Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Farshad Farzankia
Foto: Frederik Lentz Andersen Bob Dylan, Michael Jackson og Marlboro-cigaretpakker har alle ageret inspirationskilder for Farshad.

Mon dette er Danmarks næste kunsthåb?

I begyndelsen malede Farshad Farzankia i smug, men nu kan han ikke være i fred længere. Hele verden står klar til at købe hans kunstværker.

For godt to år siden havde kunstneren Farshad Farzankia stort set ikke haft en pensel i hånden. For to uger siden blev alle hans værker solgt i løbet af få minutter, da hans første soloudstilling åbnede i København på Andersen’s Contemporary.  Den tidligere art director på Euroman henter selvtillid, disciplin og inspiration fra Bob Dylan, Michael Jackson og hundredvis af film, der kører på repeat.

 

 

Lige nu bliver der skabt stor kunst ude i Herlev. På førstesalen i en stor klodset bygning står en mand i sit atelier og dypper penslerne i bøtter med turkis, rød, gul, lyserød, grøn og sort maling og maler fugle, sko og mennesker på kanvasser, han har spændt op på rammer. I det ene, det andet og tredje hjørne er store ruller med halvfærdige malerier stakket. Ovenpå de skramlede trækasser er der lerpotter med et figentræ, en kaktus og et par sukkulenter. Kasser og planter har han fundet i containere og på gaden. I kasserne er der bøger, Picasso Sculpture, Military Fashion, Asger Jorn: Rastløs Rebel, Basquiat: Boom for Real og en enkelt rød æske med Nikes hvide swoosh-tegn. I midten af det hele står et arbejdsbord med Coca-Cola-dåser, pensler, en kaffekolbe i stål og et par sennepsglas, et af dem fyldt med bittesmå cigaretstumper, der engang var tynde smøger med tobak omfavnet af Rizzla-papir. Hjemmerulsrygeren, cola-drikkeren og kunstneren hedder Farshad Farzankia. Han trisser rundt i sine Adidas-joggingbukser og tophue som for at lægge låg på krøllerne. Han leder efter kaffefiltrene.

I dag er det mandag, og i fredags var der fernisering på Farshads første soloudstilling i Danmark, Bread and Flower på Andersen's Contemporary. Det er også derfor, at væggene i atelieret føler sig lidt forladt. For de fleste af de værker, han har arbejdet på i halvandet år og intenst lige op til ferniseringen hænger inde på væggene i de mondæne lokaler i Amaliegade, der i fredags var pakket med mennesker, som kom for at se værkerne og måske også købe et af dem. Var det ærindet, gik man forgæves, for alle billederne var allerede blevet solgt dagen forinden, hvor der havde været pre-fernisering. Her var folk, der i forvejen havde vist interesse for Farshad Farzankias kunst, og venner af galleriet inviteret. Der var fuldt hus og rift om varerne. Ikke mange minutter efter åbningen kunne galleriejeren Claus Andersen sætte runde røde klistermærker ud for alle værkerne.

Farshad FarzankiaFarshad står blandt sin egen kunst. Foto: Frederik Lentz Andersen.

Skulle det være noget særligt? Absolut. For godt to år siden var der ingen, der havde regnet med, at Farshad Farzankia ville skabe stor kunst, som han ville få udstillet på et anerkendt galleri i København, og som ville blive solgt på ingen tid. Men dengang, i november 2016, stod Farshad uden arbejde efter at have arbejdet som art director på Euroman i fem år. Så han lejede et atelier i en kælder i Indre By.

– Jeg vidste ikke, om jeg ville kunne leve af det, for jeg vidste jo ikke engang, om jeg kunne finde ud af at male. Jeg vidste bare, at jeg havde lyst til det. I begyndelsen malede jeg i smug. Alle mine venner troede, at jeg havde anskaffet mig lokalet, så jeg havde et rum, hvor jeg kunne ryge tjald og se fodbold. Det er rimelig sindssygt at stille sig op og sige, at du vil være maler. Så griner folk af dig. "Han er tosset, søndagskunstner, who gives a fuck, det er sikkert, fordi han ikke kan få et arbejde." Jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke duede at dele mine ambitioner med andre, for det ødelægger min energi og begejstring. Ambitioner er nærmest hellige for mig. Du bliver nødt til at kræve din plads, dér hvor du føler, du hører til.

Hvordan kunne du mærke, at det var det rigtige for dig?
– Det er en kliche, men det var ligesom at komme hjem. Det var den første, stærke følelse, jeg oplevede, da jeg fik det atelier. Jeg havde ingen midler, så jeg fandt træstumper og kasser, stole, papir og plader og maling rundt omkring i Københavns gader, og så gik jeg bare i gang. Jeg har en fucked up evne til at tage mine fantasier alvorligt og tage ting seriøst, som ikke er seriøse. Det har gjort, at jeg hele tiden har været meget ambitiøs, vedholdende og disciplineret omkring min kunst. Stå op, ned i atelieret, male, male, male, hver dag. Det kommer nemt til mig, og det kan næsten være skræmmende.

LÆS OGSÅ: Hvad er det, Marimekko kan?

Hvordan arbejder du?
– Som grafisk designer arbejdede jeg sammen med Henrik Vibskov tidligt i hans karriere, og jeg forelskede mig fuldstændig i hans univers og måde at arbejde på. Han var frygtløs. Han lærte mig jazztilgangen, at jamme. Lad energien starte og se, hvor den tager dig hen. Det har jeg gjort siden. Det handler om ikke at være bange, men det kan godt være angstprovokerende at stå foran et hvidt lærred, for du kan ikke lave det flottere end det. Du kan kun fucke det op. Så du skal lynhurtigt videre. Derfor maler jeg ofte et-to lag på et kanvas, og så ruller jeg det væk og glemmer det i tre-fire måneder. Så tager jeg det frem igen og maler et tredje og fjerde lag. Jeg kan godt lide, at malerierne har været hos mig i lang tid, så de får noget tyngde, og de kan stå på deres egne ben. Jeg tror meget på, at et billede ved mere, end jeg gør.

Farshad Farzankia er uddannet fra Den Grafiske Højskole og har tidligere arbejdet som grafisk designer hos DR og på Det Kongelige Teater og art director hos Euroman. Han er kæreste med Lea og far til Maja på syv og Sara på tre og bor på Nørrebro. Foto: Frederik Lentz Andersen.

Han går hen til et maleri og peger på manden med militærjakken, hvis ærme har transformeret sig til en fugl. Det anede jeg for eksempel ikke ville ske, da jeg gik i gang, siger han. Han sætter sig på kontorstolen. Ruller sig en smøg.

– Det er underbevidstheden, der arbejder. Billedet bliver til mere, end jeg havde forestillet mig. Det er klogere end mig. Der er ikke noget facit. Kunsten er sin egen, så du kan altid placere dig selv i værket og få hovedrollen. Det er ligesom med Bob Dylan. Han forklarer heller aldrig sine sange, for så kan det aldrig blive din sang. Jeg har ingen forventninger til det, og jeg er ikke bange for fejl. Fejlene forskønner det. Når du ruller med energien, accepterer du også fejl.

Coca-Cola og Sylvester Stallone

Det kan godt være, at Bob Dylan har sagt kloge ord, som Farshad Farzankia har taget til sig. Men det er alligevel Michael Jackson, der har været den største inspirationskilde.

– Jeg har dyrket Michael, siden jeg var barn. De billeder, jeg har af ham på scenen, det tøj, han gik i, og de ting, han gjorde, vil altid være der. Jeg har stjålet masser fra Michael Jackson til mine billeder. Jeg har ikke noget problem med at stjæle. Alt, hvad jeg laver, kommer jo et eller andet sted fra. Jeg sidder jo ikke og opfinder den dybe tallerken.

Men Farshad skulle jo slet ikke have været billedkunstner. Næ, det var et helt andet svar, du ville have fået, hvis du kunne gå tilbage i tid og spørge Farshad som knægt.

– Fra jeg var helt lille, har jeg haft en drøm om at blive filminstruktør. De andre drenge spillede fodbold. Det kunne jeg slet ikke finde ud af. Jeg lavede film, altså uden kamera. Jeg forsøgte at give de andre drenge replikker og instruere dem, men de syntes, det var røvsygt. Så jeg var altid den, der sad og tegnede. Min far kunne godt regne ud, at jeg ikke havde nogen venner, så han tog mig med ned i videoklubben og købte et klippekort til mig hver uge. Jeg så 10 film om ugen. Hver dag efter skole cyklede jeg ned og lejede to film.

Farshad har atelierHerlev i gråt. Forstaden, hvor Farshad har atelier. Foto:  Frederik Lentz Andersen.

Det var, da Farshad og hans far og mor boede i Gilleleje. Her kom de til fra det krigsramte Iran, da Farshad var ni. Inden da havde de i en periode flyttet rundt og boet i Tyrkiet, Bulgarien og på Cypern, indtil der var hul igennem til Danmark, hvor de i forvejen havde familie. De endte i Gilleleje, fordi Farshads forældre gerne ville være et sted, hvor der ikke var så mange andre iranere, så de hurtigt kunne lære sproget. Farshad var da også den eneste i klassen, og han kunne ikke et ord dansk.

– Men det lærte jeg hurtigt, for der var ingen vej udenom.

Glæden ved typografi er arvelig. Farshads far arbejdede som grafisk designer i Iran og senere for Det Fri Aktuelt i København, indtil dagbladet lukkede. Begejstringen for film har han også fået med hjemmefra.

– Min far var meget kunstfilminteresseret. Jeg har set alle mulige film alt for tidligt. Jeg var kun fire-fem år gammel, da jeg blev hevet med til Teherans filmfestivaler. Det var lige før krigen. Under revolutionen kunne man ikke længere gå i biografen, og man måtte ikke leje film, men så kom der sådan en gut og bankede på døren med en Samsonite-kuffert fyldt med videofilm. Jeg fik altid lov til at vælge, så vi lejede film med Sylvester Stallone og Arnold Schwarzenegger. Min mor blev gal, men min far sagde, "Lad ham bare se dem, det er lige så godt at se film, som at læse en bog!

LÆS OGSÅ: Ny udstilling giver dig et eksklusivt indblik i modefotografiet

Coca-Cola-dåser og Marlboro-cigaretpakker var også godt.

– Inden revolutionen, da jeg var helt lille, var alt, jeg ønskede mig af mine forældre en dåsecola, en Haribo-pose, en Mars-bar eller en Snickers. Jeg var fuldstændig ligeglad med colaen og slikket indeni, det var kun på grund af den amerikanske typografi. Jeg gemte også mine forældres Marlboro-pakker. De bedste var dem, der kom fra USA, for der var sølvfolien indeni præget med logo. Jeg havde alle mulige mapper, hvor jeg gemte emballagerne.

Når man ikke kan fornægte sin glæde for bogstavers krop og fødder, søger man ind på Den Grafiske Højskole. Og når man er dygtig, kommer man også ind og består sin afgangseksamen med et 13-tal. Til Farshads overraskelse.

– Lærerne kunne godt se på mig, at jeg ikke passede ind. Dybest set var jeg det forkerte sted, men jeg var slet ikke moden nok og i stand til at lave noget kunstnerisk dengang.

Farshad blev ansat hos en gut, der hedder Paul Wilson, den dygtigste i Danmark til at lave filmplakater. Oplagt. Det kombinerede Farshads passion for film og artwork.

Rød, pink og orange er gengangere. Men der er ellers ikke noget, der hedder perioder i Farshads kunstnervirke. Foto: Frederik Lentz Andersen.

– Jeg tænkte: "Hvordan kommer jeg ind hos ham?" Jeg begyndte at sende ham masser af postkort med tegninger, uden afsender. Han har senere fortalt mig, at han syntes, jeg var freaky. Til sidst skrev jeg, hvad jeg hed, og at jeg godt kunne tænke mig at møde ham. Så inviterede han mig op. Vi faldt i snak med det samme, vi var jo begge typografinørder, og han havde for meget at lave.

Siden arbejdede Farshad som grafisk designer hos DR og Det Kongelige Teater og som art director på Euroman og rykkede så på kunsten for to år siden. Efter at have brugt et halvt år på at male i sit atelier var pengene for alvor små, og Farshad tog et job som art director hos et bureau. Der arbejdede han fra 9 til 20 hver dag og trak så i malertøjet i sit atelier, hvor han opholdt sig den halve nat. "Jeg var frisk nok, for det gav mig et kick!" Han arbejdede på bureauet i et år, sparede penge op, sagde op og lejede sig ind i et nyt atelier på Østerbro. Han holdt sin første udstilling med sin gode ven i november 2017. Interessen var overvældende, også fra Københavns gallerier.

– Jeg kunne godt mærke, at de syntes, det var fedt, men de havde en mærkelig energi omkring sig... De var også skeptiske. Jeg er ikke uddannet på Akademiet, og hvis du ikke er det, bliver du aldrig helt anerkendt og accepteret i den der klike. Jeg kunne mærke, at de forventede, at jeg skulle bevise, at jeg var god nok. Men jeg skal ikke bevise, at jeg er god nok. Så fuck det! "Du er min træner, og du skal få mig til at yde fem procent mere. Du skal ikke komme og sige, at jeg mangler fem procent!

LÆS OGSÅ: Sådan vælger du de rette kunstværker til dit hjem

Efter lang tid søgen efter det rette galleri, er Farshad landet godt hos Andersen's Contemporary. Og hos Galerie Kornfeld i Berlin og Richard Heller Gallery i Santa Monica i Californien. Alle steder har han haft et par malerier med til gruppeudstillinger, der er gået godt, og til november har han sin første udenlandske soloudstilling i Los Angeles. For det er ikke bare København, der gerne vil have et stykke af Farshad. Også udlandet hiver ham i ærmet. Han har bl.a. solgt flere værker til den japanske kunstsamler Yusaku Maezawa, som også for nylig har købt et afsindigt dyrt maleri af den amerikanske kunstner Jean-Michel Basquiat. Farshad Farzankias helt, som han nu skal hænge side om side med.

– Jeg troede, det var et scam, da jeg læste mailen fra japaneren, som havde set mine billeder på Instagram og var interesseret i at købe nogle af dem. Jeg var sikker på, han bare var ude efter mine kontooplysninger. Men da der et par uger efter kom nogle fragtmænd med handsker på og hentede malerierne, viste den sig jo at være god nok. Det var out of this world! Det var der, det gik op for mig, at det, jeg har gang i, kan noget. Det var meget mere, end jeg havde turdet håbe på. Han ruller sig endnu en smøg.

– Det er dejligt med et skulderklap fra nogen, der ved noget om det. Men altså, mit liv fortsætter uanset hvad. Jeg er så heldig, at min kæreste, der har været den største støtte, er ligeglad med sådan nogle ting. Jeg bliver ikke en stjerne af den grund. Jeg skal stadig tage opvasken og støvsuge. Det er jo ikke, fordi jeg nu flytter ind på Ritz.

Nej, Ritz bliver ikke Farshads nye hjem. Det har han allerede fundet.

– Jeg tror, alle mennesker kender følelsen af, at de gerne vil hjem. Jeg oplevede den meget specifikt, da jeg var lille, og vi flygtede fra vores hjem i Teheran til Danmark. Jeg kunne ikke forstå det. Som flygtning forstår du det aldrig, for der er ikke nogen logisk forklaring på, at du ikke kan komme hjem. Du er lost i verden. Jeg ved, at jeg aldrig kommer hjem. Men i mit atelier er jeg tæt på.

Farshad Farzankias helte

Bob Dylan

– Han har været med til at åbne døren ind til den verden, jeg står i nu. Han siger: “Det er okay, at du ikke kan forklare alle ord og sætninger i en sang. Hvis det lyder rigtigt i dit hoved, og du har den rigtige følelse omkring det, er det okay. Du skal tro på dine ambitioner.” Og hans energi! Han bliver ved og ved og ved. Han skal bare ud at spille, for hvis han ikke tager ud for at spille, kan han lige så godt lægge sig til at dø. Den filosofi har hjulpet mig videre. Jeg skal skabe, skabe, skabe.

Pablo Picasso

– Pablo Picasso skabte alt det, han havde lyst til. Han lod ikke omgivelserne definere ham, det gjorde han selv. Han havde ingen grænser. Rent teknisk er der masser ting, jeg kan lære af ham, men det er jeg ikke så optaget af. Jeg skal prøve at være lige så fri, som han var, da han tegnede. Ansigter keder mig tit. Hvor fanden skal du starte og slutte? Men ikke Picassos. Til sidst finder du ud af, at der faktisk er to ansigter i ét værk. Det er et par, der sidder og kigger på hinanden. Du bliver aldrig færdig med det. Det står bare og svæver. Det er idealet. Den slags portrætter. Det er det sværeste at lave.

Abbas Kiarostami

– En filminstruktør, der har revolutioneret den iranske filmkultur med sine film, der handler om meget banale ting i livet. Han troede på, at kunsten overvinder alt. Han sagde: “Jeg er her for at lave film. Jeg er ikke optaget af regimer, for regimer kommer og går.” Det ligger der en enorm frihed i. Uanset hvad du skaber, vil det altid overleve den kontekst, det er sat i. Det lyder som en sætning fra en Gajol-pakke. Men hvis man vælger at tro på det, er det ret stort. Jeg ser film, når jeg maler. Så kører den samme film nonstop på min telefon eller laptop.

 

Kenderne om Farshad Farzankia

Lisbeth Bonde, kunstkritiker og forfatter

– Farshad Farzankia er interessant, bl.a. fordi han har en baggrund i
en anden kultur, den persiske, med en helt anden måde at komponere billeder på. Det kan man bl.a. se på hans svævende kompositionsformer med flere perspektiver. Samtidig er han dybt forankret i den vestlige kunst og henter inspiration hos bl.a. Willumsen, Jorn, Matisse, Bjørn Nørgård m.fl. Han har en signalkraftig og meget appellerende palet, og han sampler sine billedelementer fra mange forskellige kulturer. Han er autodidakt, og det er der ikke mange unge kunstnere, der er i dag. I det hele taget er han et forfriskende pust på kunstscenen.

Claus Andersen, Indehaver af galleriet Andersen’s Contemporary

– Det, der gør Farshad Farzankia særlig, er, at han ikke har gået på Akademiet. Det er trods alt sjældent, det sker, at en kunstner med så stor succes ikke har været inde over Akademiet på en eller anden måde. Hans billeder er særlige, fordi man aner hans iranske baggrund i de motiver, han bruger, men samtidig er maleriets historie vestlig og inspireret af alt fra Matisse til Guston og Basquiat. Det tilsammen gør ham unik, og det er det allervigtigste.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kunst, Interview og Karriere