Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Hurtige slankekure
Foto: Getty Her er en guide til 5 af de mest populære slankekure.

Slankekur, der lover hurtigt vægttab

5 slankekure, der kickstarter dit vægttab

Klinisk diætist Silja Edelgart guider dig gennem fordele og ulemper ved fem forskellige slankekure, der lover hurtigt vægttab.

To kilo på to dage! For meget for hurtigt? Nej, det kan faktisk være en god idé at kickstarte dit vægttab. Men hvilken metode skal du vælge? Klinisk diætist Silja Edelgart har kigget nærmere på fem forskellige lynkure: pulver, detox, protein, flydende og raw food, og guider os gennem fordele og ulemper.

FASTE ELLER DETOX

Rens kroppen for giftstoffer ved at undlade bestemt mad. 

Det kan kuren:
Meningen er at rense kroppen for giftstoffer og samtidig få et vægttab ved at udelukke bestemte fødevarer fra din kost. Typisk er det hvede, mælk og andre mejeriprodukter samt koffein og alkohol, du bliver bedt om helt at undgå på detoxkure. Ofte kombineres kuren med andre ritualer såsom at gå i saunagus og svede giftstofferne ud.

Fordele:
På en fastekur lukker du af for en række bestemte fødevarer. Så du eksempelvis giver kroppen en pause fra sukker, alkohol og andet. Men fastekure indebærer jo, som navnet antyder, at der fastes, hvilket de færreste diætister kan se fordele ved.

Ulemper:
På kort sigt opnår du det, du gerne vil, hvis du altså ikke går til på grund af hovedpine og sult inden. På lidt længere sigt gør fastekure det stik modsatte af, hvad du ønsker rent vægttabsmæssigt. Kroppen sætter sin forbrænding ned nærmest i det øjeblik, du begynder at faste: Stofskiftet går i stå, fordi kroppen tror, den er i fare og dermed i en nødsituation. Det kan være særdeles sundhedsskadeligt at følge disse kure. Folk med hjerte-kar-sygdomme kan f.eks. ikke tåle at få for lidt protein og mineraler, og kvinder kan komme til at lide af jernmangel og underskud af vitaminer, hvis de følger en detox- eller fastekur.

Forventet vægttab:
Vægttabet vil hovedsageligt først være væske, men dernæst er det muskelmasse, du mister på sådan en kur. Endvidere sænkes din energi så meget, at du ikke orker at være fysisk aktiv.

+ Pause fra usunde fødevarer
- Nedsat forbrædning
- Tab af muskelmasse

LÆS OGSÅ: Detox - sundt, farligt eller det rene fup?

STENALDERKOST

Spis naturlig mad a la raw food. 

Det kan kuren:
Princippet bag stenalderkost, raw food og andre former for naturlig kost er, at vi mennesker har bedst af at spise mad i så naturlig en form som muligt. Det vil sige uden ret meget tilberedning og helt uden tilsætningsstoffer. Filosofien er også ligesom ved detox, at vi tager på i vægt, fordi kroppen er i ubalance. Raw food er mad, der ikke er varmebehandlet over 40 grader.

Fordele:
Fordelen ved at spise naturlig mad er, at vitaminindholdet bevares. Samtidig kræver rå mad mere arbejde for kæbemusklerne, og tyggearbejdet kan også bidrage til en øget mæthedsfølelse, fordi der bliver frigivet en række enzymer, der får dig til at føle dig hurtigere mæt.

Ulemper:
Det kan være besværligt og tidskrævende at skulle snitte, hakke og tygge så meget. Desuden bliver du snydt for duften af varm mad, der er en af kraftigste former for stimulation af vores sanser.

Forventet vægttab:
Du kan nok tabe omkring 0,5 til 1 kg om ugen, næppe mere, da det er svært at få nok protein på kuren. Endvidere indeholder frugtjuice og smoothies mange kalorier, og de indgår typisk i raw-kure.

Passer bedst til:
Folk, der elsker at stå i køkkenet og snitte grønt, og som foretrækker grønsager frem for kød og brød.

+ Masser af vitaminer
– Tidskrævende
– Minimalt vægttab

FLYDENDE KOST

Kuren, hvor du ikke spiser fast føde.

Det kan kuren:
Filosofien bag flydende kost (a la Clean-kuren) er, at det belaster kroppen mindre, fordi maden allerede er pureret og derfor let kan passere gennem fordøjelsessystemet, så organismen får en arbejdspause. Flydende kost bruges traditionelt til syge mennesker eller personer, der af forskellige årsager ikke kan tygge deres mad.

Fordele:
Flydende kost har den store fordel i forhold til vægttab, at det kan give en hurtig mæthedsfornemmelse. Det hænger sammen med det store væskeindhold − når du for eksempel spiser en stor portion suppe, får du en liter svarende til et kilo ned i maven. Sammenlignet med et stykke kylling på 150 gram føles det umiddelbart meget mættende. Flydende kost er også medvirkende til at tømme og udrense tarmsystemet hurtigere end fast føde, hvilket benyttes før nogle operationer.

Ulemper:
Den største ulempe ved at spise flydende kost er, at man hurtigt kommer til at savne at bruge sine tænder. Vi er vant til at bide i og tygge maden, og rent psykologisk bidrager det til en form for tilfredshed og en mental mæthedsfølelse, når vi bruger tænderne. Der kommer ofte til at mangle protein i en flydende kost, og det påvirker den mere vedvarende følelse af mæthed. Generelt har kroppen bedst af hele fødevarer. Det er bedre at spise hele appelsinen frem for at presse saften ud til frugtjuice og smide fibrene i skraldespanden. Jo mere hel en fødevare er, jo mere skal kroppen arbejde for, at den skal optages, hvilket er sundest. Der er ikke videnskabeligt belæg for, at kroppen bliver mere ren på flydende kost.

Forventet vægttab:
Du taber formentlig ikke mere end 0,5 kg om ugen på denne kur. Muligvis viser badevægten et større vægttab de første dage, fordi du sætter skub i den vanddrivende effekt ved at drikke mere og ved at indtage mere væske, end du plejer. Men lange mellemrum mellem måltider, som oven i købet er proteinfattige, er ikke en god vej til vægttab. Det sænker forbrændingen.

Passer bedst til:
Ud fra et diætistisk synspunkt egner denne kur sig ikke til vægttab.

+ Hurtig mæthedsfornemmelse
– Minimalt vægttab
– For få proteiner

LÆS OGSÅ: Test: 3 dage på juicekur: Sådan gik det 

PULVERKUR

Kaloriefattig måltidserstatning

Det kan kuren:
Pulverkure som Nupo, Allevo og lignende er fuldgyldige på vitaminer og mineraler. Det betyder, at du kan leve af pulver uden noget andet i op til tolv uger uden sundhedsproblemer. Hvis du køber et pulver, der ikke er Nupo, bør du tjekke varedeklarationen. Pulveret bør indeholde minimum 50 gram protein af god kvalitet og minimum 3 gram essentielle fedtsyrer dagligt og i øvrigt dække behovet for vitaminer og mineraler.

Fordele:
Pulverkure giver først og fremmest det hurtige vægttab på op til to-tre kilo om ugen. Du får omkring 800 kalorier om dagen, så vægttabet kan også være endnu større, afhængigt af om du er mand eller kvinde, og hvad du vejer som udgangspunkt. En anden fordel ved pulverkure er, at de er ukomplicerede, det er nemt og hurtigt at tilrettelægge sin daglige kost.

Ulemper:
Smagen eller manglen på samme. Og så ensformighed, risikoen for svimmelhed og ikke mindst, at du går glip af hele det sociale fælleskab, som mad jo også drejer sig om.

Forventet vægttab: Der er næppe nogen, der har disciplin til at holde kuren længere end to-tre uger. Du kan forvente et vægttab på fem-ti kilo som kickstarter.

Passer bedst til:
Svært overvægtige med et BMI over 30-35. Pulverkure er motiverende, hvis du skal tabe dig meget, fordi du kommer godt i gang og taber mange kilo på forholdsvis kort tid, uden at det går ud over din krops essentielle behov.

+ Nemt og hurtigt
+ Stort vægttab
– Mangel på smag

PROTEINKUR

Færre kulhydrater, flere proteiner

Det kan kuren:
Ideen med at spise protein er, at kroppen ikke mister muskelmasse under en slankekur. Når du spiser protein, undgår du, at stofskiftet hævner sig både under og efter kuren ved at sænke sig og derved lagre fedt i stedet for at forbrænde det. Protein findes som bekendt i kød og æg, men også i bønner og visse kornsorter. Fordelen ved protein er, at det giver god mæthed, færre sukkerstoffer i kosten og dermed lavere blodsukkerudsving. Det sidste er vigtigt blandt andet for humøret.

Fordele:
Protein mætter bedre og øger forbrændingen, og de to ting er præcis, hvad man ønsker af et vægttab, uanset om du skal tabe to kilo eller tyve. Tilsammen sikrer mæthed og øget forbrænding, at du taber dig på en nemmere og hurtigere måde. Når du bliver ordentlig mæt, mister du ofte trangen til at tage ekstra portion, og derved nedsætter du helt automatisk din daglige kalorieindtagelse. Ved at begrænse kulhydrater fra blandt andet lyst brød og sukker, undgår du, at dit blodsukker svinger op og ned.

Ulemper:
Hvis proteinkure bliver overdrevet som for eksempel i Atkins-kuren, hvor næsten alle former for kulhydrat er bandlyst, kommer du til at mangle kostfibre, som er vigtige for fordøjelsen og for sundhedstilstanden i mave og tarm. Du kommer også i underskud af vitaminer fra frugt og grønt, fordi du ikke må spise den slags, da det som bekendt er kulhydrater.

Forventet vægttab:
Ca. to kg om ugen ved at indtage 25-30 pct. af den daglige energi fra protein. Det er omtrent det dobbelte af, hvad Sundhedsstyrelsen normalt anbefaler (15 pct.).

Passer bedst til:
Alle. Om end den er besværlig for vegetarer og veganere pga. de mange linser og bønner, der skal til.

+ God mæthed
+ Øget forbrænding
+ Moderat vægttab 

LÆS OGSÅ: Kan bøf og bønner få kiloene til at rasle af?

VÆRD AT VIDE OM LYNKURE
Ifølge klinisk diætist Silja Edelgart

- Fælles for lynkure, med undtagelse af proteinkuren, er, at man ofte tager hurtigt på igen. Det skyldes, at den specielle måde at spise på ikke passer særlig godt til vores daglige kostvaner og til det liv, de fleste af os lever. Dermed holder kurene ikke i længden, fordi de færreste mennesker kan holde til afsavn ret længe.

- Rent psykologisk kan de have en værdi, især hvis du skal af med en masse kilo og har brug for hurtigt at se noget på vægten. Jeg vil kun anbefale Nupo- og andre lignende pulverkure i yderst svære tilfælde af overvægt. Ellers er proteinkuren den, der læner sig mest op af det naturlige.

- Hvis du vælger at kickstarte dit vægttab med nogle skrappe dage, fordi du har brug for at se hurtige resultater, så vær opmærksom på, at det vigtigste er, hvad du gør efter kuren. Du har nemlig ikke brug for et nederlag ved at se alle kiloene snige sig på i løbet af få dage, når du lige har været så dygtig.

- Min bedste model til hurtigt vægttab er: Spis 50 pct. grove grønsager, frugt og bær på din tallerken, lad 25 pct. være kød, fisk, ost, æg eller andre proteinkilder og endelig lad de sidste 25 pct. komme fra grove kulhydrater såsom grovpasta, ris, bønner og linser. Det er sikkert og sundt, og du kan spise sådan hele livet og være slank og sund.

LÆS OGSÅ: Her er de bedste genveje til en tårnhøj forbrænding

LÆS OGSÅ: I form på 100 dage - sådan gjorde Louise

LÆS OGSÅ: Hér er den bedste langsigtede slankekur

Se, hvad vi ellers skriver om: Faste, Detox kur, Stenalderkost, Slankekur, Tab dig hurtigt, Proteiner, Vægttab og Nupo