Som otteårig ændrede Mariannes liv sig for altid – og i dag hjælper hun børn, der har haft lignende oplevelser

Det må være verdens farligste rum.

Sådan tænkte Marianne, første gang hun stod foran døren ind til en sorggruppe for børn. 

Hun tøvede med at træde ind, for hvilke oplevelser og følelser ville samtalen med børnene vække til live i hende selv?

LÆS OGSÅ

Lene Beier sendte sin mand afsted på en lang tænkepause – og det ændrede deres liv

Tv-vært Lene Beier og hendes mand, Anders, har længe drømt om at blive hotelejere, og nu er drømmen blevet virkelighed. Men hvordan foretager man så vildt et kursskifte? Det satte ALT for damerne kursen mod Hotel Edelweiss i Østrig for at finde ud af. Kom med, hvis du selv har drømt om at få mere ud af livet.

Men Mariannes frygt blev gjort til skamme, for mødet med børnene blev en øjenåbner, og siden den dag har Mariannes mission været at hjælpe såkaldte skyggebørn, altså, børn og unge, der har mistet en forælder eller søskende eller vokser op i en familie med sygdom.

Efter en periode som frivillig var 43-årige Marianne Kolenda Kruse i halvandet år direktør for foreningen Skyggebørn, og i dag arbejder hun i foreningen som konsulent. I sit arbejde trækker hun på sine egne erfaringer, for da hun selv var otte år, begik hendes mor selvmord.

Marianne ved derfor, hvordan det er at leve med sorg.

– Jeg er selv skyggebarn, og i 1990’erne havde vi ingen sorggrupper eller nogen til at guide os, siger hun.

– I min familie talte vi ikke ret meget om min mors død, men jeg ved i dag, at det er vigtigt at tale om sorgen for at kunne leve med den.

En frelsende sjæl

I Skyggebørn kan sorgramte børn møde andre i samme situation. Det er gratis og tidsubegrænset, så børnene og de unge kan komme, så længe de overhovedet har lyst, og her er ingen venteliste.

– Vi vil gerne hjælpe så mange som muligt, for hvis ikke man bliver grebet, når man har brug for det, bliver det værre senere, siger Marianne.

At hun selv endte i Skyggebørn, var et tilfælde. En aften faldt både hun og hendes bror, Lars, over det samme program på DR1, nemlig en udsendelse om terapeut Jes Diges sorggrupper for børn.

– Min bror og jeg blev begge begejstrede for Jes Diges arbejde, for det var jo det, vi havde manglet, da vi selv var børn, fortæller Marianne.

Nogle år senere stødte de på organisationen Skyggebørn, som Jes Dige havde stiftet, og tog til Aalborg for at møde ham. I første omgang donerede søskendeparret penge fra en fond efter deres afdøde far, Henning Kruse, til at oprette en afdeling af Skyggebørn i Esbjerg. Samtidig meldte Marianne sig som frivillig afdelingen i København og blev siden også en del af bestyrelsen.

LÆS OGSÅ

Søs Fenger og Thomas Helmig startede som pennevenner: "Det var surrealistisk at være mig"

De to musikere var et af 80’ernes hotteste par, men i dag kan Søs Fenger se, at ægteskabet mellem dem var mere et venskab.

– Det var vigtigt for min bror og mig, at der kom en afdeling i Esbjerg, hvor vi er vokset op, og samtidig havde vi et netværk i byen at trække på, siger Marianne.

Mor forsvandt mentalt

I Esbjerg ændrede Marianne og Lars’ liv sig drastisk, da de var otte og ti år gamle. En morgen i 1990 blev Marianne vækket af sin far, som bad hende komme ind på brorens værelse. Hun fik straks på fornemmelsen, at noget var helt galt.

Det viste sig, at hendes mor havde taget sit liv.

– Som barn gik jeg hjemme med min mor, og min far arbejdede meget, men hun blev mere og mere fjern og begyndte også at selvmedicinere og drikke mere, end godt var, fortæller Marianne.

– Når jeg spoler tilbage, kan jeg godt huske, at der lugtede af alkohol om formiddagen, men det tænkte jeg ikke over som barn. Ingen talte om psykisk sygdom dengang, men jeg kan huske, at nogen nævnte ”dårlige nerver”. Men da hun begyndte at drikke, blev fokus rettet mod det.

Mariannes mor blev tiltagende depressiv og var indlagt på psykiatrisk sygehus i lange perioder.

– Hun forsvandt mere og mere, og til sidst havde jeg det også sådan, at det var bedre, at hun ikke kom hjem, for mine forældre skændtes meget, husker Marianne. Angsten kom snigende På trods af morens fravær kom hendes død som et chok for otteårige Marianne. Men der var hverken psykologer eller sorggrupper til at gribe hende og hendes bror.

LÆS OGSÅ

Szhirley troede hun var alvorligt syg - indtil en kvinde fortalte hende om perimenopause

Da Szhirley begyndte at få symptomer på perimenopausen, anede hun ikke, hvad der skete med hendes krop, og hun frygtede, at hun var ved at få alverdens sygdomme.

– Vi talte selvfølgelig med min far, men jeg tilpassede mig også hurtigt og undgik at tale om min mor og hendes død for ikke at gøre ham ked af det, husker Marianne og tilføjer:

– Det er typisk for skyggebørn, at vi lever med sorgen over at have mistet, men forsøger at skjule den for andres skyld.

Også venner og familie undgik at tale om morens død. Måske fordi Marianne og Lars udadtil fungerede; familien boede i et dejligt hus, og begge børn klarede sig godt i skolen og havde venner.

Først i gymnasiet udviklede Marianne voldsom angst.

– Jeg prøvede hele tiden at passe på min far, fordi jeg var bange for at miste ham og også frygtede, hvad der skulle ske med mig, hvis han døde, og jeg var helt alene, siger hun.

Spejler børnene

Da Marianne var midt i 20’erne, fik hun endelig professionel hjælp til at samle brikkerne fra sin barndom og det tab, hun havde oplevet.

– Jeg tror, det har gjort en forskel, at min mor først blev syg, da jeg var fire-fem år, for jeg fik masser af kærlighed og tryghed inden da. Det har givet mig et godt fundament, siger Marianne.

– Vi havde også mange gode voksne omkring os, blandt andre nogle fantastiske naboer, der tog sig af os. Men jeg ville ønske, at det havde været mere legalt at tale om psykisk sygdom, så min mor havde fået hjælp tidligere. Måske havde udfaldet så været et andet.

LÆS OGSÅ

Kan du dyrke for lidt sex? Vi har spurgt eksperten

Har du nogensinde overvejet, om du har for lidt sex? Eller hvordan du skal sige det til din partner, hvis du drømmer om mere aktivitet i soveværelset? Her giver sexolog Ditte Winkel sine bedste råd.

I dag er det derfor vigtigt for Marianne at nedbryde de tabuer, der er forbundet med sygdom og sorg. I det arbejde oplever hun, at hendes egen historie gør en forskel for de børn, der hver tirsdag eftermiddag kommer i den sorggruppe, hun har ledet, siden hun første gang trådte ind ad døren som frivillig.

– Selv om det var skræmmende at træde ind i rummet, var det en stor lettelse at opleve, at jeg ikke var alene, og at andre også har mistet, siger hun.

– Den spejling, der foregår i en sorggruppe, er vigtig for de børn, der lever med sorg. I Skyggebørn er det derfor altid børnene, der sætter dagsordenen i forhold til, hvad de har brug for at tale om. Så griber vi det.

På trods af nye opgaver som konsulent og et travlt familieliv har Marianne derfor ingen planer om at trække sig som frivillig eller overdrage gruppen.

– Børn er så umiddelbare og kloge, så i sorggruppen får jeg også selv genbesøgt nogle ting fra min barndom og oplever, hvordan jeg tænkte, da jeg gik i anden klasse og lige havde mistet min mor, slutter Marianne.