Tigerspring: Tag et kig ind i babys hjerne
Otte tigerspring på det første år - der er fuld fart på. Foto: Nimastock

Tigerspring: Tag et kig ind i babys hjerne

Dit barns hjerne kommer aldrig til at gennemgå så eksplosiv en udvikling som i løbet af det første år. Indimellem tager baby et bevidsthedsudvidende tigerspring.

Kender du det: Du har netop fundet noget, der minder om en rytme med dit lille pus – og en, to, vupti, så ændrer baby fuldstændig humør eller søvnrytme, og det, der virkede så fantastisk i går, virker ikke længere?

Gå ikke i panik. Faktisk kan du erstatte din bekymring med et højlydt ‘yes!’ For de uligevægtige dage eller perioder er nemlig tegn på, at dit barns hjerne udvikler sig, præcis som den skal. Sådan lyder budskabet fra neuropsykolog Susanne Freltofte.

Når din baby pludselig er umulig at trøste, er den lille hjerne sandsynligvis i gang med et kæmpe udviklingshop – et såkaldt tigerspring.

– Pludselig åbner hjernen op for et mere nuanceret bevidsthedsniveau. Det slår dit barn ud af kurs i et par dage eller uger, fordi det pludselig skal forholde sig til at opleve verden på en helt ny måde, forklarer Susanne Freltofte.

Hjernecellerne vågner

Når din baby bliver født, rummer dens hjerne allerede alle de nerveceller, som skal bruges resten af livet – mange af dem er bare endnu ikke parate til at fungere.

Nervecellerne i midten af hjernen er klar til at blive brugt, så snart baby kommer til verden, men de celler, der sidder på ydersiden af hjernen, er ikke begyndt at fungere.

Faktaboks

UDVIKLING

Et tigerspring er en pludselig udvikling i babys hjerne. Fra dit barn bliver født, til det fylder et år, gennemlever det otte udviklingsspring. Hver gang dit barn når et nyt bevidsthedsniveau, kan du opleve uro. Baby græder måske mere i et par dage eller uger, sover dårligt og kræver din nærhed. Hav tålmodighed. Du gør ikke noget forkert. Det er naturligt, at barnet er svær at trøste – og at du synes, det er hårdt.

Forkæl med omsorg og ro
Lad baby være hos dig. Dit barn har brug for at gemme sig hos dig og lukke resten af den ‘farlige’ verden ude. Forsøg at trøste, som du plejer, men vær forberedt på, at det måske ikke virker.

Så prøv noget andet
Vug, tal roligt, syng de sange, som baby plejer at høre – den velkendte lyd gør dit barn tryg. Bevar roen, og vis, at DU er tryg ved situationen, så signalerer du ‘jeg forstår dig, og jeg passer på dig’.

Kilde: Neuropsykolog Susanne Freltofte

Din babys genetik aktiverer helt automatisk flere og flere af disse hjerneceller, efterhånden som barnet udvikler sig.

LÆS OGSÅ: 10 tigerspring: Forstå babys udvikling

Når nye hjerneceller ‘vågner’, kobler de sig på andre, og så sker tigerspringet: Dit barn oplever pludselig verden på en helt ny måde. Måske ser baby pludselig farver i stedet for sort/hvid.

– Tænk, hvilken forandring! Forestil dig, at du vågner op, og verden ikke ser ud som i går. Pludselig har du måske farvesyn som en sommerfugl og ser ultraviolette stråler, eksemplificerer Susanne Freltofte.

Det er klart, at baby bliver træt – ligesom når vi selv er på ferie eller starter i et job og skal vænne os til de nye, uvante omgivelser. Det hele skal opleves fra bunden – alt tages ind af hjernen. Tigerspringet varer, indtil din baby har vænnet sig til de nye indtryk.

Et ‘nyt’ barn

I det første leveår oplever baby otte tigerspring. Hver gang den lille tager et spring, kan det føles, som om du får et ‘nyt’ barn. Baby har lige nået at vænne sig til en rutine eller måde at opleve verden på, og så ændrer den sig pludselig – i et ryk på et splitsekund.– Din baby har brug for, at du forstår, at det er skræmmende, når virkeligheden pludselig er anderledes. At erfaringer fra i går pludselig ikke gælder i dag, forklarer Susanne Freltofte.LÆS OGSÅ: 24 råd om din babys grådTypisk reagerer baby ved at blive utryg og pirrelig, ville være mere på arm, sidde hos dig og være fysisk tæt, gemme sig lidt og vende hovedet ind mod dig frem for mod omgivelserne, for at lukke af for de nye indtryk.Baby vil måske også græde på en ny måde, og måske føles det umuligt at gøre den tilfreds.“Husk dig selv på, at det ikke handler om dig. Fortvivl ikke, hvis intet af det, du plejer at gøre, virker. Det er helt normalt,” beroliger Susanne Freltofte.

Stilhed efter storm

Når brikkerne falder i hak, og dit barn har vænnet sig til sine spritnye færdigheder, der kom så pludseligt, bliver det roligere igen. Men indtil da kan baby virke kaotisk, uforudsigelig og helt anderledes, end du er vant til.Nogle babyer reagerer stærkt på tigerspringene, mens andre reagerer mere roligt og mindre synligt. Børn er fra starten mere eller mindre sarte over for indtryk.Bestselleren “Vidunderlige uger”, som du måske har hørt om i mødregruppen, beskriver meget minutiøst, i hvilke uger tigerspringene i gennemsnit gør deres indtog.– Men vær ikke urolig, hvis dit barns tigerspring ikke er præcise. Det varierer fra barn til barn, hvornår springene begynder, fastslår Susanne Freltofte.

Tag det roligt, mor

For den lille baby kan det variere med cirka en uge, og for større babyer varierer det med helt op til en måneds tid eller halvanden.Er dit barn for tidligt født, skal de uger regnes med, for hjernen modnes i forhold til undfangelsestidspunktet. Desuden er det på grund af anstrengelserne ved at blive født for tidligt helt normalt, at tigerspringene viser sig lidt senere.Det er også vidt forskelligt fra baby til baby, hvor lang tid de forskellige tigerspring og den medfølgende uligevægtighed tager.LÆS OGSÅ: Det allerførste smil– For nogle babyer tager det et døgns tid, mens det for andre kan tage en eller flere uger, inden de falder til ro og har vænnet sig til den nye, mere nuancerede måde at opleve verden på. Så længe det føles nyt og lidt ‘farligt’, er babyen pirrelig, forklarer Susanne Freltofte.Det allervigtigste er, at du og far forstår, at babys humørsvingninger intet har med jeres præstationer som forældre at gøre.– Klap hellere hinanden på skulderen, og glæd jer over, at jeres barn er i fuld færd med at udvikle sig, præcis som det skal, råder Susanne Freltofte.– Det eneste, I skal gøre, er at være der for baby. Og vide, at det går over igen. Indtil jeres lille tiger tager afsæt til sit næste kæmpespring.

Babys første 8 tigerspring – sådan føles det for dit barn

5 uger –  Sanseindtryk:

Din babys sanser bliver med ét mere følsomme. Den lille er mere opmærksom og reagerer tydeligt på lyde. Den er pludselig bevidst om sine omgivelser og interesseret i at opleve verden. Vær opmærksom på, at baby ikke bliver overstimuleret. Den lille kan ikke koncentrere sig i længere tid ad gangen og har brug for at hvile sanserne. For eksempel kan gæster, der nusser, blive for meget.

8 uger – En verden af mønstre:

Dit barn opdager fra den ene dag til den anden skygger på væggen og trækronerne over barnevognen. Det kan nu også ane mønstre i de ting, det ser på. For eksempel opdager det sine hænder. Baby genkender nu også ting omkring sig, for eksempel sit legetøj.

12 uger – Glidende overgange:

Der sker store forandringer i nervesystemet, og baby bemærker nu glidende overgange som for eksempel forandringer i jeres toneleje, specielle lugte og katten, der går forbi i køkkenet. Dit barns bevægelser bliver mere bevidste og kontrollerede. Det kan se sig om, fokusere mere og følge med i, hvad der sker.

19 uger – Hvor er meningen?

Barnets evne til at forstå verden bliver mere detaljeret, men det er endnu ikke i stand til at forudse, hvad der sker, sådan som vi andre kan. For eksempel at det nok skal komme tilbage til dig, når det har siddet hos en ‘fremmed’ – eller at en bold altid lander på gulvet igen, når den er blevet kastet op i luften. Baby bruger alt sit krudt på at finde mening i verden og forstå begivenheder.

26 uger – Nye sammenhænge:

Hvad enten dit barn kravler eller ej, er det nu mere mobilt og kan koordinere arme og ben. Det forstår pludselig sammenhænge og opfatter, hvornår ting er udenpå, indeni, nedenunder og ovenpå. Det forstår også afstanden mellem to genstande og bliver bevidst om, at du kan finde på at gå. Det er en skræmmende erfaring, og din baby har brug for masser af trøst og nærhed.

37 uger – Kategorier:

Som en lille forsker foretager dit barn nu metodiske undersøgelser af verden. Det samler bittesmå genstande op, holder dem med tommel- og pegefinger og undersøger dem nøje. Eller maser en banan med fingrene for at se, hvad der sker. Baby begynder også at forstå langt mere af det, I taler om, og den opdager, at forskellige ting hører under samme kategori: At en tegning af en hund for eksempel er det samme som et fotografi af en hund i en pegebog.

46 uger – Rækkefølge:

Hvor dit barn tidligere har fokuseret på at adskille og vælte alt, prøver det nu for første gang at sætte ting sammen. Det begynder at forstå, at hvis det vil opnå noget, må det gøre tingene i en bestemt rækkefølge: Klodserne skal sættes oven på hinanden, hvis man skal lave et tårn. Barnet bliver mere præcis i sine handlinger og kan for eksempel spise med ske eller hente sine sutsko.

55 uger – Programmer:

Din baby er på vej til at blive en tumling. Barnet erkender nu, at verden er fuld af ‘programmer’, hvor man når sine mål ved at udføre helt specifikke rækkefølger af handlinger. Skal man for eksempel på tur, betyder det, at man skal have sko og overtøj på, og at klapvognen skal tages frem. Din store baby vil gerne hjælpe med alting, og det styrker selvværdet og forståelsen af verdens sammenhænge at få lov til at deltage.

Kilde: Bogen Vidunderlige uger, Hetty van de Rijt og Frans X. Plooij.

LÆS OGSÅ: Motorik: Vend bunden i vejret på baby

LÆS OGSÅ: Hvornår er mini klar til pasning?

LÆS OGSÅ: Barsel: Sæt lige mor på pause, tak!

Se, hvad vi ellers skriver om: Baby, Tigerspring, Udvikling og Børnepsykologi