Sommerfuglebusk
SPONSORERET indhold

Guide: Sådan passer du din sommerfuglebusk - og tiltrækker masser af sommerfugle

Vil du lokke masser af sommerfugle og andre insekter til din have, så er en blomstrende sommerfuglebusk hemmeligheden.

Af: Pernille Kofoed Lewinsky Foto: Getty Images
26. apr. 2022 | Bolig | ALT.dk

Sommerfuglebuskens lever fuldt ud op til sit eksotiske navn. Den hurtigt voksende busk, der kan blive helt op til 5 meter, er nemlig blandt sommerfuglenes yndlingsret. Når sommerfuglebusken i sensommeren springer ud med sine lange og duftende blomsterklaser i smukke farver, der spænder fra hvid over rødviolet til pastel- og mørke lilla, tiltrækker den nemlig alle typer sommerfugle i flokkevis.

Udplantning af sommerfuglebusk

Sommerfuglebusken er særdeles hårdfør og dyrkes i almindelig, veldrænet havejord. Busken kan i princippet plantes ud hele året rundt, undtagen i de koldeste vintermåneder, hvor jorden kan være svær at arbejde med. Typisk er efteråret det bedste tidspunkt, da jorden er lun og fugtig, men sommerfuglebuske kan også fint plantes ud om foråret og sommeren, hvis du bare sørger for rigelig vanding efter udplantning.

Placering af sommerfuglebusk

Vil du have størst mulig glæde af din sommerfuglebusk – og tiltrække flest sommerfugle, bør du plante den på en solrig plads med masser af luft omkring, fx midt på en græsplæne. Sommerfugle bryder sig nemlig ikke om trange steder. Du kan også plante sommerfuglebusken i en krukke. Det er dog vigtigt at sørge for, at krukken er minimum 30 cm. i diameter, og at der en et godt dræn i bunden af krukken. Husk at gøde 4-5 uger efter plantning og at udskifte mulden hvert år. Desuden skal du være opmærksom på, at faren for at busken bliver angrebet af skadedyr er noget større i krukker, end hvis den stod i haven.

Frostsikring af sommerfuglebuske

angt de fleste sommerfuglebuske klare sig igennem den danske vinter uden at blive dækket til, og er vinteren mild, kan mange sommerfuglebuskene stå med små grønne blade hele vinteren igennem. De buske, der visner på grund af meget hård frost, skyder som regel igen fra roden når foråret kommer. Vil du dog forkæle din sommerfuglebusk om vinteren, kan du lægge lidt nedfalden løv med granris ovenpå rundt omkring busken. Står din sommerfuglebusk i en krukke, skal den dog altid flyttes til et nogenlunde frostfrit sted, da buskens rødder nemlig er meget mere udsatte.

Beskæring af sommerfuglebusk

For at sikre mange blomster, bør sommerfuglebusken beskæres hvert år i det tidlige forår (marts-april), og gerne kraftigt, da det er de nye grene, der giver de største og flotteste blomster. Du kan næsten ikke beskære din sommerfuglebusk for kraftigt, men 30-40 cm. fra jorden er en god afstand, hvis den fortsat skal sætte mange tætpakkede blomster.

Gødning af sommerfuglebusk

Sommerfuglebusken er egentlig meget nøjsom, men den har godt af en omgang gødning i det sene forår (maj), inden den skal til at danne blomster. En almindelig all-round havegødning er fin..I stedet for at gøde sommerfuglebusken kan du også lægge kompost omkring planten i foråret og efteråret, hvor komposten samtidigt fungerer som en lun "dyne" gennem vinteren.

Kilder: idenyt.dk, haveabc.dk, plantorama.dk

Anbefalet til dig