Skab den fineste fest med rosa nuancer
Foto: Kira Brandt Lys dagen op med flotte lyserød blomster.

Skab den fineste fest med rosa nuancer

Skal konfirmationen eller fødselsdagen holdes i sarte farver, så hjælper vi dig på vej med flotte bordkort og smukke dekorationer i rosa nuancer.

Med rosa som den gemmengående farve kan bordkort og dekorationerne bruges, til en hvilken som helst festlig anledning.

Bordkort konfirmation eller fødselsdag

Til bords med stil

Gør lidt ekstra ud af borddækningen med bordkort ved hver kuvert. Skriv navnene på fine labels, og klæb dem på manilamærker, inden de bindes fast til små kviste. Kvistene kan samles i haven, f.eks. magnolia, hassel og syren.

Borddekoration krans konfirmation eller fødselsdag

Krans som borddekoration

Kransen er udelukkende bundet med lyserøde roser, men du kan blande flere slags blomster i kransen. Start med at forme en krans i den ønskede størrelse i kraftig ståltråd eller elefanttråd, og vikl herefter blomstertape omkring ståltrådskransen. Roserne bindes enkeltvis på kransen med blomstertråd eller ganske tynd ståltråd. Fortsæt med at binde blomster på hele vejen rundt. Afslut ved forsigtigt at skubbe stænglerne fra de sidste blomster ind under de blomster, der først blev bundet på kransen. Den færdige krans holder sig flot i flere dage, hvis den ligger i et fad med en smule vand.

Bogstav eller tal dekoration

Blomster til konfirmanden eller fødselaren

Man kan købe tal og bogstaver formet i kraftigt karton, der er hule indeni. Når du skærer toppen af tallet, kan du lægge våd oasis i kartonen, som derefter fyldes med skønne blomster, for eksempel roser, ranunkler samt små spirende syrenkviste. Tallet eller bogstavet er sødt som bordpynt til fødselsdage eller konfirmation.

Borddekoration buket konfirmation eller fødselsdag

Buket som borddekoration

Det ser flot ud, når blomsterne i buketten er holdt i samme farvenuance. Til denne buket er brugt roser, tulipaner og ranunkler. Inden du går i gang med at binde buketten, fjernes de nederste blade fra alle stængler, da blade i vasevandet hurtigt kommer til at lugte dårligt. Herefter starter du med at tage to til tre blomster i hånden, og derefter sætter du en blomst i buketten ad gangen – buketten drejes regelmæssigt, så den bliver flot fra alle sider. Når buketten er bundet, bindes et stykke snor om stænglerne, og der klippes et stykke af stilkene, så buketten passer til vasen.

Se, hvad vi ellers skriver om: Borddækning og Blomster