Anja Robanke
SPONSORERET indhold

Anja solgte alt og flyttede i autocamper: ”Aldrig har jeg været så glad som nu”

Lige før hun fyldte 39, gjorde Anja Robanke noget vildt: Efter en langvarig depression solgte hun sine ting og flyttede i autocamper for at leve et friere og mere enkelt liv. Det er snart fem år siden, og Anja bor stadig i autocamper. Hun føler nemlig, at hun får så meget mere – ved at have mindre.

Af: Anette Løkken Sørensen Foto: Privat
30. jan. 2024 | Bolig | Hjemmet

”Du er så heldig!” Den respons får Anja Robanke tit, når folk hører, at hun bor i en autocamper, ikke har faste arbejdstider og kan køre til Spanien i januar, hvis hun vil. Til det siger den 43-årige fynbo:

"Jeg skaber mit eget held! Jeg knokler røven ud af bukserne for det her liv, og 80 procent er arbejde. Det er ikke det perfekte liv, men det er det gode liv for mig."

Anja smiler. Hun er afklaret med de valg og fravalg, som hun traf, da hun i 2019 solgte sine ting og flyttede i autocamper for at leve et friere og mere enkelt liv. Dengang vidste hun ikke, hvad det indebar, men hun vidste, at der skulle en forandring til.

"Jeg har haft perioder med svære depressioner og dage, hvor jeg ikke kunne komme ud af sengen. Tidspunkter, hvor jeg ikke havde lyst til at leve," fortæller hun.

Det var netop efter en sådan periode, at Anja indså, at hun måtte skabe et liv, der passede til hende, fremfor fortsat at presse sig selv ind i nogle rammer, hvor hun ikke kunne ånde.

"Jeg har brug for at kunne tage pauser, så det passer mig godt at være selvstændig, selvom jeg ikke havde troet det. Jeg troede, at jeg skulle have et almindeligt liv med faste arbejdstider, børn, hus og mand, men sådan blev det ikke," forklarer hun.

Alene! Ikke ensom.

Anja lever i dag af at være grafiker og fotograf på freelancebasis. Eftersom hun kun skal bruge en computer, et kamera og en god dataforbindelse, kan hun i princippet arbejde alle steder. Hun bor i sin knap syv meter lange autocamper, hvor der er toilet, bad, køkken, senge – og bordplads.

Alt, hvad hun skal bruge, på mindre plads end et gennemsnitligt børneværelse.

"Min far var rejsemontør, og jeg ser mig selv på samme måde. Som én, der rejser ud og kommer hjem indimellem, bortset fra at jeg jo har mit hjem med mig. Mange spørger, om jeg ikke er bange for at være alene, sove alene og køre rundt alene, men jeg har det godt i mit eget selskab. Jeg føler mig aldrig ensom, og det er virkelig rart, at det bare er mig," forklarer Anja.

AnjaRobanke-autocamper3.jpg
 Anja er godt tilpas med at leve på de få kvadratmeter, som hendes autocamper rummer. Meget af sin tid tilbringer hun udenfor.

Den følelse er ny for Anja, der engang troede, at hun havde fundet ham, hun skulle skabe familie med. Det viste sig, at han levede et dobbeltliv og havde en anden kæreste, som troede det samme, og så trak Anja sig.

"Og det er der andre, der kommer sig over, men ikke mig. Jeg kan ikke føle tillid til en mand igen, så jeg har lige fejret 15 års jubilæum som single," siger hun med et skævt smil.

Anja smiler, for som hendes liv har udviklet sig, er hun tilpas med at være alene.

"Jeg har det godt i mit eget selskab, og det med mænd er også frygtelig forstyrrende, når man lever, som jeg gør. Det ville være svært at køre væk fra en, jeg elsker, så det er på mange måder nemmere at lukke øjnene for den del af livet og sige, at det ikke er nu," uddyber hun.

Engang ønskede hun sig børn, men ikke længere. Til gengæld fylder Anjas to niecer meget både i hendes liv og på den sparsomme vægplads i hendes camper.

"Jeg har skabt min egen boble herinde," siger hun, mens hun viser rundt i autocamperen, der er personligt og hyggeligt indrettet.

Forelsket i Island

Beslutningen om at leve som nomade er modnet over tid. Som yngre rejste hun mest på charterrejser, men en tur til Island i 2016 vakte en ny følelse inden i Anja.

"Naturen deroppe gav mig en følelse af dybde. Første gang var jeg der kun en uge, og da jeg skulle hjem, sad jeg i lufthavnen og tænkte, ”Jeg fik ikke nok!”"

Derfor gik hun til sin daværende chef og fik lov at arbejde, mens hun kørte rundt på Island i to måneder. Undervejs boede hun hos lokale og blev endnu mere forelsket i naturen.

"Jeg fandt ind til mig selv: "Der var hun. Nu fandt jeg hende”, var den følelse, jeg fik. Jeg var af sted flere gange, og de ture gjorde mig klar til det her liv, men det er i virkeligheden de ting, jeg har været igennem i mit liv, der har formet min beslutning," fortæller Anja.

AnjaRobanke-autocamper2.jpg
Anjas trang til eventyr begyndte med et besøg på Island, som hun har genbesøgt flere gange. Senest i fjor hvor hun tilbragte over fire måneder i sin autocamper deroppe. Foto: Theis Poulsen

I dag er hun åben om sin indre rejse, når hun holder de foredrag, som er kommet til at fylde mere og mere, i takt med at flere og flere følger hendes liv på de sociale medier.

"Jeg havde ikke troet, at jeg ville få sådan et offentligt liv, men det er et helt bevidst valg, at jeg deler så meget af mit liv, som jeg gør. Det gør mig glad, at jeg inspirerer andre til at finde det, der gør dem glade. Det behøver jo ikke være at gøre som mig og bo i en autocamper – det kan være et begynde til dans eller foto. Jeg holder et foredrag, der hedder "Det gode liv", for det er det, det her er for mig. Jeg passer på mig selv og er stolt af, hvor jeg er i dag. Især når jeg ser på, hvordan jeg har haft det," siger hun tænksomt, og tilføjer med et stort Anja-smil:

"Jeg har det bare pissegodt i øjeblikket!"

Anbefalet til dig