Søvn
SPONSORERET indhold

Der er gode nyheder til alle jer kvinder, der bare elsker at sove

Hvis din partner brokker sig over, at du sover for meget, så er det tid til at give ham tørt på. Nyt studie viser, at kvinder har brug for mere søvn end mænd.

Af: Amalie Holm Foto: iStock
23. maj. 2016 | Sundhed | ALT for damerne

Har din partner det med at brokke sig over, at du falder for tidligt i søvn om aftenen, og at du i det hele taget er trættere end ham? Så er det bare med at droppe diskussionen og den dårlige samvittighed. Nyt britisk studie viser nemlig, at kvinder rent faktisk har brug for mere søvn end mænd.

LÆS OGSÅ: Så farligt kan det være at sove for lidt 

Dette skyldes ifølge professor Jim Horne, at:

"Kvinders hjerne er indrettet anderledes end mænds, og er mere kompleks," siger han.

Jim Horne er direktør for søvn-research-centret på Loughborough Universiy i England, og han fortæller ifølge britiske Metro, at en af grundene til, at kvinders hjerne er mere kompleks, er fordi de er bedre til at multitaske. De bruger i modsætning til mænd deres hjerne mere i løbet af dagen, fordi de gør mange ting på én gang. Gennemsnitligt mener Jim Horne, at kvinder har brug for 20 minutters søvn mere end mænd.

Visse undtagelser
Jim Horne påpeger dog, at mænd der har krævende jobs, har et anderledes søvnbehov:

"En mand der har et komplekst job, hvor der skal tages mange beslutninger har brug for mere søvn end den gennemsnitlige mand. Sandsynligvis stadig ikke lige så meget som en kvinde," fortæller han.

Dansk søvnspecialist bekræfter
Men hvad er holdingen til mænd og kvinders forskellige søvnbehov herhjemme? Det ringer vi til Danmarks førende private søvninstitut ScanSleep for at finde ud af. Psykolog Torben Jager Petersen, der har specialiset sig indenfor søvnproblemer og stress, tager telefonen.

"Det er helt sikkert, at kvinder har et større søvnbehov end mænd. Og da tror jeg, at Jim Horne kan have ret i sin forklaring på hvorfor. Kvinder har også generelt flere søvnproblemer end mænd," svarer han.

Torben Jager Petersen erfarer desuden, at de kvinder han har i behandling for søvnbesvær også italesætte, at deres søvnbehov er større end mænds:

"Vi spørger altid vores klienter, hvordan de rater deres eget søvnbehov, når de kommer i behandling for søvnløshed. Her svarer kvinder ofte, at de har behov for otte timer, hvorimod mændene ofte svarer seks til syv timer.

Mænd udvikler søvnbesvær på grund af kvinder
Det er ikke uden konsekvenser, at kvinder skal sove mere. Torben Jager Petersen fortæller, at mange mænd udvikler søvnproblemer, fordi de prøver at tilpasse deres søvnbehov efter kvindernes. Hvis manden har et mindre søvnbehov end kvinden, men alligevel går i seng samtidigt med hende, fordi det er trygt og i håb om, at det skal udvikle sig til sex, kan det resultere i, at han kommer til at ligge meget vågen og tilegner sig dårlige vaner som at spekulere for meget, tjekke mails, se film eller andet. Dette gør, at manden ikke får den søvn, han skal have, hvilket med tiden kan føre til, at han udvikler et egentligt søvnbesvær.

LÆS OGSÅ: 7 uventede fordele ved at sove nøgen

LÆS OGSÅ: Myteknuseren: hvor lidt søvn er nok

LÆS OGSÅ: Parforhold: Jeres sovestilling viser, hvordan I har det