LInse Kessler og Gustav Salinas 2012
Foto: Uffe Kongsted
Populær realityduo vender tilbage på tv
Vi har ikke set det sidste til de to største reality-personligheder gennem tiden.
Streaming-tjenesten Pluto TV har nu sikret sig de eksklusive rettigheder til alle tidligere episoder af megasuccesen "Gustav og Linse på udebane". Programmet fik premiere i 2012 og blev hurtigt et kultfænomen blandt realityfans.
Artiklen fortsætter under videoen:
Nu får seerne altså igen mulighed for at dykke ned i de mange uforglemmelige øjeblikke, hvor Gustav Salinas og Linse Kessler blev revet væk fra deres trygge liv i København og kastet ud i alt fra eksotiske kulturer til hårde arbejdsopgaver langt fra de vante omgivelser.
Til pressedag hos Pluto TV i Kødbyen torsdag fortalte Gustav, at han glæder sig til, at seerne igen kan opleve duoens eventyr – og han mindes især én episode, der for alvor har sat sig fast.
– Vi optog i Afrika på et tidspunkt, og det endte med, at folk troede, Linse var en heks, fordi hun så så anderledes ud. Det var crazy! Forestil dig selv: Du bor i Afrika, og pludselig står der en homoseksuel mand og en kvinde med kæmpe bryster foran dig. Det ser jo mærkeligt ud, fortæller Gustav med et grin.
Derudover afslører Gustav, at de fik lov til at filme sæson to af det ikoniske program, men Linse var træt.
– Der er reality, og så er der ægte reality og i gamle dage, lavede man ægte reality, så det skal folk glæde sig til, understreger han.
De gamle sæsoner af "Gustav og Linse på udebane" kan ses på Pluto TV fra 25. juni.