Giv et blad i julegave. Priser fra 149 kr. Klik her →

Novembermad
Foto: Columbus Leth

Novembermad

4 nemme opskrifter i november

NOVEMBERMAD: Har julestressen allerede meldt sin ankomst, og er det svært at få tid og madlavning til at gå op? Vi har lavet fire lækre retter, du hurtigt kan trylle frem på en travl novemberdag …


Hverdagskylling i fad
Til 4 personer

Smid alt i et fad, og lad retten passe sig selv.

Tid: ca. 15 min. plus stegetid 

2 spsk. olivenolie
8 kyllingeoverlår
salt og peber
2 rødløg
4 gulerødder
1 dåse artiskokhjerter
1 dåse cherrytomater (kan erstattes af hakkede tomater)
2 dl grøntsagsbouillon
1 bundt krydderurter, f.eks. persille, koriander eller basilikum

Tilbehør: bulgur eller ris

1. Varm olien i en gryde, og brun kyllingelårene. Krydr med salt og peber, og fordel lårene i et ovnfast fad.

2. Pil løgene, og skær dem i både. Skræl gulerødderne, og skær dem i mundrette stykker. Kom løg og gulerødder i fadet til kyllingen sammen med artiskokhjerter.

3. Rør tomater med bouillon, og hæld i fadet til kylling og grønsagerne. Drys med hakkede krydderurter. Stil fadet i ovnen ved 200 grader, og steg i ca. 30 min. Server med kogt bulgur eller ris.

► SE OGSÅ: Nem og smuk hverdagskylling
► SE OGSÅ: Nem kylling på 5 spændende måder


Spicy oksekødssuppe med peanuts
Til 4 personer

Kan varme enhver på en kold dag …

Tid: ca. 20 min.

2 store oksebøffer uden fedtkant
2 rødløg
1 peberfrugt
1 bundt forårsløg
1 spsk. olivenolie
2 fed hvidløg
1 spsk. friskrevet ingefær
1 spsk. grøn karrypasta
4 store spsk. peanutbutter
8 dl grønsagsbouillon
1 dåse kokosmælk
2 spsk. limesaft
1 spsk. fiskesauce
1 bundt frisk koriander
30 g peanuts
2 naanbrød

1. Skær oksebøfferne i strimler. Skær løgene i tynde både, skær peberfrugt i strimler, og snit forårsløg.

2. Varm olien i en gryde, og steg kød, rødløg, presset hvidløg, ingefær og karrypasta et kort øjeblik. Vend godt rundt.

3. Kom peanutbutter, bouillon og kokosmælk i gryden sammen med peberfrugter, og kog suppen i ca. 5 min. Tag gryden af varmen. Smag til med limesaft og fiskesauce.

4. Fordel suppen i 4 suppeskåle, og drys med forårsløg, koriander og hakkede peanuts. Server med naanbrød.

► SE OGSÅ: Oksekødssuppe med kød- og melboller
► SE OGSÅ: Oksekødssuppe med pasta



Pølseret med chorizo og rødder
Til 4 personer


En suveræn måde at bruge en rest rodfrugter og kartofler på! Server gerne med en kold øl …

Tid: ca. 20 min.

500 g kogte kartofler
300 g kogte eller stegte rodfrugter
400 g chorizopølser
1 løg
2 røde peberfrugter
1 spsk. olivenolie
1 fed hvidløg
1 tsk. paprika
1 dåse tomatpuré, 70 g
2 dl mælk
salt og peber
2 spsk. sorte oliven
lidt frisk revet parmesanost
lidt bredbladet persille

1. Skær kartofler og rodfrugter i mindre stykker, og skær pølser i skiver.

2. Hak løget. Skær peberfrugter i strimler.

3. Varm olien på en pande, og svits pølserne i ca. 5 min. Tilsæt løg, presset hvidløg og paprika, og steg i yderligere et par minutter. Skru ned for varmen. Tilsæt kartofler, tomatpure og mælk, og lad retten simre ved svag varme i ca. 10 min.

4. Smag retten til med salt og peber. Server med oliven, parmesanost og persille.



Croque monsieur med svampe og parmaskinke
Til 4 personer

Nemt og lækkert! Server evt. med en grøn salat.

Tid: ca. 20 min.

500 g blandede svampe
1 spsk. smør
1 fed hvidløg
5 kviste persille
8 skiver surdejsbrød
1 dl cremefraiche
dijonsennep
8 skiver emmentaler
8 skiver parmaskinke

1. Rens svampene. Smelt smørret på en pande, og rist svampe med presset hvidløg ved god varme i 3-5 min. Skyl og hak persillen. Vend persille med svampe.

2. Smør halvdelen af brødskiverne med cremefraiche og den anden halvdel med sennep. Fordel svampe, emmentaler og parmaskinke på den ene halvdel af brødene, og læg den anden halvdel over. Pres brødene let sammen.

3. Læg brødene på en bageplade med bagepapir, og rist dem i ovnen ved 225 grader i ca. 5 min., til de er sprøde. Halver, og server straks.

► SE OGSÅ: Lav nem og lækker novembermad
► SE OGSÅ: 5 opskrifter på simremad
► SE OGSÅ: 4 varmende vinterretter