Vi har så mange konflikter med vores søn

Spørgsmål:

Hej Jørgen,

Vores problem drejer sig omkring vores store søn på 10 år. Han har været enebarn, til han var 6 år, og indtil da har der aldrig været nogen problemer. Han er sød, sjov og videbegærlig. Efter at han blev storebror, er det blevet tiltagende problematisk at være herhjemme. Han er strid over for lillebror – driller og gør fysisk skade på ham. Han hører ikke efter og tror, at han kan diskutere alt og sætte dagsordenen for, hvornår han skal i seng, gå i bad osv. osv. Vi har forgæves forsøgt mange forskellige strategier. Når vi spørger ham om, hvorfor han gør, som han gør, svarer han, at det er, fordi han keder sig, eller at han ikke ved det. Nogle gange siger han, at han virkelig prøver at lade være, men ikke kan.

Nu starter ringene med at sprede sig i vandet, og lillebror på 4 år tager nogle af storebrors metoder i brug over for lillesøster. Vi er fortvivlede og kede af situatonen. Vi synes, at al vores fælles tid går med konflikter og skældud. Vi har forsøgt at tale med venner og skole om problemerne, men alle står uforstående, for de oplever ham ikke sådan.

Håber, at vi kan få hjælp til at se det egentlige problem, så vi kan få lidt ro og balance i vores hjem, og ikke mindst så vores børn kan opleve den glæde, det gerne skulle være at være en del af et fællesskab!

Med venlig hilsen Martin og Rikke

Læs coachens svar på næste side>>

Svar:

Kære Martin og Rikke,

At det startede, da jeres søn blev storebror, fortæller, at der er sket det helt naturlige, at jeres søn, efter at have haft jeres udelte opmærksomhed i seks år, blev både jaloux og ked af at skulle dele jer. Han valgte ubevidst en uhensigtsmæssig, men naturlig strategi, nemlig at kanalisere sin vrede og frustration ud på sine omgivelser, herunder sin lillebror.

Jeres lige så naturlige reaktion på den adfærd – specielt i de tilspidsede situationer – forstærker savnet og bekræfter ham i hans skadelige overbevisning om, at han ikke længere er værdifuld og værd at elske. Heldigvis er der nogle ting, I kan gøre anderledes.

Først og fremmest kan én af jer eller I begge sætte jer ned på et tidspunkt, hvor der er god og positiv kontakt, og tale med ham om, hvad der sker i jeres familie. Vær opmærksom på, at spørgsmålet ‘hvorfor’ har en indbygget tendens til at virke anklagende, også selv om det ikke er hensigten. Et vigtigere spørgsmål, der både ansvarliggør ham og er mere løsningsorienteret, kunne være, ‘hvordan kunne du tænke dig, at vores relation er?’ Spørg ham, hvad han kan gøre anderledes, og hvad I kan gøre anderledes for at opnå det.

I skriver, at jeres dreng ‘ikke ved’, hvorfor han gør, som han gør. Det er måske rigtigt, at han er forvirret over sin ændrede adfærd, men det kan også være, at han godt ved det, men er skamfuld over at have så negative følelser af jalousi over for sin bror, som han naturligvis også elsker overalt på jorden. Det bedste er, hvis han selv kan finde frem til årsagssammenhængen, men hvis han ikke kan eller vil, kan I følsomt komme med jeres bud. Husk at anerkende ham 100% for, at det er en helt naturlig reaktion frem for at øge hans skamfuldhed.

Dernæst kan I lave nogle helt konkrete aftaler om, hvordan familiesamværet skal være fra nu af. Lad ham selv designe den nye form og et sæt regler, og spørg ham, hvilken hjælp han skal bruge fra jer for at kunne håndhæve dem. Der er ikke noget, jeres søn hellere vil end at ændre den nuværende situation, og jeg er sikker på, at han ret præcist kan bidrage til løsningen.

Første gang, I inddrager ham på en så anerkendende måde, vil han måske ikke ane, hvad kan skal stille op. Men han vil hurtigt udvikle sig til at blive jeres vigtigste ressource og komme med løsningerne selv.

Rigtig god fornøjelse!

Jørgen Svenstrup