Vores søn har udviklet en fobi

Baggrund:

Mathias’ forældre, Christina og Michael, har henvendt sig til Jesper Juul sammen med Mathias på 6 år, da de ønsker hjælp. Mathias reagerer nemlig meget stærkt på berøring og på at få tøj på kroppen. Så meget, at det er et problem at finde tøj, han kan holde ud at have på.

Jesper Juul: Lige nu venter I, forstår jeg. På hvad?

Christina: På tilbagemelding fra en almindelig skolepsykolog, og så har vi selv kontaktet en med speciale i sanse-integration for at se, om der er nogen, som kan hjælpe os og Mathias til at komme videre. Det med skolepsykologen, tror jeg, kan vente længe på sig. Men vi håber på at sanse-integration kan afhjælpe det store problem, Mathias har med ikke at kunne holde ud at have diverse tøj på – værst er strømperne. Og nu er sengetøjet heller ikke så rart at ligge i, vel Mathias?

Jesper Juul: Hvornår begyndte de problemer?

Christina: Det har faktisk været der nogle år, men det er eskaleret voldsomt på det seneste. Og uanset om vi prøver 20 trøjer, så er der ikke helt noget, som duer.

Jesper Juul: Er det, fordi du ikke kan lide den måde, det føles på kroppen på, eller sådan det ser ud? (henvendt til Mathias)

Mathias: Hm…

Michael: Det er nok en blanding af det hele – for nogen gange kan det hjælpe, hvis Mathias ser, at vi for eksempel klipper mærkaterne af.

Christina: Der er også noget med creme. Solcreme må slet, slet ikke komme ud over det hele. Det gælder berøring i det hele taget. Ikke for meget, selvom han godt kan lide at blive kløet på ryggen og få et godnatkram. Men kun hvis han beder om det selv.

Jesper Juul: Men sådan har det ikke altid været?

Mor: Nej, den del er også eskaleret.

Michael: Et af redskaberne ved sanse-integration er jo at børste hele kroppen. Det er meget spændende, hvordan det mon kommer til at gå.

Christina: Og om det kan hjælpe Mathias til at få strømperne på.

Jesper Juul: Umiddelbart vurderer jeg, at der ikke er meget at gøre for en almindelig skolepsykolog her. Men I kan godt melde ud, at I vil have lavet en neuropsykologisk undersøgelse af Mathias. Jeg er slet ikke sikker på, at man kan få konstateret noget, men det ville være rart at få det tjekket. Men før I når dertil, ville jeg starte med, hvad kan I stille op i mellemtiden.

Christina: Jeg hører dig sige, at vi ikke kan snakke ham fra sit problem?

Læs videre på næste side>>

Jesper Juul: Nej, det kan I ikke, men I kan gøre noget andet. Og her vil jeg anbefale en bog af Ben Furman – en finsk psykiater – som hedder ‘Børn kan’. Den bog har han lavet med en børnehaveleder ud fra en observation, som vi alle har gjort, nemlig at børn ikke bryder sig om at have ’problemer’, men at børn godt kan lide at lære. Så vender vi i Mathias’ tilfælde problemet med at tage tøj på til en opgave, som kunne hedde ‘Kunne du tænke dig at lære at tage tøj på, som alle andre tager tøj på?’. Det vigtige her er godt netværk, som støtter op om projektet. Proceduren er beskrevet i bogen, men løst skitseret er det således: Netværket kan ud over jer være en lærer, en bedstemor og nogle kammerater. Så er det barnets opgave at give ‘missionen’ et navn. Hvis missionen er rigtig svær, skal den måske deles op i mindre opgaver. Det er essentielt, at den voksne tager opgaven alvorligt – den voksne kan sige noget i retning af: ‘Det bliver svært.’ En dreng, jeg har mødt, kaldte for eksempel sin mission ‘Supermandprojektet’, fordi man blev enige om, at man skulle have superkræfter for at klare det.

En anden vigtig ting, der skal snakkes om, er belønningen – hvad barnet får, når det lykkes. Fidusen er, at forældrene i stedet kommer til at bakke op omkring et læringsprojekt i stedet for at løse et problem. Og det gør hele forskellen. Jeg synes, I skal forsøge den vej. I har jo selv opdaget, at det er umuligt at snakke fornuft her – og hvis I forsøger, kommer Mathias til at føle sig forkert.

Christina: Mathias forsøger faktisk selv at foregribe problemerne. Forsøger at finde det rigtige tøj, så han er udmærket godt klar over selv, at det handler om at være på forkant.

Jesper Juul: Det tyder på, at det, jeg nævnte før, er en god idé. Fordi vi har et barn, som er motiveret nok i sig selv for at finde en anden måde at løse sit problem på.

Christina: Det er nok det, som har gjort os meget frustrerede. At han ved det selv.

Jesper Juul: I skal støtte Mathias, alt hvad I kan, i det her projekt, det er frygtelig ubehageligt, hvis det her eskalerer yderligere. Jeg har desuden erfaring for, at det går meget hurtigere, når barnet på den måde selv tager ansvar, end hvis det ’kommer i behandling’. Det vigtige er, at det skal være Mathias, som er tovholder i processen – det skal ikke være de voksne.

Michael: Nu snakker du om, at skolepsykologen ikke kan gøre noget her – men hvad med de andre ting, som Mathias ikke kan lide, for eksempel at præstere og stå sammen i en gruppe?

Jesper Juul: Det er jo et forsøg på at sige, at der er noget, som ikke er, som det skal være. Det ligner lidt noget perfektionisme, som er kammet over – men et er, at det skal være i orden, men at det skal være så meget i orden, at det kræver 17 par bukser … Og så kan man spørge, hvad perfektionisme kommer af? Det kommer af at føle sig forkert.

Michael: Han gik til fodbold sidste år, men meldte fra, når han skulle spille kamp, for det føltes meget overvældende, hvis børnene ramlede ind i ham …

Jesper Juul: Det er en mindre ting. Det er det andet, som er mest skørt. Så jeg ville gribe fast i det først. Og hvis det lykkes ham, så har han fået en metodik til at klare andre udfordringer.

Christina: I hans matematikbog vil han for eksempel have lov til at rive en side ud, hvis der kommer en fejl på.

Jesper Juul: Jamen, det er to sider af samme sag. Processen er den samme, at ‘hvordan lærer jeg at komme derhen, hvor jeg skal?’. Det handler om, at hvis han lærer at få succes, så virker det ekstremt hurtigt og smitter af på andre ting. Hvorimod stilstand og nederlag bare ’støbes fast i beton’. Derfor ville jeg simpelthen prøve den pædagogiske metode i stedet for den psykologiske – og høre efter, hvad sanse-motorikeren har at sige.

Læs videre på næste side>>

Christina: Han kan reagere så voldsomt, at selv hans søster bliver bange for ham.

Jesper Juul: Du må have en boksebold, Mathias.

(Mathias nikker)

Christina og Michael: Ja, det har vi snakket om – den skal være i kælderen. Andre børn bliver faktisk lidt bange for ham, når han bliver gal.

Jesper Juul: Den måde at reagere på er en blanding mellem at være perfektionist og ville være usynlig.

Christina: Jeg er ikke bange for hans selvværd – men selvtilliden. Den halter.

Jesper Juul: Ja, i modsætning til selvfølelse, så kommer selvtillid af succes. Og det er også derfor, at det er Mathias, der skal have succesfølelsen – og ikke behandlerne. Hvad er jeres indtryk af klasselæreren?

Christina: Vi har snakket med hende, før han startede i skole, og jeg er ikke i tvivl om, at hun ville bakke op om sådan et projekt. Mathias vil for eksempel gerne vide, hvad der skal ske i løbet af en skoledag. Derfor er hun begyndt at tegne dagens program på tavlen. Og det var, fordi vi fandt ud af, at det hjalp Mathias meget, at han kunne se strukturen på sin dag.

Jesper Juul: Ja, sanse-motorikken vil også teste, hvad de kalder for balance og jordforbindelse – og her vil I få en tilbagemelding på hvad, som skal trænes, og hvad I kan gøre. Han vil lære, hvordan han ruster sig selv til en skoledag. Så det er rigtig fint, at I har taget det initiativ.

Christina: Tror du, at du kan fortælle, hvordan VI skal opføre os, når et raserianfald kommer pludselig – uden varsel? Vi ved ikke, om vi skal sætte en stopper for det eller følge ham og sige, at vi forstår ham.

Jesper Juul: Hvis vi nu siger det på den måde, at Mathias har sådan en ‘trold’ inde i hovedet eller maven, som nogen gange bliver forfærdelig vred eller ked af det – og det lykkedes Mathias at styre ham nogle gange – og nogle gange lykkes det ikke. Så må han gå ind på sit værelse og få kontrol over trolden. Det er det, som gør forskellen: ”hov, nu røg trolden ud, skal vi hjælpe dig?”. Så er det selvfølgelig enormt irriterende at være Mathias og blive domineret af trolden. Men det vil hjælpe ham både med at styrke hans beredskab og med ikke at tage alt personligt. For trolden er kun en del af Mathias.

I øvrigt er det en rigtig dårlig idé at smede, mens jernet er varmt. Så vent, til han er kølet ned. Det er helt okay, at I viser Mathias, at I bare er mennesker, og engang imellem også mister tålmodigheden.

Christina: Indimellem kan jeg sige: ‘Når nu du er klar til at få hjælp af mor, så skal du bare åbne din dør en lille smule.’ Og så går det måske ikke så godt, og så går far ind og overtager. Er det forkert?

Jesper Juul: Nej, jeg synes, det lyder okay. Det er jeres ansvar, at familien fungerer, og hvis det kræver en dobbelt indsats, så er det det, det kræver. Hvis I kan reagere som team, så er det fint. Ellers bliver det som en slags vagtordning, og det holder ikke.

Michael: Er det så ikke vigtigt, at vi arbejder i samme retning?

Jesper Juul: Nej, det er ikke vigtigt. Men DU er vigtig.

Michael: Ja, det kan jeg også godt mærke.

Læs hvordan det gik efter rådgivningen på næste side…

Jesper Juul: Jeg må sige, at sådan, som situationen har udviklet sig, så har I styret dette til ug, jeg kan ikke finde en eneste finger at sætte på det.

Michael: Måske stirrer vi os blinde på et bestemt problem ad gangen. Og så munder alt ud i det samme problem.

Christina: Men skal vi føje ham, når han er ude at købe sko – og fodboldstøvler?

Michael: Der skal vel sættes en grænse et sted? For det er ligegyldigt, om vi prøver 15 par støvler eller mere – ingen er gode nok.

Jesper Juul: Jamen, det er derfor, jeg synes, denne sansemotorik bare skal sættes i gang så hurtigt som muligt, for så løser meget af det her sig selv. En af de ting, som beroliger mig, er, at Mathias ikke korrigerer tallet, når vi snakker. Hvis det var grelt, så ville han sige: ‘Det var ikke 14 – det var 15, mor.’ Jeg kan mærke på jer, at I vil være gode til at støtte ham i den mission, han skal I gang med. Held og lykke med det.

Efter coaching

Siden sidst er der sket ikke så lidt. Familien har læst den anbefalede bog og har i det store hele forsøgt at efterleve den. Mathias’ problemer med at tage tøj på har forældrene således gjort til et projekt. Nu er det ikke selve Mathias, der har et problem, men hans krop (arme, ben, fødder med mere).

“Mathias har valgt at give sine arme, ben og fødder navne – navne opkaldt efter hans bedste venner (Benjamin, David, Mads etcetera). Vi har ‘talt’ med hans ‘venner’, og de har hjulpet ham igennem en hård tid. Tøjet og skoene er stadig et problem, men i et meget mindre omfang end før. Og vi ved nu, hvordan vi – i hvert fald i de fleste tilfælde – kan komme videre, uden at filmen knækker for Mathias,” fortæller Christina.

Familien har desuden gennemgået et børsteprogram hos en børneergoterapeut med speciale i sanseintegration, som Mathias har nydt.

“Dog har vi ikke fuldført programmet – for Mathias sagde selv fra. Han ønskede det ikke så intensivt, som det var planlagt. Men ind imellem kommer han selv og beder om at blive børstet på kroppen,” fortæller Christina.

Familien arbejder videre sammen med Mathias og ser det som en løbende proces for hele familien.

I takt med, at Mathias har fået det bedre med at tage tøj og sko på, har han også fået det bedre i skolen.

“Han er faktisk begyndt at trives i skolen. Han er nået så langt, at han nu bare selv går ind i klassen. Selvfølgelig er der stadig ting, han er bekymret over. Men vi er blevet bedre til at takle det. Allerede om morgenen ved morgenbordet taler vi om dagens gang. Er det mandag, er det den 26. i måneden, er det januar måned, er det biblioteksdag i skolen, regner det udenfor, bliver han hentet af sin storesøster efter skole, skal han cykle i skole, og så videre. Det er en enorm hjælp for Mathias. Jo flere oplysninger han får om dagens gang, jo mere glad er han. Og han siger gudskelov selv fra, når han ikke ønsker flere oplysninger,” siger Christina.

Hans klasselærer er informeret om hele forløbet. Ved en forældresamtale har forældrene gennemgået lige præcis, hvad skolen skal være opmærksom på, og hvordan lærerne ved nogle simple midler kan hjælpe Mathias til en god dag.

Mathias’ raserianfald er blevet færre. Til stor lettelse for os alle. Nu, hvor tøjet er ved at ”være på plads”, så er det ved at være tid at flytte fokus. Boksebolden, som vi fik anbefalet, vil være næste skridt.

Familien har haft en indledende samtale med skolepsykologen, som uden Mathias’ viden vil observere ham. Næste skridt er en neuropsykologisk undersøgelse af Mathias.