SPONSORERET indhold

Er jeg gravid? Her er 16 tidlige tegn på graviditet

Ømme bryster, ondt i ryggen, pletblødning og udebleven menstruation. Fire tegn, der alle kan betyde, at du er gravid. Lær at spotte de mest almindelige tegn på graviditet - måske går du rundt med en baby i maven?

Af:: Amalie Louise Bernitt og Tina Krongaard Stampe Foto: Getty Images
13. sep. 2023 | Børn | Vores Børn

16 tidlige tegn på graviditet

  1. Træthed
  2. Ømme bryster
  3. Madtrang eller madlede
  4. Hovedpine
  5. Humørsvingninger
  6. Kvalme
  7. Skærpet lugtesans
  8. Mavekramper
  9. Rygsmerter
  10. Pletblødning
  11. Oppustethed
  12. Svimmelhed
  13. Forøget kropstemperatur
  14. Tissetrang
  15. Udebleven menstruation
  16. En positiv graviditetstest
Tegn på graviditet første tegn på graviditet

Har du følt menstruationssmerter uden haft menstruation? Og måske glemt at bruge prævention? En test kan fortælle dig, om du er gravid - og det kan 16 tidlige tegn på graviditet måske også.

Er jeg gravid?

Måske drømmer du om at blive gravid og holder opmærksomt øje med kroppens små forandringer og tegn på graviditet. Måske har du ikke planlagt at skulle være gravid og leder derfor efter tegn på, om det skulle være sket ved et uheld.

Uanset hvad din motivation er, så findes der en række tidlige tegn på graviditet, som kan være gode at kende.

For at være helt sikker, er du nødt til at tage en graviditetstest eller besøge din læge - og det smarteste er at vente, til menstruationen udebliver. Indtil da er der flere tidlige tegn på graviditet, som du kan holde øje med.

Disse tidlige graviditetstegn kan dog også have andre årsager, og der er derfor ikke nogen garanti for, at du er gravid, hvis alting føles anderledes, og du oplever ekstrem træthed, hormonelle forandringer, øget tissetrang, oppustet mave eller lignende. Din menstruation kan også være forsinket, uden at det behøver at være et tegn på graviditet.

Og ja, du kan også være gravid, selvom du ikke oplever nogle af disse tegn på graviditet. Det er nemlig helt forskelligt, hvordan vi kvinder oplever at være gravide, ligesom vores kvalme- og smertetærskel er forskellig. Derfor vil det mest sikre altid være en positiv graviditetstest.

tidlige tegn på graviditet og forskellige symptomer

Nogle gravide kvinder kan mærke tegn på graviditet allerede fra den helt spæde start i graviditeten. Andre gravide kan ikke mærke en pind. Se, om nogle af disse tegn på graviditet passer på dig. 

Se de tidlige tegn på graviditet

Du kender formentlig de klassiske tegn på graviditet som kvalme og ekstrem træthed - men der findes faktisk mange flere symptomer, som kan tyde på, at du er gravid.

Vi har samlet 16 tegn på graviditet, som de fleste kvinder oplever som de allerførste symptomer på, at de er gravide.

1. Øget træthed

Du nåede ikke engang gennem den første side i din bog, inden du faldt i søvn. Og der er ikke meget energi tilbage, når du er halvvejs igennem dagen. Hvis du pludselig oplever mere træthed end normalt, kan det meget vel være din krops reaktion på en øget hormonmængde - og et tidligt tegn på graviditet.

Mange kvinder oplever nemlig træthed i det første trimester, men som regel går det over, når graviditeten bevæger sig ind i andet trimester.

2. Ømme bryster

Føltes det som tortur at tage din BH på i morges? Og synes du pludselig, dine bryster virker større? Ømme og tungt-følende bryster, formørkning af området rundt om brystvorterne og mere tydelige blodårer på brystet kan være et tegn på, at du er gravid. Ja, faktisk er det et af de mest almindelige, tidlige tegn på graviditet.

Dine ømme bryster hænger sammen med dit øgede hormonniveau, fordi brystvævet bliver påvirket af hormonerne i kroppen. Mange gravide er glade for at bruge en blød og rar BH, som støtter brysterne godt, for at undgå ubehag.

3. Madtrang eller madlede

Pludselig kan du slet ikke få nok af syltede agurker. Omvendt får makrel i tomat din mave til at snørre sig sammen. Hvis du oplever at have ændrede madvaner, og at der pludselig er mad, du slet ikke kan holde ud, eller mad du ikke kan få nok af, ja, så kan det være et tidligt tegn på graviditet.

4. Hovedpine

Et andet tidligt tegn på graviditet kan være hovedpine.

Hovedpinen er din krops reaktion på, at der sker ændringer i dine hormoner. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du generelt bør anvende så lidt smertestillende under graviditeten som muligt, og at du ved milde og kortvarige smerter bør styre udenom medicinsk behandling.

Har du slem hovedpine, er det bedst at dulme smerten med midler med paracetamol som Panodil eller Pamol i stedet for piller som Ibuprofen, der ikke anbefales til gravide. Kontakt lægen, hvis du er i tvivl.

5. Humørsvingninger

Bryder tredje verdenskrig ud derhjemme, fordi du ikke formåede at ramme vasketøjskurven med dine sokker?

Har du mange humørsvingninger, kan det være et tegn på, at hormonerne raser rundt i din krop - og måske er det et tidligt tegn på graviditet. Husk på, at rutsjebaneturene ikke vil vare for evigt. Og det vil den øgede mængde hormoner i øvrigt heller ikke.

6. Kvalme

De fleste gravide kvinder får kvalme, når de er seks uger henne, men nogle lægger mærke til det allerede tidligere. Ændrede madvaner, øget smags-sans og dertilhørende kvalme kan altså være endnu et tidligt tegn på graviditet. Din kvalme vil som regel forsvinde, når du nærmer dig andet trimester.

I mellemtiden kan du forsøge at spise madvarer, som giver din mave ro. Mange gravide oplever også, at appelsin eller Ginger Ale sodavand kan hjælpe med at fjerne den irriterende kvalme.

Når du er gravid, kan du også opleve at have en øget smags-sans, så spis, hvad du kan få ned.

7. Skærpet lugtesans

Bare det at åbne køkkenlågen, hvor din skraldespand sidder, kan få dig til at vrænge på næsen og måske endda give dig lyst til at kaste op (skralde-tjansen er hermed ikke længere din).

En af de tidlige tegn på graviditet er nemlig en skærpet lugtesans. Så hvis specielle lugte gør dig dårlig, og du i det hele taget har en øget følsomhed over for lugte, så kan det sagtens være et af de første tegn på, at du er blevet befrugtet.

Forskellige tegn på graviditet kvinde

En graviditet kan have mange symptomer, der minder om menstruation. Mange gravide kvinder oplever bl.a. kvalme, humørsvingninger, træthed og madlede som et tegn på graviditet, men det kan også opstå, når du har haft menstruation.

8. Mavekramper

Er det bare PMS, eller er du rent faktisk gravid? Det kan nogle gange være svært at kende forskel på menstruationssmerter og krampe i underlivet, men hvis du føler spændinger i underlivet omkring livmoderen, ja så kan det meget vel være et tidligt tegn på graviditet, fordi livmoderen udvider sig.

Mange kvinder mærker dette tidlige tegn på graviditet, og det kan meget vel betyde, at din krop er ved at gøre sig klar til projekt baby.

9. Rygsmerter

Har du ondt i lænden? Hvis du ikke normalt har det, kan det være et tegn på, at dine ledbånd er ved at give sig lidt og gøre klar til en graviditet.

Vi er ked af at sige det, men det er ikke kun et tidligt tegn på graviditet - faktisk kan det forsætte hele graviditeten igennem i takt med, at du tager på i vægt og din store mave forskyder kroppens balancepunkt og ødelægger din kropsholdning.

10. Pletblødning

Fik du nu alligevel din menstruation, eller hvad er nu det blod i underbukserne?

Hvis blødningen er meget mindre end normalt - og måske kommer et par dage tidligere, end du havde forventet, kan det være en type pletblødning, som man også kalder implantations-blødning. Det er en lille blødning, som opstår, når ægget sætter sig fast på livmodervæggen - og derfor er det også et tidligt tegn på graviditet.

Det har altså ikke noget at gøre med menstruation, men snarere med at det befrugtede æg sætter sig fast - og at ægget gør sig klar til at vokse. Tillykke, endnu et tidligt tegn på graviditet.

11. Oppustethed

Du kunne knappe bukserne i sidste uge, men nu kan du pludselig ikke længere lukke bukserne. Ja, måske føles det bare enormt ubehageligt, når buksekanten strammer om maveskindet og underlivet.

Hvis du døjer med en oppustet mave, kan det meget vel være et tidligt tegn på graviditet og skyldes hormonet progesteron, som dannes i din krop, når du er blevet gravid. Hormonet får dit fordøjelsessystem til at sætte hastigheden ned, og det kan give en oppustet mave som et af de tidlige symptomer.

12. Svimmelhed

Svimmelhed er et symptom, der ofte bliver brugt i film som et sikkert tegn på graviditet. Men det er faktisk ikke ren fiktion.

Lavt blodsukker eller lavt blodtryk kan nemlig gøre gravide kvinder svimle. Vær sikker på at du får nok at drikke, og læg dig lige ned en ekstra gang, hvis det begynder at snurre.

13. Øget kropstemperatur

Hvis du har prøvet at blive gravid gennem et stykke tid, så har du nok været vant til at tage din temperatur hver morgen for at holde øje med, hvornår du har ægløsning. Generelt har kvinder en lidt højere temperatur fra ægløsning og frem til deres menstruation to uger senere - det er helt normalt og betyder ikke nødvendigvis, at du er gravid. Fortsætter den øgede temperatur herefter, kan det dog meget vel være et tidligt tegn på graviditet.

Tegn på graviditet

Viser du symptomer og tegn på graviditet? Kroppen producerer masser af graviditetstegn, når du venter dig. Kvalme og madlede kan være et typisk tegn på graviditet, ligesom du kan opleve humørsvingninger og murren i underlivet.

14. Øget tissetrang

Hvis du pludselig ikke kan sove en hel nat uden at skulle op og tisse, kan det meget vel være et tegn på graviditet. Som et af de første symptomer producerer kroppen nemlig mere væske end normalt, og det får din blære på overarbejde. Et tidligt tegn på graviditet kan derfor være, at du skal tisse hele tiden - men vær opmærksom, for det kan også skyldes blærebetændelse.

15. Udebleven menstruation

Mange tidlige tegn på graviditet er de samme som PMS-symptomer og menstruationssmerter. Så hvordan kender du forskel?

Det eneste sikre tegn på graviditet er en udebleven menstruation (og en positiv graviditetstest). Hvis din menstruation normalt er regelmæssig, men du pludselig går et par dage over tid, så er det vist på tide at gå en tur på apoteket, for så er det et klart tegn på graviditet. Måske betyder det nemlig, at ægget er blevet befrugtet, og at du venter dig.

16. Positiv test

Du kan ikke være helt sikker på, at du er gravid, før du står med en positiv graviditetstest i hånden. Hvis den viser et negativt resultat, men du stadig ikke får din menstruation, så er det måske bare for tidligt til, at testen kan registrere det. Vent et par dage og prøv igen. Er resultatet positivt, er det et sikkert tegn på graviditet.

Din egen læge kan også hjælpe dig med at tage en graviditetstest for at se, om der gemmer sig en kommende baby i din mave.

Tegn på graviditet gravid

Humørsvingninger er klassiske symptomer, der kan betyde graviditet. Se de andre tidlige tegn på graviditet i artiklen.

Kilder: Sundhed.dk, Jordemoder Stine Roswall, Sundhedsstyrelsen

Anbefalet til dig