Cathrine Widunok Wichmand og Emily Salomon
Foto: Lars E. Andreasen/Her & Nu Følg med i husprojekterne, som både blogger Emily Salomon og kollegaen Cathrine Widunok Wichmand (t.h.) kaster sig ud i i 2021.

Se 10 kendte Instagram-profiler, som renoverer smukke boliger

Er du vild med spændende istandsættelser af boliger, har vi her samlet ti kendte danskeres inspirerende profiler, som du bør skynde dig at følge på Instagram.

De har god smag, er glade for at eksperimentere – og så er de i gang med spændende istandsættelser af deres nye hjem!

Hussalget slog i 2020 alle rekorder herhjemme ifølge Berlingske, og flere kendte, danske profiler med gang i flyttekasserne har det tilfælles, at de nu deler ud af deres renoveringsprojekter på deres profiler på Instagram. 

Er du vild med at få inspiration til dit næste projekt i hjemmet ved at følge andres boligeventyr, så er disse profiler værd at holde ekstra øje med. Her er fyldt med før/efter-billeder, smukke forandringer og inspirerende boligindretning.

Fra radioværten, kendte iværksættere og landets måske største modeinfluencer til førende livsstilsbloggere og boligstylister. Alle har de et særligt blik for at tage boligen et nyt sted hen og inspirere til smagfuld og nytænkende indretning. 

Vi har her samlet ti kendte Instagram-profiler, hvor du kan følge de vilde forvandlinger.

Måske du inspireres til nyt i dit hjem?  ♡

1. Trine Kjær og Nicholas Kawamura

Profil: OFFICINA 8 

Trine Kjær: Iværksætter og blogger på Trine's Wardrobe
Nicholas Kawamura: Selvstændig talentudvikler, dj, producer og podcaster
Hus i Charlottenlund

Den 15. januar i år fik familien Kjær/Kawamura nøglerne til deres nye hjem: En 300 kvadratmeter herskabelig villa i Charlottenlund med stuk, sildebensparket, terrazzogulve og en stor have. Her er god plads til det kreative par og deres to børn, Roberta og Robin, og de har bl.a. planer om, at alle rum i huset får mindst tre farver. På denne profil kan du følge deres arbejde og smukke indretningsstil.

Følg renoveringen på Instagram her:

2. Cathrine Widunok Wichmand

Profil: Cathrinewichmand

Cathrine Widunok Wichmand: Iværksætter og blogger på rockpaperdresses.dk
Hus på Frederiksberg

Sammen med sin mand, Adam, og deres lille dreng, Eddie, samt et barn mere på vej, har den kendte blogger købt et idyllisk hus på Frederiksberg. Med nøglerne i hånden fra 31. januar er der lagt i kakkelovnen til masser af renovering og gode boligtips, som hun også deler ud af på sin profil.

Følg renoveringen på Instagram her:

3. Gertrud Maria Bønnelykke og Jens Hamborg Koefoed

Profil: Villa otte

Gertrud Maria Bønnelykke: Tidligere styling- og moderedaktør på Eurowoman og ALT for Damerne
Jens Hamborg Koefoed: Direktør for softwarevirksomheden Vocast
Villa i Hellerup

På profilen 'Villa otte' kan du følge parret med tvillingerne Hannah Lou og Charlie Vincent, når de deler ud af arbejdet med renoveringen af deres røde villa fra 1916. Her bygges alt fra køkken og walk in closet til badeværelse og børneværelser. Man fornemmer klart, at Gertrud Maria Bønnelykke har arbejdet som stylingredaktør og har fingeren på "indretningspulsen", når de kaster sig ud i marmor, smukke gardiner, cremefarver på væggene og sans for detaljer, som bevaring af original stuk og rosetter. 

Følg renoveringen på Instagram her:

4. Pernille Teisbæk og Philip Lotko

Profil: Pernille Teisbæk

Pernille Teisbæk: Stylist og tidligere kreativ direktør i Social Zoo 
Philip Lotko: Stifter af regntøjsmærket Rains

Med over 1.000.000 følgere på Instagram er Pernille Teisbæk en af de største danske modeinfluencer. Sammen med manden, Philip, og parrets tre sønner, Billy, Bobby og Bruce, har hun købt et nyt hus til familien, hvor hun jævnlig deler billeder af hjemmets imponerende forvandling. Det er overdådigt og i international klasse – og man har vel lov at dagdrømme lidt med på den vogn...

Følg renoveringen på Instagram her:

5. Nina og Anders Forup

Profil: handcraftedcph.living

Anders Forup: Ejer af Handcrafted Cph og Dansk Form
Nina Lund Forup: HR-chef og butiksansvarlig for Handcrafted Cph
Hus på Frederiksberg

I sin butik Dansk Form sælger Anders Forup vintage designmøbler og kunst, hvor over 91.000 følger butikken på Instagram. Sin interesse for boligindretning deler han med hustruen Nina, og sammen flytter de med datteren Saga nu ind i dette hus, hvor de inviterer alle interesserede til at følge husprojektet på Instagram-profilen @handcraftedcph.living. I skrivende stund er det hele så nyt, at de endnu kun har lagt ét billede ud – men næste 5.000 følgere er allerede klar til at følge parrets indretningseventyr. 

Følg renoveringen på Instagram her:

6. Emily Salomon

Profil: emilysalomon

Emily Salomon Vang: Iværksætter og blogger på emilysalomon.dk
Nikolaj Salomon Vang: Freeskiier og projektleder i Dansk Skiforbund
Hus i Hornbæk

Familien kommer til at være tæt på strand, hav og surf, når Emily Salomon sammen med manden Nikolaj og deres lille søn Kurt overtager deres hus i Hornbæk den 1. maj. Allerede nu kigges der efter fliser, klinker, armaturer, badekar og andet til det nye (drømme-)badeværelse, ligesom der er planer om at give væggene et nyt lag maling, skriver den stilfulde blogger. Vi glæder os til at følge de kommende husprojekter - og nyde naturbillederne!

Følg renoveringen på Instagram her:

7. Trine Trøstrup Darré og Anders Nielsen

Profil: Salmonstreet

Trine Trøstrup Darré: Frisør og boligstylist
Anders Nielsen: Tømrer og komiker
Gammel præstebolig i Valby

Parret har tidligere vist deres seje håndværkerevner i DR1-programmet 'Mesterskaberne', men de er også kendt fra sociale medier fra deres tidligere renoveringsprojekt af en lejlighed i Laksegade i København (deraf profilnavnet, red.) I de seneste knap 2 1/2 år har de kastet sig over istandsættelsen af en klassisk præstebolig, og der er masser af inspiration at hente fra det rutinerede renoveringspar.

Følg renovering på Instagram her:

8. Christina Dueholm

Profil: Christina Dueholm

Christina Dueholm: Livsstilsblogger på christinadueholm.dk
Hus i Charlottenlund

Christina Dueholm overtager 15. marts sammen med sin mand og deres to børn familiens drømmehus. Den klassiske murermestervilla kræver dog en kærlig hånd, og af projekter på vej er bl.a. ny el og vvs, tapet ned af alle vægge, ny filt og puds, lofter skal fikses, to vægge skal væltes, en vask skal fjernes fra et gammelt pigeværelse, kælder, nye badeværelser (og sikkert en del mere...) - så ja, vi regner med, at der er masser af spændende bolig-updates at følge i den kommende tid.

Følg renoveringen på Instagram her:

9. Sussie Frank

Profil: sussiefrank

Sussie Frank: Indretningsstylist og kreativ konsulent, ejer af Playground Styling
Patriciervilla i Randers 

Sammen med manden, Rasmus, og børnene, Anne og Peter, har den dygtige boligstylist Sussie Frank netop overtaget denne villa, hvor de skal i gang med at male og istandsætte. Familien har valgt ikke at vælte nogle vægge, men i stedet beholder de ruminddelingen på samtlige etager. For at respektere husets sjæl og alder bevarer de også flest muligt gamle elementer fra 1917, hvor huset er bygget. Sussie Frank har tidligere delt renoveringen af familiens 1960'er-sommerhus midt i Blokhus under profilen @detlillesorte – og vi kan ikke vente med at se, hvad dette store husprojekt forvandles til?! 

Følg renoveringen på Instagram her:

10. Marie Eigen

Profil: Marie Eigen

Marie Eigen: Blogger på marieeigen.dk
Villa i Birkerød

Sammen med sin mand, Thomas, og deres to børn, Ludvig og Ingrid, er Marie Eigen netop lige flyttet ind i en murermestervilla fra 1955. Huset har i sin levetid kun haft én tidligere ejer, hvilket det bærer præg af – på godt og ondt, forlyder det. Vi glæder os derfor til at følge, hvordan boligbloggeren, der tidligere har forvandlet og moderniseret et gammelt bjælkehus fra 1930'ere, får renoveret og personliggjort det nye hjem.

Følg renoveringen på Instagram her:

Se, hvad vi ellers skriver om: Renovering, Boligindretning og Boligkøb