8 timers kuren
SPONSORERET indhold

Det mener eksperterne om 8-timers kuren

Vi har spurgt to eksperter om, hvad de mener om 8 timers kuren. Cand-scient i humanfysiologi og ph.d i ernæring, Lars Klingenberg, og antropolog Bodil Just Christensen kommer med deres bud på, om det er en kur, der dur.

Af:: Maria Præst
20. nov. 2017 | Sundhed | Fit living

LARS KLINGENBERG, CAND.SCIENT I HUMANFYSIOLOGI OG PH.D. I ERNÆRING

 

“Det kræver en voldsom selvkontrol at overholde 8-timers kuren”

Der er ikke noget, der går imod de officielle kostråd, men 8-timers kuren er en metode, som vil være svær at holde for de fleste, mener Lars Klingenberg.

Hvad tænker du umiddelbart om 8-timers kuren?

“For det første vil jeg ikke kalde det en diæt. Det er mere en metode til at undgå at spise for meget – og ikke en særlig hensigtsmæssig én af slagsen. Jeg vil kategorisere det som et voldsomt restriktivt spiseregime, hvor du sætter nogle stramme rammer op for dig selv, som ikke er kompatible med vores levevis og familiestruktur.”

Men er kroppen ikke bygget til at kunne klare perioder uden mad?

“Fysiologisk set kan du sagtens klare perioder uden mad i noget tid, men det er ikke det samme, som at kroppen har brug for en lang pause hver eneste dag – den har tværtimod brug for at få tilført energi og næringsstoffer for at virke optimalt. At vores fordøjelsessystem skulle have brug for en pause er noget vås. Når kroppen ikke får mad, udsender den en række sultsignaler, som du så skal være i stand til at undertrykke – og det er de færreste, der er i stand til det. Idealet er, at du lytter til din krop og spiser, når du er sulten. Hvis du spiser ud fra eksterne faktorer som regler, normer eller stress, tilsidesætter du de mekanismer, der er beregnet til at holde dig i energibalance.”

Ifølge kuren vil de 16 timers faste booste din fedtforbrænding. Er det sandt?

“Der er ikke nogen solid videnskabelig dokumentation for, at det skulle være effektivt at faste i forbindelse med vægttab. Hvis du gerne vil tabe dig, skal du indtage mindre mad, end kroppen forbrænder, og den proces kommer en fasteperiode ikke til at speede op. Fasten vil derimod tære på kroppens lagre af glykogen, for den vil blive ved med at have et behov for kulhydrater. Kroppen vil i virkeligheden ret nødig begynde at lave kulhydrat ud fra fedt, så den vil tage lagrene af kulhydrat først. Derfor er metoden bestemt heller ikke kompatibel med fysisk aktivitet specielt i fasteperioden, da du under fysisk aktivitet netop har brug for et solidt lager af kulhydrat. Og fysisk aktivitet er altså et vigtigt element i en hensigtsmæssig livsstil – også i forbindelse med vægttab. Jeg kan heller ikke forene hverken den lange faste eller otte timers spiseri med lysten til at være fysisk aktiv.”

Kuren anbefaler, at du får otte powerfoods hver dag: Nødder, mejeriprodukter, bælgfrugter, lyst kød, bær, frugt, grønne grøntsager og fuldkorn. Hvad sikrer de kroppen?

“Det er noget sludder at kalde det powerfoods. Det er bare helt almindelige fødevarer, som indeholder nogle ganske fine næringsstoffer, som vi har brug for. De giver både kostfibre, fedtsyrer, vitaminer, mineraler og protein, så det ser glimrende ud, men der er ikke nogen særlig power ved dem. Det er et billigt salgstrick.”

Er det overhovedet sundt at leve efter 8-timers kuren?

“Der ikke noget i kuren, der går imod de officielle kostråd, så fysiologisk set er det ikke nødvendigvis usundt. Men hvis det eneste formål med kuren er vægttab, er problemet, at det er relativt let at tabe sig – det svære er at holde det. Det kræver i stedet en permanent ændring, der ikke bygger på regler, men på at du lytter til din krop. Problemet med denne type restriktiv metode er, at du netop ikke må lytte til din krop. Og bryder du dine egne regler, er det oftest forbundet med en følelse af skam og desværre også overspisning. Jeg tvivler derfor stærkt på, at nogen vil kunne leve sådan her resten af livet, da det bryder med sund fornuft og vores sociale normer. Når du kun spiser i otte timer, kan du for eksempel ikke spise både morgenmad og aftensmad sammen med din familie. Har du børn, er det en dybt problematisk madkultur at udsætte dem for.”

LÆS OGSÅ: 8 timers kuren: Er det en kur, der dur - vi har testet?

BODIL JUST CHRISTENSEN, ANTROPOLOG

 

“Det er en simpel kur, men den har sociale konsekvenser”

8-timers kuren er måske simpel, men til gengæld udfordrer den dit sociale liv, da de fleste ting, vi foretager os sammen, indeholder mad og drikke.

Hvorfor bliver vi tiltrukket af kure som 8-timers kuren?

“Det er simpelt. Du skal kun overholde én regel – spise i et vindue på otte timer. Jeg tror, at 8-timers kuren især appellerer til dem, der har været på andre kure tidligere, som ikke har virket, fordi de ikke har kunnet overholde reglerne. Kurene har måske været meget komplicerede eller har krævet nogle helt andre fødevarer, end de normalt spiser. Vores mad og måltider er nemlig noget af det mest rutineprægede. Vi tænker sjældent over det, vi spiser, det er bare noget vi gør. Derfor er det utroligt svært at skulle lave om på sine kostvaner. Hvis en kur for eksempel kræver, at du skal begynde at købe ind på en ny måde eller spise en masse ting, du ikke er vant til, så kan det være ret krævende, og det slipper du for med 8-timers kuren.”

Det er en kur, der ikke forbyder bestemte madvarer. Hvilken betydning har det?

“For de fleste vil det være en stor lettelse, at der ikke er noget, der er forbudt at spise. Det kan godt være, at 8-timers kuren giver nogle udfordringer i forhold til at tilpasse spisevinduet til din hverdag, og at du bliver sulten under fasten. Til gengæld må du spise som du plejer, og den del af kuren gør den meget nemmere at overholde for de fleste.” En af de store udfordringer ved kuren er, at du som børnefamilie ikke kan spise alle måltider sammen. Som helt almindelig børnefamilie, står du måske op ved 7-tiden og spiser morgenmad sammen og mødes igen til aftensmad ved 18-tiden – og dér er du nødt til at skippe enten morgeneller aftensmaden. Og så er det lige pludselig ikke så simpelt længere.”

Hvad betyder 8-timers kuren ellers for dit sociale liv?

“Dine måltider er typisk noget, du gør sammen med andre, og det kan godt give nogle sociale konsekvenser ikke at kunne spise sammen med andre. Derudover omhandler de fleste sociale ting, du foretager dig, på en eller anden måde mad eller drikke, så rammerne for at lave noget socialt uden for spisevinduet ændrer sig. Du kan for eksempel ikke lige mødes med en veninde om aftenen og spise en is eller tage på café og drikke en øl.” På kuren faster du 16 timer hver dag. Hvilken betydning har det? “Du vil uden tvivl blive rigtig sulten i løbet af de 16 timer, og for nogen vil det være et boost i sig selv. Følelsen af sult kan give en god fornemmelse af at være i kontrol, og det kan være enormt motiverende efter devisen ‘jeg gør noget, der er virkelig hårdt, så det må også være vildt godt for mig.’”

Hvad tænker du alt i alt om kuren?

“Kuren vil virke godt for nogen, fordi den er så simpel, mens den for andre vil være svær at holde på grund af de sociale konsekvenser. Det kommer i bund og grund an på, hvem du er, og hvor du er i livet. Er du single og bor alene, er det lettere at overholde, end hvis du har små børn. Er du vant til først at spise morgenmad lidt op af formiddagen, vil spisevinduet også passe mere naturligt ind, end hvis du ikke kan leve uden morgenmad, når du vågner. De fleste vil kunne køre kuren i et par uger og tabe sig, og så vende tilbage til deres normale måde at spise på, men jeg har svært ved at se nogen, der tager en beslutning om, at nu gør jeg det her fra på mandag og resten af livet.”

LÆS OGSÅ: Angelica testede 8 timers kuren: “Jeg glemmer at spise alle mine måltider”

Anbefalet til dig