„Spis så dine ærter!”

„Mmm,” siger Victor ved synet af pastaen på bordet og kan ikke komme hurtigt nok op i sin stol. Det hele kører på ham, han glæder sig til maden, og alt ånder fred og idyl. Lige til det viser sig, at han hverken vil have kødsovs eller grøntsager og slet ikke spise med sin gaffel.

I stedet leger han med pastaskruerne og dypper både dem og fingrene i ketchup. Imens forsøger du at hjælpe, men han vil og kan selv og fortæller det så højt og tydeligt, at du bliver i tvivl om, hvor langt du skal gå for at bevare bare lidt af den gode stemning. Aftensmaden er trods alt et af de få tidspunkter i løbet af dagen, hvor I er samlet omkring bordet.

Følsomt tidspunkt

„Aftenmåltidet er et følsomt tidspunkt, fordi vi har nogle mål med at sætte os til bordet, som er helt basale. Mad og hyggeligt samvær,” siger børnepsykolog Marie Elbinger Gramstrup.

„Når vi endelig er samlet, vil vi gerne gøre det så hyggeligt som muligt, og børnene mærker tydeligt, at her er noget, forældrene rigtig gerne vil. Derfor er aftensmaden et glimrende tidspunkt til at prøve grænser af,” forklarer hun og understreger, at det er typisk, at netop spisesituationen bringer frustrationer frem, fordi børn prøver deres selvstændighed af mellem frikadeller og kartofler.

Er du i forvejen ved at gå ud af dit gode skind på grund af dit barns behov for selv at bestemme, kommer dette med garanti også til udtryk ved aftenbordet, hvor barnet har jeres fulde opmærksomhed.

„Der er ingen tvivl om, at barnet vil gøre nogle spændende forsøg på at prøve jer af. Og hvis hun kan mærke, at hun bringer mor og far ud af fatning, kan hun blive frustreret og endnu mere stridslysten,” forklarer Marie Elbinger Gramstrup.

„Så selv om det er en balance, er det bedste råd at stå fast på dine regler.”

Hvis Agnes for eksempel bliver ved med at kravle op og ned fra sin Trip Trap-stol, kan du på en kærlig, men bestemt måde fortælle hende, at det vil du ikke have, mens du kigger på hende og holder fast ved stolen, så hun ikke rykker den frem.

Det er nemlig vigtigt, at dit barn kender bordskikken. Så allerede inden Viktor begynder at dyppe gaflen i vandglasset for at se, hvor langt han kan skyde dråberne, må I have gjort jer klart, hvad I vil acceptere ved spisebordet.

„Det handler om at afstemme forventningerne og blive enige om, hvordan måltiderne skal foregå i jeres hjem. Må barnet for eksempel pille ved maden med fingrene, have legetøj på bordet, tage maden med hen i sofaen og så videre,” siger Marie Elbinger Gramstrup.

„Beslut jer for disse ting, og markér reglerne, så barnet har en mulighed for at lære dem. I kan ikke tage for givet, at et barn på tre år selv kan tænke sig til dem,” fortsætter hun og forklarer, at det er vigtigt at være tydelig i jeres opdragelse af børnene, når I skal spise, og at reglerne ved spisebordet dels modsvarer de regler, der ellers gælder i huset, dels passer til barnets alder.

Hvis Victor er ni måneder eller et år, kan I altså ikke forvente, at han kan spise med gaffel eller spise pænt. Han vil gerne sanse og hygge sig med at prøve tingene af. Men I kan stadig vise ham, hvordan I gerne vil have, at han kommer til at spise, ved selv at være gode eksempler.

„Når han bliver større, kan I langsomt introducere ham til de regler, der gælder hos jer, ved at lade ham øve sig på enkelte ting ad gangen, så han langsomt bliver klar over de forventninger, I har,” forklarer børnepsykologen.

Is-løfter

Børn spilder, pjatter, leger og er trætte og måske slet ikke sultne, når vi har maden færdig. Det er noget, de fleste af os kender. Derfor er det vigtigt ikke at stille for høje krav.

„I er nødt til at have den laveste fællesnævner som udgangspunkt,” fastslår Marie Elbinger Gramstrup.

„Så undgår I, at I hver eneste aften indirekte fortæller børnene, at de gør noget forkert, fordi de ikke lever op til reglerne. Når vi accepterer, at det er børn, vi sidder til bords med, kan det kun gå fremad,” siger hun og indrømmer, at hun selv engang imellem må overgive sig til belønningsmetoden.

„Det kan føles som en nødvendighed i hverdagens kamp at love en is, hvis barnet spiser op. Det er helt okay, og det sker der ikke noget ved. Det hele behøver ikke være så firkantet,” siger hun, men forklarer, at det vigtigste er, at du ikke ender i en situation,hvor du har lovet barnet en is, hvis det spiser op – og så alligevel giver det isen, selv om det ikke spiser op.

Hvis du kommer ud i den slags dilemmaer med et barn, der ligger på gulvet og skriger efter sin is, må du prøve at tænke langsigtet og ikke udelukkende fokusere på, at det skal være nemmest her og nu. Jo flere gange du holder fast i reglerne, jo færre situationer opstår der, som du skal tage stilling til.

I hverdagens kamp for at få børnene til at spise noget mad kan du også hurtigt komme til at slynge et par trusler ud eller lokke med det ene eller det andet. Måske har du allerede opdaget, at det ikke bider på, men måske i virkeligheden bare giver dig selv en halvdårlig smag i munden.

De sultne børn i Afrika

„Børn har ikke noget forhold til sultne børn i Afrika eller til, at de bliver stærke som Pippi, hvis de spiser kartofler. Eller at de skal spise masser af grøntsager for at blive verdens bedste fodboldspiller,” forklarer Marie Elbinger Gramstrup.

„Idéerne er mange, men børn er der, hvor de er lige nu, og tænker udelukkende på, om de er sultne eller ej.”

Marie Elbinger Gramstrup kan dog sagtens forstå forældres bekymring for, om de små nu får nok at spise. For måltidet handler jo ikke alene om hyggeligt samvær, men også om ernæring.

„Hvis konflikten handler om, at dit barn ikke kan lide maden, må I kigge på, om I kan gøre noget anderledes,” foreslår hun.

„Nogle forældre kræver, at børnene skal smage maden, og andre laver kun den mad, barnet kan lide. Min erfaring er, at hvis du har forventninger om, at barnet skal spise, så må du også engang imellem lave hans eller hendes livretter.”

Samtidig kan det i hverdagens stress og jag en gang imellem være nødvendigt og helt okay at lave en undtagelse fra reglen, når I for eksempel kommer sent hjem eller har været ude hele dagen uden at have tænkt på aftensmaden.

„Det er rart for alle parter, hvis der er mulighed for at lave lidt om på rutinerne. I skal bare være tydelige over for jeres barn om, at det her er en særlig begivenhed og ikke noget, man må andre dage, så han forstår, at det kun er i dag, han får en fingermad, som han tilmed må spise i sofaen,” råder Marie Elbinger Gramstrup.

{fact}Spis op!

Hvis Mads har taget fem frikadeller, kan du ikke forvente, at han spiser op. Det kan han slet ikke planlægge og overskue på forhånd. Børn skal helt op i 10-årsalderen, før de får en fornemmelse for, hvor meget de kan spise, når de selv øser på.{/fact}

Mor og far, brug hinanden!

Hvis I har en lidt anspændt stemning ved spisebordet, er det en god idé at tage en principiel diskussion om afvikling af aftensmaden. Tal om, hvordan det var i jeres barndomshjem det kan få jer til at tænke over, om jeres forventninger harmonerer med hinanden.

Måske er I nødt til at tage tingene op til revision. Det vigtigste er at have fælles retningslinier, som barnet kan mærke, at I begge står inde for. Giv også hinanden konstruktive tilbagemeldinger:

„Hun får rent faktisk lov til at køre med dig” eller „Du skaber dårlig stemning ved bordet, når du kræver, at hun skal spise op” etc. Ved at give hinanden en ærlig tilbagemelding, kan I bedre lave om på de ting, der ender galt ved bordet.

Kig på helheden

Hvis det generer dig, at barnet ikke spiser, kan du tage et kig på helheden. Måske er det slet ikke barnets hovedmåltid, fordi han har spist meget frokost eller eftermiddagsmad i institutionen.

Det kan også være, at barnet er inde i en periode, hvor det ikke vokser og derfor ikke har brug for så meget mad. Børn er gode til selv at regulere. Hvis de er sultne og har brug for mad, så spiser de.

Gode tommelfingerregler

• Find ud af, hvad jeres ønsker og forventninger er. Må barnet have legetøj på bordet eller tage maden med over i sofaen?

• Fokusér på samspillet mellem jer. Er I enige, så I kan markere jeres regler tydeligt?

• Vis reglerne for barnet ved selv at efterleve dem.

• Tag udgangspunkt i barnets alder. Når han er gammel nok, så introducér ham gradvist til reglerne, så han kan koncentrere sig om at lære en ting ad gangen.

• Forvent ikke, at han ikke spilder eller prøver kræfter af, mens I spiser.

• Vær tålmodig, men konsekvent, når han prøver grænser af.

• Undgå at bruge de sultne børn i Afrika. Børn kan alligevel kun relatere til, om de selv er sultne eller ej.

• Lav barnets livretter. Det skaber glæde, når børn får noget mad, de godt kan lide.

• Hvis du engang imellem har brug for en hjælper, er det okay at love en is, hvis barnet spiser op.