Hanne bruger en særlig metode i sit arbejde med demente – og den gør en stor forskel

Peter vil absolut ikke have tøj på. Den 78-årige mand skubber personalet væk, så snart de nærmer sig. 

Han slår ud, spytter og råber vredt med nogle af de få gloser, han har tilbage. Det er kun den unge SOSU-hjælper Emrah, der kan få lov til at hjælpe Peter i tøjet. Men selv her går det galt, så snart trøjen skal over hovedet.

LÆS OGSÅ

Ellen Hillingsø har ét godt råd til bedre nattesøvn – og det er både nemt og effektivt

Skuespiller Ellen Hillingsø vægter en sund og aktiv livsstil højt – og her spiller kosten en stor og afgørende rolle for hende.

Derfor er det Emrahs interaktion med Peter, som Hanne Frost vælger at filme, da hun møder op på plejecentret i Sydsjælland.

– Jeg tager altid udgangspunkt i det, der går godt, siger hun. – Det er det, vi kan lære af og bygge videre på.

Kamera og erfaring

Hanne er såkaldt demenskonsulent med speciale i den særlige socialpædagogiske metode marte meo. Hun rejser ud til landets plejehjem, når personalet er kommet til kort. Bevæbnet med sit kamera og 15 års erfaring filmer hun samspillet mellem borgeren og personalet for at undersøge, hvor problemerne opstår, og finde en vej ud af dem.

– Marte meo er en metode, der i sin tid blev udviklet til børn med autisme og siden har været brugt flittigt i pædagogisk arbejde med børn i alle aldre. Men den har også vist sig rigtig gavnlig i arbejdet med mennesker med demens, fortæller Hanne.

– Jeg har set igen og igen, hvordan borgere, der har lukket sig helt ind i sig selv eller er blevet voldsomme og udadreagerende, pludselig oplever at blive set og forstået og blomstrer op.

Hanne har i år udgivet en bog om emnet, først og fremmest til professionelle, men hun håber også på at udbrede kendskabet til marte meo, så pårørende kan få gavn af det, metoden kan.

Venlige ord

– Grundlæggende går marte meo ud på, at man filmer samspillet mellem den demenssyge og omsorgsgiverne – for at forstå, hvad der sker, og hvad vi kan vi kan gøre bedre, siger Hanne.

Det, hun så, da hun filmede Peter og Emrah, var en ung mand, der var ualmindeligt god til at tale venligt, men også meget konkret til en ældre herre, som netop havde brug for kommunikation, der ikke var til at tage fejl af. Men hun så også, hvordan Peter, hver gang Emrah forsøgte at hjælpe trøjen over hans hoved, stejlede og vendte tilbage til den vrede, han viste resten af personalet.

– Personalet lærte, at Peter havde brug for Emrahs præcise måde at kommunikere på, siger Hanne. – Men vi skulle jo stadig have styr det med trøjen.

Hun foreslog derfor, at Emrah i stedet for at trække trøjen over hovedet på Peter, hjalp ham til at tage den på, et ærme ad gangen, så han selv kunne trække den over hovedet.

Det forandrede alt.

Isoleret liv

– Peter trak selv trøjen det sidste stykke. Og så lyste han simpelthen op, siger Hanne. – Vreden og frustrationen var forsvundet, og i stedet var han stolt over, at han selv var lykkedes med opgaven, fortsætter hun.

– Det var rørende at se. Og en enorm lettelse for Peter. Men også for Emrah og resten af personalet, som havde været dybt frustrerede over ikke at kunne hjælpe.

I dag kan alle på plejecentret hjælpe Peter i tøjet. Helt uden problemer. Fordi de ved, hvordan han foretrækker at få hjælp.

LÆS OGSÅ

Forsker afslører: Sådan taber du dig med kroppens egen Wegovy

Vægttabsmedicinen Wegovy er for mange blevet en gamechanger. Men hvad nu hvis vi fortæller dig, at det faktisk "bare" er en efterligning af et hormon, din krop selv kan producere? Og at du, igennem din kost, kan øge produktionen af hormonet? Bliv meget klogere på det her, hvor lægemiddelforsker Anette Sams deler sin viden om kroppens særlige hormon og dets sunde bonusser.

Da Hanne selv begyndte som SOSU-assistent i slutningen af 1990’erne, fandtes der meget lidt viden om demens. Det, hun så som nyuddannet, var, at demente mennesker ofte blev isolerede, alene af den grund at man ikke anede, hvordan man skulle hjælpe dem.

– Jeg blev nysgerrig med det samme; det sugede mig simpelthen ind, det her med, at de på en eller anden måde ikke kunne nås. Det var ligesom en dør, der ikke kunne åbnes, siger hun.

– Den dør skulle jeg bare finde ud af, hvordan jeg kunne lirke op.

Det smukke middagsbord

Hanne specialiserede sig over flere år, men først da hun stødte på marte meo, følte hun for alvor, at hun havde opdaget en vej til at skabe forandring.

– Mennesker med demens er ligesom alle andre forskellige, og metoden giver os mulighed for at undersøge, hvordan den enkelte har brug for hjælp – ved at studere dem, men også deres omsorgsgivere og pårørende, forklarer hun.

Et eksempel er et yngre par, hvor hustruen var ramt af Alzheimer i en alder af 64 år.

– De havde dyrket det at dække et smukt bord og spise sammen hele deres liv, og det var i alle årene hende, der stod for friske blomster, en smuk dug, service og glas, mens han stod for maden, fortæller Hanne.

– Nu var det hele faldet sammen. Selv om han hjalp hende, stod alt forkert, og halvdelen af det, der skulle bruges, manglede, når de satte sig. Det var en stor sorg for dem, at det nu var blevet en kilde til frustration og konflikt.

Hanne filmede parret. Og så især én ting, der fik det hele til at skride.

Urimeligt for pårørende

– I sit forsøg på at få det hele til at glide havde manden skruet op for tempoet. Alt skulle gå hurtigt, selv om det i virkeligheden var ro, hans kone havde brug for. Overblik, siger hun.

Hanne bad manden sagtne farten og fortælle sin kone alt, han gjorde: ”Nu sætter jeg glasset her, nu sætter jeg tallerkenen her. Her lægger jeg en kniv, her lægger jeg en gaffel.”

Roen og den visuelle anvisning betød, at hustruen igen kunne følge med. Parret kunne gøre det, de elskede sammen, igen. Bare på en ny måde.

– Deres liv er forandret. Sygdommen bliver ikke bedre, kun værre, og det er ulykkeligt. Men de fandt en ny måde at gøre noget på, som havde været meningsfyldt gennem hele deres samliv, siger Hanne.

Hun anerkender, at det stiller store krav til de pårørende, at de skal ændre opførsel og tøjle egne følelser. Det er svært, når man selv er dybt påvirket af sygdommen og sin kæres forfald.

– Det er faktisk urimelige krav. Men hvis man giver sig tid til at undersøge, hvor udfordringerne opstår, har man mulighed for at skabe en dybere, gladere og mere meningsfuld relation, siger Hanne.

Tårerne påvirkede

Det var netop det, hun blev bedt om at hjælpe en ældre herre og hans hustru med, da det stod klart for personalet på plejehjemmet, at interaktionen mellem dem belastede den demensramte mand voldsomt.

LÆS OGSÅ

Maja blev kaldt tyk og fed - i virkeligheden levede hun med en skjult sygdom

Maja Aagaard har lige siden puberteten kæmpet med vægten - og lige meget, hvor meget hun trænede og sultede sig selv, hjalp det ikke . Først mange år senere fandt hun ud af, at hun lider af sygdommen lipødem.

– Hustruen var helt forståeligt ulykkelig. Den mand, hun havde delt livet med, var blevet en anden. Hun græd meget, når hun besøgte ham, men selv om hendes mand ikke længere havde et sprog, blev han meget påvirket af sin kones tårer og blev selv voldsomt ked af det, fortæller Hanne.

Hun filmede manden og hans interaktioner med personalet. Og viste hustruen, hvordan han faktisk trivedes, når de var glade og mindre følelsesladede.

– Det er svært at fortælle en kvinde i sorg, at hun ikke skal vise den sorg, siger Hanne. – Men hun så, hvor meget det betød for hendes mand. Og formåede faktisk at skåne ham; hun fandt andre skuldre at græde ud ved. Og de kunne pludselig nyde nogle lykkelige stunder sammen igen.

Demenssygdommen kan vi ikke tage fra nogen, som Hanne siger, men vi kan skabe nogle forandringer for de mennesker, der er ramt, og deres kære eller dem, der passer på dem.

– Så de kan få den bedst mulige hverdag i den tid, der er tilbage, slutter Hanne. 

Om Hanne Merethe Frost

• Marte meo-supervisor med 20 års erfaring fra ældre- og demens­omsorg og udbyder af marte meo-terapeut­uddannelsen. 
• Forfatter til 'Jeg er lige her' – Anerkendende kommuni­kation med Marte Meo-metoden til borgere med en demenssygdom.
• Se mere på hannemfrost.dk