"Fristet" sæson 1
Foto: TV3/Viaplay
"Fristet" vender tilbage: Sindssyg reality-tv
Det populære realityprogram vender tilbage i 2026, og seerene kan godt glæde sig til at gense de ikoniske sæsoner.
“Alle kan blive fristet med et eller andet”, og nu er PlutoTV blevet fristet til at genudsende det populære realityprogram "Fristet", som får premiere den 25. marts på Pluto TV.
Artiklen fortsætter under videoen.
“Hvor langt vil du gå?” var det store spørgsmål i programmet. Og mange husker stadig de nådesløse dilemmaer, som deltagerne blev udsat for. Det var også i "Fristet", at realitydivaerne Irina Olsen og Sy Lee fik deres debut på skærmen.
Første sæson havde premiere tilbage i 2011, og i 2012 blev anden sæson vist. Det blev kun til to sæsoner af programmet, som blev optaget i henholdsvis Tyrkiet og Thailand med den ikoniske og kyniske vært Adam Duvå i front.
Sy Lee var en fremtrædende karakter i første sæson af programmet, og han er overrasket over at det nu genudsendes.
– Jeg havde ikke regnet med, at det ville blive vist igen, fordi det er et tv-program, man nok ikke ville lave i dag, fortæller Sy Lee til Realityportalen på pressedagen for Pluto TV.
Det ikoniske program, der blev vist for 15 år siden får i dag "Paradise Hotel" til at virke kedeligt - og meget af det, der foregik dengang, var næppe gået i dag.
– Det er sindssyg reality-tv. Det er et helt andet level, siger Sy Lee om programmet.
Det er dog ikke kun glade følelser, programmet vækker hos den tidligere realitydeltager.
– På grund af det program talte jeg ikke med mine forældre i et år, fordi de var skuffede over, at jeg deltog i et realityprogram, fortæller han om konsekvenserne af sin medvirken.
Der er da også scener, han ikke ligefrem ser frem til genopleve.
– Der er nogle scener med Irina og jeg, som jeg ikke vil se igen. De vækker stærke følelser frem i mig, forklarer Sy Lee.
Programmet kan ses på PlutoTV den 25. marts.