Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

solcreme og solfaktor
Foto: Getty

solcreme og solfaktor

15 myter om solcreme: Hvad er fup & fakta?

Uv-hvaffor-noget? Og faktor-hvor-meget? Vi gør dig meget klogere på myterne om solcreme, så du ved, hvordan du bedst passer på dig selv i solen.

MYTE: Solcreme er propfyldt med kemi
FUP! Der er naturligvis kemi i solcreme, men hvis du vælger en svanemærket solcreme, er du sikker på, den ikke indeholder hormonforstyrrende stoffer. Hvis du vil undgå kemi 100 %, skal du gå efter den naturlige solbeskyttelse og holde dig i skyggen midt på dagen, bruge hat og dækkende tøj.

MYTE: Du kan ikke genbruge solcremen fra sidste sommer
FUP! Hvis du passer på din solcreme og sørger for, at den ikke ligger og koger i solen eller bliver fyldt med sand, kan den sagtens holde to år.

MYTE: Du skal bruge faktor 50 for at være ordentligt beskyttet
FUP! I Danmark vil en solcreme med faktor 15 i langt de fleste tilfælde være nok. Faktisk er mængden af solcreme, du bruger, vigtigere end faktortallet. Du skal huske at bruge rigeligt: én krop, én håndfuld.

SE OGSÅ: Solcreme: Stor guide til sport & strand

MYTE: Tøj og skygge ­beskytter bedre end faktor 50
FAKTA! I teorien burde solcreme beskytte lige så godt som tøj og skygge, men der er en masse faldgruber, når du bruger solcreme: Der er nogle steder, du måske glemmer at smøre, du smører ikke nok på, eller du glemmer at smøre dig igen senere på dagen. Derfor er tøj og skygge mere effektivt.  

MYTE: Du bliver ikke brun, når du bruger solcreme
FUP! Du kan sagtens få farve, selvom du bruger solcreme. Det går bare langsommere, men det er kun sundere for huden at få strålingen i små mængder − og så holder farven også længere.

MYTE: Du får ikke nok D-vitamin, hvis du bruger solcreme
FUP! Din krop kan sagtens optage D-vitamin, selvom du bruger solcreme. Det tager bare lidt længere tid. I sommerhalvåret fra april til september er solens stråling i Danmark så kraftig, at du midt på dagen opnår den nødvendige D-vitamin i løbet af få minutter − hvis du er i skyggen eller bruger solcreme, tager det blot lidt længere tid.

MYTE: Med vandfast solcreme skal du kun smøre dig ind én gang
FUP & FAKTA! I princippet burde en vandfast solcreme kunne blive på, når du bader, men sand og håndklæde kan tørre noget af solcremen af, så det er en god ide at smøre kroppen ind igen, når du har været i vandet.

SE OGSÅ: 5 nemme øvelser til stranden

MYTE: Er du blevet rød, skal du blive i skyggen
FAKTA!
Hvis du først er blevet rød, er det bedst, at du holder dig helt ude af solen, indtil din hud har fået sin normale farve igen. Og for de fleste sker det helt naturligt − det er ikke særlig rart at få varme på den røde hud. Bare sørg for at beskytte dig godt med solcreme, når du går ud i solen igen, så huden ikke tager yderligere skade.  

MYTE: Hvis din dagcreme har solfaktor, behøver du ikke solcreme
FUP! Det er fint at bruge en dagcreme med solfaktor i hverdagen, hvor du måske cykler til og fra arbejde, men skal du være ude i længere tid, er det vigtigt, at du beskytter dit ansigt.

MYTE: Det er bedst at vælge en vandfast solcreme
FAKTA!
Hvis du ved, at du skal bade eller kommer til at svede meget, er det en god idé at smøre kroppen i vandfast beskyttelse.

MYTE: Du skal bruge ­solcreme, selv om det er overskyet
FAKTA!
Solens uv-stråling kan godt trænge igennem skyerne, så hvis du er udenfor i længere tid, kan du faktisk godt blive solskoldet på en overskyet dag. Hent eventuelt Solkampagnens app til din smartphone. Uv-indeks viser det aktuelle uv-indeks mere end 1 million steder i verden − med og uden skyer. Er indekset 3 eller derover, skal du beskytte dig mod solen.

SE OGSÅ: Hvad sker der i kroppen, når du solbader?

MYTE: Din solcreme kan ikke tåle at ligge i solen
FAKTA!
Behandl din solcreme, som du behandler dig selv – og søg skygge. Hvis din solcreme ligger og koger i solen, mister den sin virkning.

MYTE: Aftersun minimerer skaderne, hvis du er blevet forbrændt
FUP!
Du kan ikke redde en forbrænding med aftersun. Den kølige creme kan måske lindre smerterne lidt, men den kan ikke ændre på den skade, huden har fået. Derfor er det bedre at gøre, hvad du kan for undgå at blive forbrændt i første omgang.

MYTE: Solspray er lige så effektivt som solcreme
FUP! Mange snupper solsprayen, fordi den er nemmere at tage på, men den giver kun et tyndt lag solcreme, som er svært at få smurt ud overalt. Så vil du være på den helt sikre side, skal du gå efter en federe solcreme.

MYTE: Du skal altid vælge en solcreme med både uva- og uvb-beskyttelse
FAKTA!
Solens stråler indeholder både uva- og uvb-stråling, og begge typer af stråling øger risikoen for hud- og modermærkekræft. Så tjek lige, om din ­solcreme beskytter mod begge, inden du smutter ud i solen.

SE OGSÅ: fit tester: fodcreme, der frisker fødderne op

SE OGSÅ: 10 tips: Klar, parat, bikinistart

SE OGSÅ: Slank hele sommeren: 14 råd, der virker

EKSPERTEN

Peter Dalum er projektchef i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens solkampagne. Få flere gode solråd på skrunedforsolen.dk
Se, hvad vi ellers skriver om: Sund livsstil, Sol og Solfaktor og solcreme