospital, hvor jeg denne gang ender i en telefonkø. Jeg bander. Da jeg endelig kommer igennem, siger jeg, at nu vil vi altså gerne ind. Vi føler ikke, at vi kan vente på min mor, så imens ringer Niels til en veninde, som bor tæt på os. Han beder hende komme og holde øje med Walter, som sover. Bare indtil min mor kommer.

Jeg synes, det er lidt uoverskueligt at skulle afsted mod hospitalet med veerne. Jeg har stadigvæk jordemoderen i røret, og veerne tager til. Hun spørger mig, om jeg har pressetrang, og det har jeg ikke. Men så rammer næste ve, og pludselig har jeg. Hun siger, at jeg ikke må presse og fortæller, at hun ringer efter en ambulance. Jeg er SÅ lettet. Kunne slet ikke overskue, hvordan jeg skulle komme ned til vores bil selv. Undervejs overvejer jeg, om det mon er for sent at få noget smertestillende, for det gør pludselig sindssygt ondt.

Veerne bliver kraftigere igen, og jordemoderen spørger, om jeg kan mærke hovedet. Spørgsmålet kommer helt bag på mig, og jeg tager skeptisk hånden ned, og så mærker jeg faktisk vores datters hoved.

LÆS OGSÅ: Derfor følte jeg, at det var tabubelagt at fortælle om min nemme fødsel

Jeg har ikke forberedt mig så meget til denne fødsel, som jeg gjorde til min første. Jeg har da øvet lidt af de vejrtrækninger, som jeg brugte under min første fødsel. Men dem når jeg slet ikke at bruge nu, for jeg har virkelig pressetrang, og jordemoderen beder mig om at gispe.

Ved min sidste fødsel gik jeg meget ind i mig selv under veerne, men denne gang kan mit hoved slet ikke følge med min krop. Kroppen er ligesom hele tiden forud. Den gør bare arbejdet. Jeg føler nærmest heller ikke, at jeg presser selv. Min krop har overtaget kontrollen. Det er så vildt at mærke det.

Om familien

Sofie Amalie Rolandsen er 31 år, og bor på Frederiksberg med kæresten Niels, deres søn Walter på 2 år og lillesøster, som på tidspunktet for artiklens udgivelse endnu ikke har fået et navn.

Sofie er blogger og influencer, og du kan finde hende på Instagram under navnet @thusthefuss.

KL. 21:55

Jeg har mange smerter, og jordemoderen siger i telefonen, at jeg skal lægges ned, men det kan jeg slet ikke overskue. Jeg kan slet ikke ændre kropsstilling.

Vores veninde kommer ind ad døren. Hun bor tæt på og er løbet herhen. Hun har taget cola og chips med, fordi hun tror, at hun bare skal sidde i sofaen og slappe af, imens Walter sover, og vi tager på hospitalet. Hun når lige at sætte sig i stuen, så kalder Niels hende ud på badeværelset.

Jeg havde på intet tidspunkt i min graviditet overvejet at føde hjemme. Jeg kan godt forstå, at andre vil, men jeg føler mig egentlig tryg ved at føde på hospitalet.

KL. 22:00

Jordemoderen siger, at jeg skal presse. Jeg bliver lettet, fordi jeg har så mange smerter. Jeg står op ude på badeværelset, vores veninde er der, min kæreste støtter mig, vi har jordemoderen i røret, og jeg føler mig faktisk helt tryg.

Og så bliver lillesøster født. Hun kommer ud med fosterhinden over sig. Det er sådan en hvid pose med væske. Men den brister hurtigt. Jeg får hende op til mig, og hun er meget blå og helt stille. Min kæreste bliver nervøs, men jeg kan se, at hendes læber bevæger sig.

KL. 22:02

Tre ambulancefolk vælter ind. De skynder sig at tjekke, at vores datter er okay og får beroliget os alle. De hjælper mig ud i gangen og lægger mig på en dyne. De vil ikke lade mig føde moderkagen, fordi de er bange for, at jeg har tabt for meget blod. De siger, at vi for en sikkerheds skyld skal en tur på hospitalet.

De sidste ti minutter har min største bekymring været, at Walter ville vågne og blive bange, og jeg spørger straks, om der er nogen, som vil tjekke til ham. Min kæreste kigger til ham, og forsikrer mig flere gange om, at han snorkbobler. Jeg ånder lettet op og kysser min datter, mens jeg prøver at forstå, hvad der lige er sket.

LÆS OGSÅ: ”Få faren ud NU!” er det sidste, jeg husker, inden narkosen satte ind…

KL. 22:17

Jeg kommer ned i ambulancen med min datter liggende oven på mig. Jeg har stadigvæk moderkagen inden i mig. Vi kører med fuld udrykning, imens en redder presser en knytnæve ind i maven på mig for at afholde mig fra at føde moderkagen. Jeg har stadigvæk veer, og det er næsten det mest smertefulde tidspunkt under fødslen.

KL. 22.35

Vi kommer ind på Herlev Hospital, hvor der står en helt rolig jordemoder, som siger: “Nå, skal vi se at få født den moderkage?” Og så føder jeg den, navlestrengen bliver klippet, vi får ristet toastbrød med flag i og fejrer vores datters fødselsdag.

Jeg har haft streptokokker i min graviditet, så jeg skulle have antibiotika under fødslen, men det var der af gode grunde ikke tid til, så vi bliver halvandet døgn på hospitalet for at holde øje med hende.

Noget af det, som har fyldt mest i min graviditet, har været tankerne om at blive mor til to. Jeg glædede mig, men der var også en sorg forbundet med det. Sådan havde jeg det nok også under den første graviditet, fordi det var et farvel til tosomheden. Da Walter ser sin lillesøster, peger han på hendes øjne, næse og mund og siger “lillesøster”. Han er så sød og interesseret i hende.

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle få sådan en lynfødsel. Det har været den vildeste oplevelse, men heldigvis var den mest af alt god. Hvis der kommer en tredje fødsel, så behøver det dog ikke at gå hurtigere.

Læs meget mere om fødsler, graviditet og nyttigt babyudstyr i Vores Børns Gravid-magasin, som er på gaden nu. Her finder du blandt meget andet også interviews med tv-vært Josefine Høgh, podcaster Josephine Kuhn og skuespiller Anna Stokholm.

Du kan købe Gravid i udvalgte supermarkeder eller via dette link.  

gravid .jpg

Se, hvad vi ellers skriver om: Fødselsberetning og Fødsel