gestuz ss23

Foto: James Cochrane Hos Gestuz var der både blomster om halsen, limegrøn og hurtige briller.

Frynser, limegrøn og masser af hud: Her er seks tendenser fra modeugen i København

Copenhagen Fashion Week SS23 er ved vejs ende, og vi har samlet de seks tendenser, vi tror mest på til foråret. Se dem her.

Den seneste uge har flere modebrands fremvist deres SS23-kollektioner ved smukke shows under den københavnske modeuge.

Én af de allerstørste – og mest gennemgående – tendenser er bar hud. Der var nemlig både høje slidser, korte (bikini)toppe med kig til maven og gennemsigtige materialer.

Foruden en masse nøgen hud, var også Y2K-referencer – det vil sige mode, der var in i 00’erne – nærmest allestedsnærværende. Der var lavthængende cargobukser (med dobbeltstreg under cargobukser) med kig til g-strengstrussen, metallisk sølv og guld og ultrakorte kjoler. Bare for at nævne de mest gennemgående.

Foruden de to helt store tendenser er her en liste med seks mindre, du kan skrive dig bag øret.

6 tendenser fra CPHFW SS23

gestuz_ss23.jpg
Gestuz.

En lille blomst

Kædebæltet og hurtigbrillerne holder stadig, men nu skal du også pynte looket med en blomst om halsen. Altså, som en form for halskæde. Det mener Gestuz, og selvom den i mange situationer måske vil være en anelse upraktisk, er den til gengæld virkelig pæn.

slidser 1.jpg
Slidser hos A. Roege Hove og OpéraSport.
slidser 2.jpg
Flere slidser hos Jade Cropper og Rabens Saloner.

Sexede slidser

Det er sensuelt og sejt. En slids kan lidt af det hele – også vække opsigt på den dér pirrende måde. Lårbasserne skal vises frem, mener blandt andet brands som Jade Cropper og Rabens Saloner.

frynser 1.jpg
Munthe gik all in på frynser.
frynser 2.jpg
Aeron og Remain.

Frynsegoder

De var her, der og nærmest alle vegne. Frynserne. Hvad enten de frynsede sager får dig til at tænke på John Wayne eller Pocahontas, så er der altså bred enighed blandt de forskellige brands om, at de gerne må dekorere alt lige fra din kjole og shorts til tasken – eller måske endda som et bælte.

SS23-Copenhagen-Fashion-Week-StineGoya-Runway-25.jpg
Nøgne skuldre hos Stine Goya.

Bare skuldre

Der blev vist mange nøgne skuldre på modeugens mange catwalks. Der var både halve og hele off shoulder-detaljer og flere bud på en halterneck.

SS23-Copenhagen-Fashion-Week-Rotate-Runway-12.jpg
Rotate demonstrerede både blonder og Barbie-pink.

Mættede farver

Nok vil mere rolige farvenuancer som brun, rosa og beige og klassikerne hvid og sort altid fungere, men nu må der også gerne være mere knald på. Farverne skal være mættede og fulde af kraft. Tænk kraftig lilla, klar blå, orange, gul og skrigende limegrøn. Eller hot pink og lyserød, som også var at finde hos flere brands. Med dét blev det (mere eller mindre ufrivilligt) bekræftet, at Barbiecore er det nye.

gennemsigtig 1.jpg
Hos Ganni var der fiskenetskjoler med similisten, mens Baum und Pferdgarten var gået med gennemsigtige blonder.
gennemsigtig 2.jpg
Der var også fine blonder hos Saks Potts og fiskenet med similisten hos Samsøe Samsøe.

Gennemsigtige materialer

Apropos bar hud var gennemsigtige materialer også et stort hit på catwalken. Både i form af hæklerier og strik, smukke blonder og et fiskenetlignende materiale, men i en version 2.0 med similisten overalt.

Se, hvad vi ellers skriver om: Modeuge, Stil, Tøj og Trends