Sille Tabita Bregnehave  Windum bolig
SPONSORERET indhold

Køkkenet er hindbærrødt og loftet er gult: Kom med til farvefest hos tekstildesigneren

I det udendørs køkken hos tekstildesigner Sille Windum og hendes familie er der altid gang i simregryderne. Her eksperimenterer hun med plantefarvning og forvandler genbrugslagner til smukke patchworkkreationer, som pryder familiens farverige hjem.

Af:: Rikke Graff Juel Foto: Christina Kayser O.
14. apr. 2022 | Bolig | BoligLiv

På toppen af en bakke i området Holmene lige udenfor Hillerød ligger et lille hus med udsigt til mose og skov, og her har Sille Windum og hendes familie deres base. Den gule murstensbungalow og skoven omkring danner rammen om både familieliv med to små børn og parrets arbejdsliv. Her har de skåret alt det overflødige fra og skabt en tilværelse i lavt gear.

– Vi købte huset, fordi det lå godt og højt og med skoven tæt på. Det er ikke særlig stort, 97 kvadratmeter, og var dermed heller ikke så dyrt. Derfor kan vi leve som vi gør uden at skulle slæbe store summer hjem hver eneste måned, fortæller Sille, som er uddannet tekstildesigner og syr bæredygtige håndlavede kunsttekstiler på bestilling. Helt fra barn har Sille syet og hendes barndomshjem var fyldt med kreativitet.

– Min mor er lærer og kom tidligt hjem om eftermiddagen, hvor vi lavede alt muligt kreativt. Hun syede også alt vores tøj og havde et stort skab med stof, som havde været i brug før, fortæller Sille. Den nærhed og tanken om at kunne skabe noget smukt uden at belaste kloden er blevet omdrejningspunktet for Silles tekstiler.

1.jpg

LÆS OGSÅ: Er du også vild med de unikke pojagi-gardiner? Sådan syr du dem selv

Planterejsen

Tekstilerne til værkerne farver hun selv med planter, som hun finder på daglige gåture i naturen. Hendes planterejse startede sidste forår, hvor landet var lukket ned, og hvor hele familien pludselig havde deres dagligdag derhjemme. Når Casper holdt Skype-møder gik Sille og børnene ture i skoven.

– Vi begyndte at kigge på planter, og fandt ud af hvilke der kunne farve. Vi farvede og farvede og prøvede os frem, og jeg begyndte at vise det hele på Instagram. Måske fordi jeg er vant til fra Designskolen at hele processen skal dokumenteres, men det giver mig også en masse inspiration og sparring tilbage fra andre plantefarvere, siger Sille. Som månederne gik, blev plantefarvning og patchworksyning Silles arbejde.

– Det første gardin jeg syede var til vores egen stue, fordi den var så varm, når solen stod ind ad vinduerne, at vi måtte spise aftensmad i undertøj. Jeg postede et billede af det på Instagram, og så var der en anden, som også kunne tænke sig et, og sådan startede jeg med at sy på bestilling. I starten købte Sille ikke stof, men fik en masse gamle lagner forærende, og nu køber hun i genbrugsbutikker, hvis hun mangler. – Det betyder at intet nyt er blevet lavet for at mine gardiner, vægtæpper og sengetæpper er kommet til live, fortæller Sille.

Sille Tabita Bregnehave  Windum bolig
Fra det store alrum er der adgang til havestuen via dobbelte fløjdøre. De yderste døre har Sille malet i en varm solskinsgul, som skinner på tobaksbladene, der er malet på gulvet. Sille fik ideen til at male dem, da hun havde fået nogle tobaksplanter af sin bror, og så hvor smuk en form bladene havde.

Indretning som et sammenhængende mønster

Evnen til at se mønstre i alt bruger Sille også når hun indretter. Hun ser deres hus som et mønster i 3D og placerer tingene, hvor de passer ind. De mange farver på vægge, lofter, døre og karme er også en del af mønsteret, og Sille kan godt lide at bruge mange af dem.

– Jeg ser ikke alle farverne som et modigt valg, men bare det rette valg. Det hele skal passe sammen og ind i mønsteret. Hele vores hus med haven rundt om har jeg indrettet som én stor enhed, siger Sille, som også i indretningen har fokus på at skrue ned for unødigt forbrug. Der er nemlig ikke meget nyproduceret at finde i den gule murstensvilla. Langt de fleste møbler og ting er enten skabt af Sille og Casper selv eller købt brugt.

– Jeg synes at det er en kvalitet, at møblerne har levet et andet sted før, og jeg tager mig hellere tid til at slibe og male end at købe nyt. Det er tilfredsstillende, og så synes jeg også, at det rent æstetisk er pænere, slutter Sille.

Sille Tabita Bregnehave  Windum bolig
Når Sille skaber sine tekstile kunstværker, følger hun tekstilet og ikke linealen. I praksis kan det betyde at de varierer lidt i siderne, men det bliver blot en del af historien.
Sille Tabita Bregnehave  Windum bolig
Husets gamle køkken har Sille malet i samme hindbærrøde nuance som husets udvendige sokkel, mens bræddelofterne har fået en gang gul maling. Keramikken har Sille selv lavet, og pendlerne er fra Ikea.
Sille Tabita Bregnehave  Windum bolig
De fleste af husets kvadratmeter ligger i det store åbne rum i stueetagen. Det er her familien opholder sig, leger og spiser, og det er her Sille spreder tekstiler ud over hele gulvet, når hun skal danne sine patchworkmønstre. De koboltblå syverstole og bordet har Sille fra sin farfar. Den gamle børnestol er fra Silles forældre og både værkstedslamperne og tulipanpendlen er fund fra dba.dk. Stigereolen er en gammel model fra Ikea.
Sille Tabita Bregnehave  Windum bolig
Keramikskålen har Sille selv lavet. Hun hælder ofte lidt vand i den og bruger den til blomsterhoveder fra haven eller til resterne af en buket, hun har haft stående.
Sille Tabita Bregnehave  Windum bolig
Det kan være svært at huske hvilke toner de forskellige planter og kombinationer giver, og selvom nuancerne varierer fra gang til gang, har Sille lavet en husketavle med små farvelapper.
Sille Tabita Bregnehave  Windum bolig
Flora Danicas store opslagsværk er ofte i brug, når Sille kommer hjem med nye planter fra skoven, og den er efterhånden fyldt med noter, tillæg og bogmærker.
Sille Tabita Bregnehave  Windum bolig
Sille har tidligere eksperimenteret meget med keramik, og det meste hun ejer, har hun selv lavet og brændt i en keramikovn, som står i hendes forældres sommerhus.
Sille Tabita Bregnehave  Windum bolig
Huset har kun et soveværelse, så her sover hele familien i en seng, som Casper har bygget af krydsfiner. Under sengen er der store skuffer på hjul til opbevaring. Når børnene bliver større, er planen at lave en tilbygning med to børneværelser. Lamperne er fra Ikea, og det gamle lysbord er et loppefund.
Sille Tabita Bregnehave  Windum bolig
I den åbne passage mellem det store opholdsrum og husets øvrige rum hænger et af Silles håndbroderede tekstiler sammen med en flettet kuglependel fra Ikea og en gulvvase hun også selv har lavet. Den røde væglampe er et loppefund og stolen er fra Nordal.
Sille Tabita Bregnehave  Windum bolig
Et botanisk og farverigt miks af Silles egen keramik, bøger, garn og plantefarvet stof, som er blevet Silles passion og levevej.
Sille Tabita Bregnehave  Windum bolig
Huset er kun 97 kvm i grundplan, men havestuen giver familien et ekstra opholdsrum i sommerhalvåret.
Sille Tabita Bregnehave  Windum bolig
Den hindbærrøde sokkel på huset og kaktusserne, som hænger i potter langs husmuren, skaber en næsten mexicansk stemning rundt om den gule bungalow i Hillerød.
Sille Tabita Bregnehave  Windum bolig
For at skabe et mønster og en sammenhæng mellem ude og inde har Sille malet husets sokkel i en lys hindbærrød. Den gule børnestol er købt på dba.dk.
Sille Tabita Bregnehave  Windum bolig
Når Sille har farvet tekstilerne, tørrer hun dem først på tørresnoren i haven og vasker dem derefter i maskinen, så overskudsfarven forsvinder. Derefter stryger hun, klipper og syer sammen i delmønstre, som ofte ender her på tørresnoren i havestuen, indtil alle felter er klar til at blive syet sammen i ét stort mønster.
Sille Tabita Bregnehave  Windum bolig
Træværket i havestuen har Sille malet i orange og laksefarvede toner, fordi hun synes at det passede med det farvemønster, hun gerne ville skabe i rummet og i huset som helhed. Herude kan man nyde solen i læ for vinden og kigge op på Silles tekstiler, som hænger til tørre, inden de skal sys sammen til et større mønster. Patchworktæpperne er alle Silles egne kreationer og det samme er vasen. Træpendlen og det flettede bambusbord er loppefund.
Sille Tabita Bregnehave  Windum bolig
Et opkog af rejnfan og tagrør, som er et sivgræs. Rejnfan giver en gul tone og tagrørene kan tilføre en snert af en grøn nuance, hvis de plukkes, lige når de er vokset frem.
Sille Tabita Bregnehave  Windum bolig
Et lille udvalg af de planter Sille ofte bruger til farvning. Egetræsblade, bregner, rejnfan, birkeblade og favoritten gyldenris, som giver en intens gul farve, også selvom de er afblomstret.
Sille Tabita Bregnehave  Windum bolig
Farvebad med bark og egetræsblade som begge giver brune nuancer. Bark skal ligge i blød inden man farver med det, for at det afgiver farve. Egetræsbladene kan være gode at blande med andre planter, hvis man vil have en rødbrun tone frem, og så er de fulde af garvesyre, hvilket blandt andet betyder at stoffet ikke skal bejdses først.

Anbefalet til dig