Ditte Julie Jensen
Foto: Privat Kogebogsforfatter Ditte Julie Jensen deler sine bedste tips til en sund hverdag.

"Hvis jeg siger til mig selv “nul sukker i 14 dage”, så er det KUN sukker, jeg vil have"

Ditte Julie Jensen vil ikke tænke for meget over, hvad hun spiser. Derfor er det utrolig vigtigt for hende at finde tid til at løbe og træne hjemme i stuen.

Hvilken rolle spillede sundhed i din barndom?

– Ingen faktisk. Sundhed fyldte ikke på den måde i min barndom. Det er i hvert fald ikke noget, som jeg har registreret. Jeg har alle dage være utrolig glad for salat og frugt, og mine forældre har altid fortalt, at jeg var den lidt særlige, når vi var ude – jeg løb i salatbuffeten.

Men jeg har hele min barndom været “hvalpet” og haft 5-7 kilo for meget på kroppen. Den lille tætte pige. Men det var ikke noget, som var et sundhedsproblem i min familie.

Hvordan holder du dig i form?

– I dag betyder sundhed rigtig meget for mig. Det er enormt vigtigt for mig, at jeg har en stærk og sund krop. Jeg udsætter den for et enormt pres hele tiden.

Jeg er meget på farten og står meget i mit køkken, men derudover løber jeg en hel del og styrketræner hjemme på stuegulvet, når det lige passer ind. Jeg elsker mad og kage og vil som udgangspunkt ikke tænke for meget over, hvad jeg spiser. Derfor er løb og anden træning vigtig for mig.

Læs også: Anne Glad: ”I andres ører lyder det sikkert røvsygt, men gevinsten er åbenbar”

Hvad er sundhed for dig?

– Det er vigtigt for mig, at min psyke er stærk og kan modstå alt det, jeg udsætter min krop og mit sind for. Som selvstændig, alene-mor til to og et menneske, der elsker at være social og aktiv konstant, er det mentale helbred lige så vigtigt for mig som det fysiske. Jeg sætter tid af til Body SDS, meditation, ro og retreats, så jeg husker mig selv og de dybe vejrtrækninger.

Dit bedste råd til en sund hverdag?

– Ikke at dyrke det for meget. Det kan lyde helt modsat, men jeg mener, at når man opstiller restriktioner for sig selv, kan alt det modsatte til tider blive meget mere spændende. En sund hverdag er en sund og afbalanceret tilgang til mad og træning.

Jeg ved, at hvis jeg siger til mig selv “nul sukker i 14 dage”, så er det KUN sukker, jeg vil have. Hvis jeg derimod tager alt med måde, så trives jeg og tænker ikke over alt det, jeg ikke må. Vi skal jo leve.

Læs også: Line Baun Danielsen om sundhed

Din bedste sundhedsanbefaling?

– Jeg har et Garmin Run30-løbeur, som jeg virkelig nyder at løbe med. Jeg elsker at udfordre mig selv og lave gode tider men også at lade det tvinge mig ned i tempo.

– Gør det, der føles bedst for dig. Jeg har selv erfaret, at mange bliver inspireret af mine løbe-stories på Instagram, så følg nogen, der giver dig inspiration på en afbalanceret måde.

Ditte Julie Jensen

  • 32 år
  • Kogebogsforfatter, selvstændig, tv-kok og influencer
  • Mor til Karla på 6 og Albert på 3
  • Kendt fra ”Den store bagedyst” i 2015 og vinder af ”Den store jule- og nytårsbagedyst” med Liv Martine i 2018
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Sund kost, Træning, Sukker og Løb