To eksperter om Atkins
SPONSORERET indhold

Det mener eksperterne om Atkins kuren

Vi har spurgt to eksperter om, hvad de mener om Atkins kuren. Professor i fødevaresociologi, Lotte Holm, og forsker i fedme- og appetitregulering, Thomas Meinert Larsen, kommer med deres bud på, om det er en kur, der dur.

Af: Maria Præst Foto: Getty
10. okt. 2017 | Sundhed | Fit living

LOTTE HOLM, PROFESSOR I FØDEVARESOCIOLOGI:

“Det er utrolig svært for de fleste at være på en kur som Atkins”

I vores del af verden indeholder et måltid både kød, grøntsager og tilbehør som pasta eller ris, så det kan være svært at undvære, mener professor i fødevaresociologi Lotte Holm.

Hvad betyder måltidet i 2017?

“Måltidet er stadig et samlingspunkt. For det første fordi det giver dig næring og energi, når du spiser dig mæt, men en undersøgelse viser faktisk, at måltidet er det tidspunkt på dagen, hvor de fleste er gladest. Så måltidet giver også livsglæde og livskvalitet. Der er også rigtig meget socialt samvær omkring måltiderne – det er det eneste tidspunkt, hvor hele familien er samlet i løbet af dagen, så det betyder meget.”

Læs også: En kur, der dur?: Atkins kuren

I Atkins-kuren er der strenge regler for, hvad du må spise, og hvad du skal undgå. Hvorfor bliver vi tiltrukket af diæter som denne?

“Mange føler ikke, at de har helt styr på, hvad de spiser. Du føler måske, at du spiser for meget eller det forkerte. En kur med tydelige restriktioner kan give tryghed, fordi det på den måde bliver lettere at styre dine spisevaner.”

Hvad betyder det, at der er ting som brød, pasta og ris, du skal undgå på Atkins-kuren?

“Det er en stor forandring, fordi det bryder med forestillingen om, hvad der er rigtig mad. Grundelementet i mange måltider er jo netop brød, pasta og ris. Det har altid været noget, vi har spist meget af – så det er ikke noget, du bare lige kan lave om. Nogle vil også opleve, at det er svært at blive mæt uden kulhydraterne, og hvis du ikke må spise rugbrød til frokost eller pasta til din kødsovs, hvad gør du så? Så skal du finde på et alternativ, og det er svært og unaturligt for mange.”

Vores testperson har haft sværere ved at spise mere fedt end at skulle undvære kulhydraterne. Hvad kan det skyldes?

“Vi har gennem mange år lært at undgå fedt – især det animalske fedt. Derfor kan det for nogen føles decideret ulækkert med for meget af det. Undersøgelser viser desuden, at det ligger i den kvindelige identitet at spise let, altså grøn mad og magert kød, så derfor kan det godt være svært for især kvinder at skulle spise masser af bacon, fede mejeriprodukter og olier.”

Mellemåltiderne var også svære at skære fra. Hvilken rolle spiller vaner?

“Mellemmåltider er noget, du bruger til at sikre dig, at du får et løbende flow af energi i løbet af dagen – og så er mellemmåltider også situationer, hvor du måske træder ud af det, du i øvrigt foretager dig. Små øer af hvile, afslapning og nydelse. Det kan være svært at undvære alle tre dele. Energien kan du sikre ved at spise større hovedmåltider, men pauserne og hvilen må du så finde ud af at markere på andre måder – flytte dig et andet sted hen, bevæge dig, gøre noget andet.”

Hvad kan en kur som Atkins betyde for dit sociale liv?

“Det kan godt spænde lidt ben for dit sociale liv – eller i hvert fald gøre det mere besværligt, fordi du på en måde bliver en afviger. Hvis du får serveret noget, skal du måske sidde og pille i maden for at vælge noget af det fra. På den måde stiller du dig lidt an, og det kan virke fornærmende, hvis du er på besøg hos nogen, der har brugt tid på at forberede et måltid til dig.”

Læs også: Stina testede Atkins: “Jeg har hele tiden en god fornemmelse i kroppen”

THOMAS MEINERT LARSEN, FORSKER I FEDME OG APPETITREGULERING:

“Der er ikke noget usundt i at regulere dit kulhydratindtag”

Ifølge lektor Thomas Meinert Larsen kan en Atkins-kost være med til at forebygge type 2-diabetes – men det høje fedtindtag kan måske øge risikoen for blodpropper og hjertekarsygdomme.

Hvad betyder det for kroppen, at du omlægger din primære forbrænding fra kulhydrater til fedt og protein?

“Kroppen forsøger altid at få energi ud af den mad, du spiser. Når du ændrer din kost, forbrænder du altså mere fedt og protein, men den samlede kalorieforbrænding ændrer sig ikke. Nedsætter du dit kalorieindtag til højst 40 gram om dagen, begynder kroppen at danne et affaldsstof, der hedder ketoner – men hjernen kan sagtens leve af ketoner i stedet for kulhydrater, så det er ikke noget, der er skadeligt.”

Hvordan påvirker Atkins dit blodsukker og insulinniveau?

“Hver eneste gang du spiser, stiger dit blodsukker og frigiver insulin. Jo mere kulhydrat, du spiser, jo mere stiger dit blodsukker, så når du indtager færre kulhydrater, vil dit blodsukker- og insulinniveau være lavere – og vil måske stadig være det, når måltidet er optaget i kroppen. Det er muligt, at det har en forebyggende effekt i forhold til at udvikle type 2-diabetes.”

Vores testperson har undret sig over, at hun stadig har haft energi til at træne, selv om hun har skåret ned på kulhydraterne?

“Det overrasker mig ikke, så længe hun får nok næring fra fedt og protein. Hvis du er elitesportsudøver skal der rigtigt nok masser af kulhydrat indenbords, lige inden du skal præstere, så du kan holde lidt længere, men som almindelig motionist kan du sagtens klare dig med mindre kulhydrater, end du plejer.”

Kan du få samme mæthedsfornemmelse, når du holder kulhydraterne på et minimum i din kost?

“Du kan sagtens opnå en god mæthedsfornemmelse på en kost som Atkins. Det afhænger i høj grad af, hvilke kulhydrater du udskifter – og hvad du udskifter dem med. Udskifter du grove grøntsager og fuldkornsprodukter med flødesovs, får du mindre mæthedsfornemmelse i forhold til kalorieindtaget, men udskifter du sodavand og kage med nødder og yoghurt, får du en bedre mæthedsfornemmelse.”

Er det overhovedet sundt at leve efter Atkins?

“Når du lever efter en restriktiv kost, hvor du skærer bestemte kostelementer ud af din kost, vil du automatisk spise færre kalorier og dermed tabe dig. Det er rigtig fint, hvis du ønsker at tabe dig, men det er meget svært at holde dit kulhydratindtag under 40 gram, så det er måske kun noget, du kan gøre i en begrænset periode. Men der er som sådan ikke noget usundt i at regulere dit indtag af kulhydrater. Det er kun sundt at skære ned på usunde fødevarer som for eksempel slik, kage, sodavand og hvidt brød. Og med det, vi ved nu, er en Atkins-kost også positiv i forhold til at forebygge diabetes. Der kan dog være en bekymring i forhold til, at når du udskifter kulhydrater med smør, fløde og den slags mættede fedtstoffer, vil dit kolesteroltal stige – og det er uhensigtsmæssigt i forhold til risikoen for blodpropper og hjertekarsygdomme.”