Det sker der i kroppen, når du svømmer
SPONSORERET indhold

Det sker der i kroppen, når du svømmer

En tur i svømmehallen er god for dit kredsløb, skånsom for dine led, og så kan den få din appetit til at stige.

Af: Jo Brand Foto: Getty
26. feb. 2016 | Sundhed | ALT for damerne

Kredsløb
Svømning er god kredsløbstræning, men kun hvis du kommer op i tempo – for det er muligt at ligge og plaske rundt i vandet uden at lave specielt meget. Men svømmer du ræs med andre eller konkurrerer på tid med dig selv, vil både dit hjerte og dine lunger komme på hårdt arbejde.

LÆS OGSÅ: ”Pludselig spørger den mindste af mine piger: Hvad hvis du dør mor?”

Forbrænding

Hvis du leverer en seriøs indsats i svømmehallen, er en svømmetime en god måde at få forbrændt kalorier på. En person på cirka 70 kg ­forbrænder omkring 704 ­kalorier, hvis der bliver svømmet hurtigt og 493 kalorier, hvis tempoet er langsommere.

Belastning

Har du har skader eller dårlige knæ, så er svømning en ideel sport, fordi vandet bærer din vægt og dermed fjerner en masse belastning. Det betyder til gengæld også, at svømning ikke er nogen god sport, når det kommer til at forebygge knogleskørhed, da man her netop har brug for vægtbærende træning.

Muskler

En række muskelgrupper bliver påvirket, når du svømmer. Præcis hvilke og ­hvordan afhænger naturligvis af, hvilken svømmestil, du vælger. Men uanset hvordan du ­svømmer, vil din core og rygmuskler komme på arbejde med det formål at holde dig stabilt i vandet, ligesom skulder- og armmuskler vil være med til at sikre, at du kommer frem i vandet. Det samme vil dine haser og musklerne i dine balder, samtidig med at de også vil sikre dig stabilitet.

Appetit

En del af os har oplevet at være særdeles sultne efter en tur i svømmehallen, hvilket sært nok skyldes, at kroppen ikke bliver så belastet, som den gør ved løb, hvor blodet i højere grad ryger fra mave-tarmsystemet og til musklerne, og derfor sætter fordøjelsen på pause. Det vil sige, at maden stadig bliver fordøjet, når du svømmer, og derfor er du også mere sulten, når du er færdig med svømmeturen.

I havvand

De flest nyder at svømme i havet og bliver glade i låget af det. Vinterbadere er i særdeles godt humør. Forklaringen er bl.a. den cocktail af endorfiner og adrenalin, de får skudt ud i blodet. Vand er et naturligt element for os. Vi var omgivet af det i hele fosterstadiet og graviditeten. Når vi er i havvandet, bliver huden masseret, og vi får en følelse af lethed og vægtløshed ved at bevæge os rundt. Når du svømmer ude, får du en samlet naturoplevelse med frisk luft og solskin.

Stressniveau

For personer, som er vokset op med svømning og er vant til at bevæge sig i vand, vil det være afstressende og for nogle nærmest meditativt at svømme. For andre, som ikke er helt dus med vand eller først skal lære at svømme, kan det derimod være meget stressende og måske nærmest angstprovokerende. Men når du føler dig tryg i vandet, vil du sandsynligvis opleve, at det har en gavnlig effekt på stress.

Når du svømmer brystsvømning?

Når du svømmer, bruger du mavemuskulaturen, lændemusklerne, de øvre rygmuskler, balderne, haserne, skuldermuskler, biceps og underarmsmusklerne. Når du svømmer brystsvømning, den teknisk mest krævende disciplin, er det især brystmuskulaturen, den brede rygmuskel, baldemusklerne og den firhovedede knæstrækker, der aktiveres og trænes.

Når du crawler?

Crawl aktiverer primært dine skuldermuskler, mavemusklerne, forarmsmusklerne, den øvre ryg og hoftebøjerne. I rygcrawl bruger du de samme muskler som i crawl, men du strækker brystmuskulaturen mere ud og har brug for at aktivere den nedre mavemuskel endnu mere. Butterfly er den mest fysisk krævende svømmedisciplin. Den kræver en stærk nedre lændemuskel og en meget stærk øvre ryg. Svømmer du butterfly regelmæssigt, bliver skuldrene og ryggen bredere.

Når du sprinter?

Det kræver meget eksplosiv træning og rigtig god teknik at kunne svømme hurtigt. Hjertet skal kunne pumpe derudad med høj puls, så det kræver et veltrænet hjerte og kredsløbssystem. Muskulaturen skal være god til at træne anaerobt og undvære ilt. Når du sprinter, dannes der meget hurtigt mælkesyre i musklerne. Det giver en brændende fornemmelse. Kroppen vil have en meget høj energiomsætning. Som med anden træning, hvor du træner intenst og i nærheden af din maksimale ydeevne, vil du meget hurtigt blive forpustet og træt.

Kilde: Fitday.com, Swimmingnature.com, Videnskab.dk, Astma-allergi.dk, Active.com og News-medical.net

LÆS OGSÅ: Er dåsemad sundhedsskadeligt?

LÆS OGSÅ: Her er de 10 sundeste grøntsager

LÆS OGSÅ: "Jeg kiggede rundt og tænkte, hvem af os dør af denne lortesygdom"