HPV-vaccination
SPONSORERET indhold

Nyt studie: HPV-vaccinen virker effektivt

Svenske forskere har fulgt over halvanden million svenske piger og kvinder - og resultatet er tydeligt: HPV-vaccinen virker.

Af: Cille Lewinsky Foto: Getty
10. dec. 2020 | Sundhed | ALT.dk

I september blev det slået fast – en gang for alle – at den omdiskuterede HPV-vaccine mod livmoderhalskræft ikke er farlig.

Og nu viser et nyt studie, som svenske forskere står bag, at HPV-vaccinen rent faktisk virker effektivt mod forebyggelse af livmoderhalskræft.

Det skriver Statens Serum Insitut.

I det svenske studie har forskere fra blandt andet Karolinska Instituttet og Lund Universitet i en periode fra 2006-2017 fulgt over halvanden million svenske piger og kvinder i alderen 10-30 år.

Her har de sammenlignet risikoen for at udvikle livmoderhalskræft blandt kvinder, der har modtaget mindst én HPV-vaccination, med risikoen blandt kvinder, der ikke har modtaget vaccination.

Og resultatet er slående: De kvinder, der bliver vaccineret, før de fylder 17 år, har 88 procent lavere risiko for at udvikle livmoderhalskræft, end dem der ikke er vaccineret.

Vaccineres man før, man bliver 20 år, eller når man er mellem 20 og 30 år, mindskes risikoen med henholdsvis 66 procent og 64 procent.

Selvom beskyttelsen falder, hvis man bliver vaccineret efter det 17. år, er de sundhedsmæssige effekter altså stadig store ved vaccination af kvinder mellem 17 og 30 år, skriver Statens Serum Institut.

I Danmark bliver både piger og drenge tilbudt to HPV-vaccinationer, når de fylder 12 år. Og den 8. november var mere end 80 procent af alle danske piger født mellem 2003-2007 blevet vaccineret mod HPV.

Anbefalet til dig