Overtog efter McQueens selvmord: Sådan tog Sarah Burton over

For Sarah Burton lå det aldrig i kortene, at hun en dag skulle overtage chefstolen på Alexander McQueens hovedkvarter i London. Tværtimod.

Hun havde aldrig søgt spotlyset, aldrig sat sig selv i centrum, og selv om hun var nr. to i den kreative afdeling i et af verdens mest omdiskuterede modehuse, var der massevis af modeinsidere – endda folk i huset – der ikke anede, hvem hun var. Sarah Burton var sin chefs modstykke. Indadvendt, genert og stille. Alexander McQueen derimod syntes at leve og ånde for både spotlys og centrum. Kendt som modens enfant terrible sekunder efter, han trådte ind i modebranchen, siden jetsetter, bedste venner med modens største festaber og berygtet for at smide om sig med penge, når han fx spiste aftensmad i Paris, drak drinks i Madrid og festede i Holland på en og samme aften. Kendt for sine op- og nedture, sin nærmest maniodepressive opførsel, sin stræben efter at blive accepteret og de store mørke stunder, når endnu et forhold gik i stykker.

Sarah Burton var som Alexander McQueens fornuftige storesøster. Han var den opmærksomhedskrævende lillebror, de var tæt på hinanden. Hun var hans stabilitet, hun var hans opkald kl. 3 om natten, når han fik en idé eller havde brug for at drøfte et eller andet. Sådan var vægtskålene fordelt i deres forhold, og det var aldrig på tale at flytte rundt på dem.

Og da det hele sluttede for Alexander McQueen, alt for tidligt den nat i 2010, hvor en fortvivlet spansk husholderske ringede til hovedkvarteret, og Sarah Burton sammen med to andre venner skyndte sig af sted for at finde den kun 40-årige chefdesigner død, var hun aldrig blandt de mange, der så sig selv som en naturlig efterfølger i hovedrollen. Langtfra.

Totalteater

For modehuset McQueen var lig med Alexander. Lig med dødningehoveder, skibsvrag og rovfugle. Med mørke sider, en fascination af død og perversioner, spektakulære silhuetter. Couture, der var vild og utæmmelig. Catwalk, der var totalteater. Sko, der var skulpturer og lignede karikaturer på kinesiske liljefødder og ikke kunne bruges til at gå i. Ready to wear-kollektioner, der langtfra var så tilgængelige, som denne type tøj er tiltænkt.

Alt det vidste Sarah Burton bedre end nogen anden, og hun var ikke klar til at tage imod udfordringen. Men det skulle vise sig, at hendes milde væsen, feminine udtryk og generelle normalitet nok er noget af det bedste, der kunne ske for modehuset Alexander McQueen. Også selv om de næste år ville blive lidt af en prøvelse for den nye chefdesigner.

Usikker dreng

Det var den legendariske stylist Isabella Blow, der først tog Lee Alexander McQueen under sine vinger. Hun købte hans afgangskollektion for 5.000 pund, og de to hang i en årrække nærmest sammen. Det var også hende, der foreslog ham at bruge sit mellemnavn Alexander i stedet for Lee, da han startede sit eget mærke.

Det var ikke just en overraskelse for familien, at Lee ikke blev taxachauffør som sin far eller håndværker som sine brødre. Han var den yngste i en søskendeflok på seks, og han sprang nærmest ud af skabet, før han kom i puberteten. Støtten fik han især fra sin mor. Også da han gik i lære på skræddergaden Savile Row i London og lærte skrædderkunsten. Han var ikke en lille famlende og usikker dreng, han var allerede fuld af selvtillid, og lysten til at provokere og skille sig ud havde indfundet sig. Således skulle den unge McQueen have skrevet inde bag foret på en håndlavet jakke, som var bestilt til prins Charles: "Jeg er et røvhul."

Røre i modedammen

Virksomheden Alexander McQueen blev stiftet i 1992, og op igennem 90'erne lærte en måbende modebranche den grænsesøgende up and coming designer at kende. Hans lavtaljede bukser, der knap nok dækkede bagdelen, blev et kæmpehit blandt de yngre og fik etablissementet til at hæve øjenbrynene. Året efter sendte han et stærkt politisk signal med sin kollektion Highland Rape, der hentydede til briternes overgreb på hans fædreland, Skotland. Modeugegæsterne fik noget at se på, da modellerne stormede ud på podiet med bare bryster og kroppen iført iturevet stof og gummibukser.

Ingen kunne være i tvivl om, at ham den nye havde noget på hjerte, og han brugte tøjet til at kommunikere med. Mens protesterne voksede sæson for sæson, og hans popularitet steg forholdsmæssigt, holdt hans altid støttende mor alle mætte ude bag catwalktæppet med frisksmurte sandwich.

En kollektion i læder og pels fik dyreværnsfolk til at barrikadere hans show, og bombetrusler og politi var en del af det års modeuge. Lee Alexander McQueen var en sand mester i at skabe røre i modedammen, og billetterne til hans show i catwalk-ugerne var eftertragtede, fordi folk vidste, at det ville blive det, som alle talte om efterfølgende. Som en dygtig instruktør skabte han teater. Som da han i 2003 kreerede et skibsvrag eller i 2005 skabte et skakspil, hvor et Kate Moss-hologram i menneskestørrelse gik rundt i iturevne tekstiler.

LÆS OGSÅ: Sådan har du aldrig set Karl Lagerfeld før

Alexander McQueen nåede også omkring et chefdesignerjob hos franske Givenchy, ejet af LVMH. Det stolte hus kombineret med den ekstravagante brite mødte modstand i Paris. Da det i oktober 1996 kom frem, at den da 27-årige designer havde fået stillingen, sagde grundlægger Hubert de Givenchy opgivende: "Jeg synes, at det er en katastrofe, og jeg lider. Men hvad kan jeg stille op?"

Med det nye job og en løn, der matchede hans selvforståelse, joinede Alexander McQueen jetsetpartyslænget med model- og societytyper som Kate Moss, Sadie Frost, Annabelle Neilson og Davinia Taylor. Men hans humør var svingende. Han var presset professionelt over at skulle levere både til sit eget mærke og Givenchy. Han begyndte at se sine egne venner mindre og mindre, mens han så de nye modebranchebekendte hele tiden.

Da Gucci Group i 2000 købte 51 % af Alexander McQueen, sørgede han for at blive fyret fra Givenchy, så han kunne komme tilbage og fokusere på sit eget mærke.

Siden har han offentligt fortrudt, at han tog jobbet på Givenchy.

"Jeg behandlede Givenchy dårligt. Det handlede kun om pengene for mig. Men der var intet, jeg kunne stille op. Den eneste måde, det kunne have fungeret på, var, hvis de havde tilladt mig at lave hele konceptet om og give det en ny identitet, og det ville de slet ikke."

Tilbage i sit eget hus på fuld tid fortsatte Alexander McQueen med at provokere og skabe tøj, som alle elskede at have en holdning til. Og som modekritikerne elskede og hadede skiftevis de næste 10 år frem til den februardag i 2010, hvor han valgte ikke at leve længere. Selv om Alexander McQueen var en kæmpesucces i sit professionelle liv, kunne han ikke få sit privatliv til at fungere. Da hans mor døde af kræft i 2010, kun en uge før han tog sit eget liv, sørgede han. Nok også mere, end hans tætteste venner vidste. Han døde tre år efter, at Isabella Blow tog sit eget liv, depressiv og vred, også på sin tidligere ven, som hun mente havde svigtet hende, fordi han ikke gav hende en ansættelse, da Gucci købte hans modehus.

Gjort af et andet stof

Mens Lee Alexander McQueen var omgivet af drama, voksede Sarah Burton op på landet i den nordvestlige del af England. Omgivet af marker, bjerge og dale. Hun var en stille pige, der elskede at tegne kjoler, blomster og grøntsager. Hun læste siden mode på designskolen Central Saint Martins i London, og tre år inde i studierne fik hun en praktikplads hos Alexander McQueen.

Hendes opvækst var helt normal og uproblematisk. Og den har gjort hende så normal, mener hun selv, at det næsten kan være skræmmende. For mens Alexander McQueen var en personlighed, som man kunne mærke i det øjeblik, han trådte ind i et rum, og som følte alting så stærkt, er Sarah Burton lavet af noget helt andet.

Som hun siger til The Telegraph:

"Jeg har slet ikke det mørke. Jeg er ikke hjemsøgt af noget eller ked af det. Jeg har ikke den påvirkning fra min ungdom."

I stedet for dæmoner bor hun sammen med sin mand, modefotografen David Burton, og de har tvillinger på to år. Hun elsker mode, hun kan godt lide at arbejde, og adspurgt, om hun helst ville komme tilbage til jorden som bi eller sommerfugl, hvis hun døde, svarer hun bi. Som i hellere arbejdsbi end en smuk sag, der flyver omkring til pynt med flotte farver på.

LÆS OGSÅ: Derfor lukker Marc by Marc Jacobs

Man kan roligt gå ud fra, at det manglende behov for at sætte sig selv i centrum var nødvendigt i samarbejdet med Lee Alexander:

"Nogle gange ringede han til mig kl. 3 om natten bare for at tale, og vi havde sådan et forhold, hvor jeg ... jeg ville gøre alt for ham. Da han døde, ville jeg ikke have jobbet, men så ville alle medarbejderne forlade huset, og jeg tænkte: "Hvad kan jeg så ellers gøre?" Lee er Marilyn Monroe. Han er James Dean. Og for at være helt ærlig har det taget mig lang tid at holde op med at være bange og indse, at virksomheden har brug for, at jeg gør mit bedste," fortalte hun i 2013 til avisen The Telegraph.

Et hårdnakket rygte siger, at da Sarah Burton fik tilbudt jobbet som chefdesigner på Alexander McQueen af Gucci Group, der ejer mærket, blev hun tilbudt samme stilling i et andet stort modehus. Og personen, der tilbød hende jobbet, sagde: "Du vil altid blive hjemsøgt på McQueen."

Hun takkede som bekendt nej. Snart derefter fik hun den vigtigste opgave i sit liv. Hun skulle designe den britiske kronprinsesse Kate

Middletons brudekjole. Brylluppet ville få enorm mediebevågenhed, og kjolen ville blive diskuteret i det uendelige. Der var mulighed for at skabe en ny kjole af Grace Kellyske dimensioner. Eller fejle, mens hele verden kiggede på.

Pressen fik nys om samarbejdet og stalkede hende, men hun holdt på sin hemmelighed. Selv da modens førstedame, Anna Wintour, der så nemt som ingenting kan ødelægge et helt designhus, hvis hun skulle blive vred, spurgte hende direkte.

Wintour sagde siden hen, at hvis chefdesigneren nogensinde skulle skifte karriere, kunne hun blive en glimrende skuespiller. Hun har afvist at udtale sig om det i et stykke tid, indtil hun til sidst lukkede af for spørgsmålene med en indøvet kommentar:

"Jeg ved, at vi lever i en samtid, der er meget optaget af berømtheder. Men jeg mener, at det at beskytte privatlivet er en dyd, og det forhold, som jeg har med mine kunder, er privat. Nogle mennesker mener, at jeg er for genert, eller at jeg er bange for at tale om den gode oplevelse, det var at skabe Kate Middletons brudekjole. Men jeg kan fortælle jer, at det er noget sludder. Jeg har aldrig været en bly viol eller en person, der er bange. Jeg elskede at lave den kjole. Jeg elskede at få mine ideer til at passe til personen og anledningen, og vi lagde hjerteblod i det. Jeg respekterer den intime natur i det skønne projekt, og jeg respekterer det venskab, vi blev tvunget ud i, mens vi skabte den."

Punktum, mente hun. Og kjolen var så stor en succes, at hun fik tilbudt chefdesignertjansen på Dior efter John Galliano, da den farvestrålende designer blev tvunget til at forlade skuden efter sine nazi-tirader på La Perle i Paris.

Pludselig var hun etableret og eftertragtet. Anmelderrost og Kongelig Hofleverandør.

En anden brudekjole, der fyldte meget rent personligt i tiden efter Alexander McQueens død, var Sam Taylor-Johnsons. Kunstneren og filminstruktøren, der er aktuel med filmatiseringen af Fifty Shades of Grey, blev gift med sin 23 år yngre mand i 2012, og i 2010 – kort inden Alexander McQueen tog sit eget liv – havde Sam og Lee aftalt, at han skulle designe hendes brudekjole. Sarah Burton tilbød at lave den 'i hans ånd', som hun sagde til magasinet Harper's Bazaar. Det blev en opgave fyldt med tårer og mange følelser involveret.

Arven

Samtidig arbejdede hun sammen med The Metropolitan Museum of Art i New York om den udstilling omkring Alexander McQueen, som endte med at blive set af rekordmange mennesker i de tre måneder af 2011, den blev vist. Sarah Burton afslog at lade udstillingen ende med brudekjolen til kronprinsessen. Det skulle handle om Alexander. Ikke hende.

"Jeg lærte tidligt, at man skal følge sit hjerte og ikke lade sig påvirke af, hvad folk siger. Mit job er ret angstprovokerende, for jeg råber ikke højest og er ret genert. Og det var derfor, jeg var tilbageholdende med at kaste mig selv i grams i offentlighedens øjne. Jeg elsker skønhed, godt håndværk, historiefortælling og romantik, og jeg har sikkert ikke skjoldet til at overleve den evige konkurrence, der eksisterer i denne her del af branchen. Men jeg har min egen hårdhed," udtalte hun sidste år til den britiske avis The Telegraph.

Det samme DNA

Hendes kollektioner er anderledes end Alexanders McQueens. Men dna'et er det samme. Hun er mere subtil i sine antydninger. Mere raffineret. Modehuset har ikke mistet sit særpræg, men dødningehovederne og rovfuglene er blevet til antydninger frem for hovedpersoner. Farveholdningen er den samme.

Det er tøj, der kan sælge i butikker. Sarah Burton elsker selv at shoppe – det hadede Alexander – og mode er nærmest en besættelse for hende. Og her i årene, hvor verdensøkonomien forsøger at få fodfæste efter den økonomiske krise, er det sikkert fornuftigt nok at have blik for salgbarheden.

Den sidste kollektion blev kaldt den bedste til dato. Med læder, uld, skarpe silhuetter og stram farvepalet. Skjortekjoler og jakkesæt og "tøj, man kan gå i", skrev pressen begejstret.

Og herreshowet i januar var ingen undtagelse.

Militæruniformer, hvor slogans som 'ære' og 'sandhed' stod på jakkerne. Lange frakker med brokadekryds, der mindede om det skotske flag, kakijakker og sweatere med valmueprint. Medierne roste hendes evne til at mikse tradition og fornyelse med perfektionistisk skrædderkunst.

Som hun også gør for Kate Middleton. Hun har skabt en lang række dragter til hertuginden, som gør, at mærket McQueen nu også bliver forbundet med pastelfarvet og figursyet uld – et stykke væk fra Highland Rape, der gjorde ham til et navn til at begynde med.

"Der er næsten en fetichisme omkring hendes besættelse af teknikkerne i haute couture," har kuratoren Andrew Bolton fra The Metropolitan Museum of Art i New York, der arbejdede sammen med Sarah Burton om udstillingen, udtalt.

Og selv om 2014 var et godt år for mærket McQueen, bliver 2015 om muligt endnu bedre.

I marts åbner udstillingen Savage Beauty om Alexander McQueens værker gennem tiden, der slog alle rekorder i New York i 2011, på Victoria and Albert Museum i London. Samtidig kan mærket købes i flere og flere lande. Den mere budgetvenlige underlinje McQ Alexander McQueen kan nu også fås i Danmark, nærmere bestemt i Illum.

LÆS OGSÅ: Chanel-tasker er netop blevet endnu dyrere - her er årsagen

LÆS OGSÅ: Så er det slut med at stjæle din kærestes skjorte

LÆS OGSÅ: Så mange typer kan én model ligne