Sådan får du bedre sex
SPONSORERET indhold

Problemer med rejsning? Her er sexologens 5 gode råd til, hvad I ellers kan gøre

For mange heteroseksuelle par er penetration en stor del af sexlivet. Så hvad gør man, hvis penis ikke vil lege med? Læs med, når en kvinde taler med Daisy Løvendahl om gerne at ville have lækker sex, som ikke er defineret af den klassiske ind, ud, frem og tilbage.

Af: Daisy Løvendahl Foto: Getty Images
18. mar. 2022 | Sundhed | ALT for damerne

"Da vi mødtes, havde vi rygende hot sex uden nogen problemer. Vi var dybt forelskede og havde lyst til hinanden. Det var umuligt at tage et bad sammen, uden vi endte med at være sammen."

Ordene er Nadias. Hun er kommet alene for at blive klogere på, hvad der sker mellem hende og kæresten. De har været sammen i to år. De er begge fraskilte, men bor hver for sig på grund af deres børn med tidligere partnere. Men der er sket noget med deres sexliv.

"Nu har vi stadig sex, men slet ikke så meget som før. Det er måske også forventeligt efter et par år, men det, der virkelig er svært for mig, er, at vores sex er blevet dårlige."

Jeg beder hende uddybe, hvorfor deres sex er blevet dårligere.

LÆS OGSÅ: Hvad tænder du på? Sådan bliver du bedre til at sætte ord på

"I begyndelsen var det bare frækt og frit. Vi gjorde alt muligt, og jeg nød legen i det. Men pludselig begyndte han at have sværere ved at have erektion, og så blev jeg ret ked af det. Jeg følte, at jeg var blevet mindre interessant."

Jeg kan se, at der glider en skygge over hendes ansigt, og jeg tænker på, hvor mange kvinder, jeg har mødt, der ser mandens rejsning som en målestok på, hvor vild han er med hende. Vi taler lidt om, at der ikke er en direkte sammenhæng mellem at elske og begære nogen. Ligesom man sagtens kan have lyst til sin partner både som mand og kvinde, uden at kroppen følger med, som man gerne ville. Nadia nikker og siger:

"Mit hoved ved godt, at jeg ikke skal lægge for meget i det, men jeg blev og bliver meget såret. For jeg føler virkelig, at det har noget med mig at gøre."

Rejsning er ikke bevis på, hvor tiltrækkende du er

Nadia og jeg arbejder på at bryde den myte, at mandens lyst er lig med rejsning. Jeg fortæller hende, at 43% af seksuelt aktive mænd mellem 15-89 år har oplevet rejsningsproblemer inden for det seneste år. Det giver hende en dybere accept af, at det ikke er tegn på, at der er noget galt med hende eller mellem dem. Men det åbner også for andre spørgsmål.

LÆS OGSÅ: Hvor vigtigt er forspil inden sex?

"Hvis det er et vilkår, at der ikke altid er højt flag, hvordan får vi så et godt sexliv?"

Jeg elsker spørgsmålet, fordi det kommer så umiddelbart fra hende. Vi er så opdraget til at tænke sex nogenlunde efter denne opskrift: Kysse, røre bryster, røre hende for at sikre, hun er våd, røre ham, penetration, orgasme – tak for i aften.

God sex er meget mere end penetration

Efter i mange år at have arbejdet med seksualitet er det min overbevisning, at god sex har mindre at gøre med mekanikken og mere med følelserne af begær, lyst, glæde, kærlighed og tilknytning. Ligesom det er muligt at have vidunderlig sex uden at bolle eller gøre det færdigt. Det siger jeg til Nadia og stiller hende også dette spørgsmål:

"Hvad er god sex for dig uden fokus på pik og kusse?" Nadia griner og rødmer lidt.

Så siger hun: "Det ved jeg ikke!"

LÆS OGSÅ: Planlagt sex: Er det en sur pligt eller superfrækt?

Vi griner begge, og jeg giver hende denne opgave: Find ud af, hvad du nyder sammen med din kæreste, som ikke er ”det sædvanlige”. Da vi ses igen, sætter hun sig med et hemmelighedsfuldt smil på læberne foran mig og siger:

"Jeg har så meget at fortælle… Jeg kan se på hende, at det bliver spændende at høre."

Anbefalet til dig