Pressemøde på "Paradise Hotel" 2026 Nikoline Kjær
Foto: Janus Nielsen
Ikke set på tv: Derfor reagerede Nikoline så kraftigt
Nu sætter Nikoline Kjær nogle ord på sin reaktion, da hun hørte om Karl og Jasmins hede stund inde på hotellet.
Dramaet på Paradise Hotel nåede et nyt niveau, da Karl Weihe og Jasmin Klaudia valgte at have sex inde på hotellet, lige op til finaleugen. For Nikoline Kjær blev det et følelsesmæssigt chok, som hun nu sætter ord på.
Artiklen fortsætter under videoen:
– Jeg var tydeligt frustreret, fortæller Nikoline til Realityportalen. Hovedårsagen var, at Karl og Nikoline aftenen inden havde snakket om netop ikke at have sex med andre så tæt på finalen, fordi det kunne skabe mistillid og give konkurrenter mulighed for at udnytte situationen taktisk. En samtale, der ikke er nået med i programmet.
– Hvis han havde været sammen med andre igennem hele spillet, ville det have været en anden situation. Men fordi han vælger at gøre det på et så tilfældigt tidspunkt, synes jeg, det var røv dumt, lyder det fra paradisoen.
Reaktionen fra Nikoline var kraftig, og på hendes værelse gik hun mildest talt amok. Hun forklarer til gengæld, at der var én helt særlig grund til hendes udbrud.
– Min reaktion kommer af at jeg igennem hele spillet har gjort alt for Karl, men så snart jeg beder ham om at gøre noget for mig, så gør han det modsatte. Imens jeg går amok, nævner jeg også, at jeg ikke laver andet end konstant at vise ham tillid, og jeg også lige havde smidt Rasmus ud for ham.
Heller ikke vist på skærmen
Ifølge Nikoline gav hun en uforbeholden undskyldning til Jasmin og Karl.
– Man ser dog ikke at jeg faktisk ender med at sidde og undskylde og trøste både Karl og Jasmin. Jeg undskylder for min reaktion og forklarer, hvad den kommer af. Det var aldrig meningen fra min side, af at nogen skulle blive kede af det.
Selvom man måske kunne tolke hendes reaktion som jalousi eller forelskelse, afviser Nikoline det. Hun siger derimod, at hun følte en form for ejerfornemmelse over for Karl.
– Jeg følte mig tryg ved Karl, men jeg har aldrig haft romantiske intentioner overfor ham. Mine følelser blev bare forstærket på hotellet, fordi alt intensiveres derinde, uddyber hun.
Nikoline reflekterer også over, hvordan spillet påvirkede hendes beslutninger. Hun fortryder ikke sin indsats, men mener, at hun kunne have sat sig selv mere i respekt taktisk over for Karl.