Henrik Vibskov Eurowoman
SPONSORERET indhold

Designer Henrik Vibskov: ”Det er en virkelig svær balance”

Henrik Vibskov, 49, er ikke bare manden bag farverige, finurlige tøjdesigns og strikkede pølser. Han er også kunstner, scenograf og musiker. Hans modeshows har titler som The Salami Kitchen og The Spagetti Handjob, når han laver kunst, kommer det på MoMA, og når han sætter sig bag sit trommesæt, ender han på verdensturné med Trentemøller. Og hvis du nu sidder og tænker: "Har han ikke et skjult talent?" Så jo. I 1983 kom han på førstepladsen i en electric boogie- og breakdancekonkurrence.

Af: Maria Haarbye Foto: Simon Baungård
22. nov. 2021 | Mode | Eurowoman

Har du altid gerne villet være designer?

"Nej, faktisk ikke. Det har aldrig været en drøm og skete egentlig lidt ved et tilfælde. Jeg studerede til bygningsingeniør kort efter gymnasiet, men droppede ud. Jeg var interesseret i arkitektur, så jeg søgte ind på Krabbesholm Højskole for at kvalificere mig til arkitektskolen. Men jeg kom ikke ind. Så ringede min mor og sagde, at kusine Rikke var kommet ind på en højskole med tøjdesign i Herning, hvor der var masser af plads. "Wonder why?" tænkte jeg, men startede tre dage efter for at prøve det af. Lige pludselig blev det hele lidt mere seriøst. Nogle af mine lærere tog fat i mig og opfordrede mig til at søge ind på designskolerne."

LÆS OGSÅ: Julia Lahme: "Vi har haft en lang periode med fast fashion, og nu har vi brug for noget, der er håndlavet"

"Jeg endte, lidt tilfældigt, med at søge ind på Central Saint Martins i London, fordi jeg havde mødt en pige, som også havde planer om at søge ind der. Jeg ville nok gerne imponere hende. Jeg kom ind og færdiggjorde skolen. Min afgang gik rigtig godt, og derfra startede det hele meget on demand. Pludselig stod der en masse japanere i min lejlighed, der gerne ville købe mine ting, og der kom nogle fra Hong Kong og spurgte: “Hvad koster dit tøj?” Oh shit, hvad koster det? Jeg sagde bare nogle priser, som jeg syntes, lød rimelige. Derefter måtte jeg prøve at finde ud af, hvordan tøjindustrien egentlig fungerede. Det gav ingen mening i starten, men nu har jeg været i gang i 20 år."

Hvordan arbejder du bedst?

"Jeg kan godt lide at have mange projekter i gang på samme tid, det giver mig god energi og en form for synergi mellem projekterne, formerne, silhuetterne og materialerne. Projekterne giver hver især noget til hinanden og inspirerer hinanden. Lige nu er jeg ved at afslutte to kollektioner og samtidig ved at lave kostumer til operaen Begærets mysterier på Gamle Scene. Jeg laver også noget for Irma plus nogle store udstillinger i udlandet. Jeg elsker mikset af mange kreative felter."

Hvor finder du inspiration?

"Det kommer mange steder fra. Kreativitet er ikke noget, man bare tænder og slukker for. Det kan poppe op under madlavning eller en gåtur. Man kan også opsøge det ved at gå på museum, biblioteket eller se en film. Tit synes jeg, der dukker ting op, når jeg er alene. Men jeg er sjældent alene, så ofte synes jeg, det kommer om natten. Så vågner jeg fra en underlig drømmeverden i en halv til en hel time, hvor jeg tænker nogle syrede idéer igennem. Nogle af dem er gode, andre er ikke. Men idéerne dukker også op i processen med at arbejde med flere projekter på en gang. Det kan være, der er en idé, som ikke bliver brugt på et kostume på Det Kongelige Teater, men som i stedet kan være virkelig fed til en digital præsentation."

Du gør altid meget ud af dine modeshows og dit setdesign. Hvordan skaber du dine shows?

"Helt fra starten kan det været tøjet, der præger showet som idé eller koncept, men det kan også være en eller anden underlig tanke om, at det kunne være sjovt, hvis alle modelleerne lå i et badekar. Derefter bliver alt tøjet konceptmæssigt præget af, hvad sker der på et toilet, hvilke farver og strukturer, der er. Det kan gå mange veje. Jeg kan godt lide, at der er lidt mere end bare en helt ren catwalk. Der må gerne være noget miljø. Mine shows har været mange steder henne, og lokationerne præger dem utrolig meget. Min tilgang til shows er egentlig en teatertilgang. Jeg tænker over, hvad publikum oplever. Jeg har set rigtig mange shows, der er meget produktbaserede, og det er der nogle produkter, der er gode til, men 95 procent er ret kedelige."

"Tøjet er funktionelt, men det er måske ikke en stor oplevelse på en catwalk. Måske er der for mange, der laver catwalks. Måske. Måske inklusiv mig selv. Historisk set var catwalken mere til balkjoler. Det var unikt, nu er det til dels bare hverdagstøj. I dag synes alle, at det er utrolig vigtigt, at de laver et modeshow, men det er ikke altid, man behøver det. Det har pandemien måske også fremhævet."

LÆS OGSÅ:"Kvinder, der føler sig veltilpas i sig selv – uanset alder – er smukkest"

Hvad har været højdepunktet i din karriere indtil videre?

"Jeg har været i gang i 20 år, og det er rimelig meget et højdepunkt. Jeg har lavet shows i Paris i mange år. Der er lige kommet tre bøger, som beskriver mine seneste 20 år som designer. Det har været virkelig interessant at sidde i den her lidt stille tid, vi har haft, og zoome ind og prøve at se, om der er et system i de ting, jeg laver. Det har været virkelig fedt. Så har jeg fået nogle fine priser. Det er altid rart at blive anerkendt. For to år siden var jeg med den danske delegation i Korea i forbindelse med en jazzfestival med 100.000 mennesker. Jeg havde fødselsdag og blev kaldt op på scenen. DR Bigband spillede fødselsdagssang for mig, og publikum sang med. Det var fuldstændig sindssygt."

Hvad har været den største udfordring i din karriere?

"En ting er at være kreativ, en anden ting er at være forretningsførende. Du skal finde balancen. På den ene side skal du forholde dig til noget kreativt, og på den anden side skal du huske på, at selv om den kreative idé måske er rigtig god, så er der ikke altid penge til det. Det er en virkelig svær balance. Heldigvis er jeg min egen herre, så nogle gange kan jeg godt sige: “Fuck det, fuck penge, det her skal bare males gult.” Men hvis jeg nu havde haft en chef, ville han eller hun måske sige nej. Det har været endnu vildere at skulle balancere her under pandemien, hvor det lige pludselig også var mig, der skulle afskedige folk. Jeg gik fra at være kreativ til at skulle være meget ansvarlig."

Hvad er dit bedste karrieretip?

"Bliv ved, bliv ved, bliv ved. Vedholdenhed er en virkelig vigtig faktor i en kreativ karriere. Du lærer af dine fejl og af at brænde dig nogle steder, men det er virkelig vigtigt, at du bliver ved og tror på det."

Anbefalet til dig