"Jeg havde ellers forsvoret, at jeg nogensinde skulle ende som alle de forpustede og fedladne familiefædre"

Der sker noget med os mænd den dag, vores børn bliver store. I årevis har vi støvsuget edderkopper op midt om natten, tjekket skabe og skuffer for spøgelser, zombier og dræberklovne (tak, YouTube ...) og pillet fremmedelementer ud af næsen på dem, hvorefter vi en skønne dag bare overlades til os selv.

Tak for indsatsen, farmand, vi klarer den herfra. Og luk lige døren efter dig, når du går, tak.

Nogle af os forsøger at fylde tomrummet ved at anskaffe os en ny og hurtigere bil, andre en ny og yngre kone, hvorefter de med blandet succes kan begynde forfra et års tid eller to senere.

Min gode ven og nabo har ligefrem købt sig en båd og finder nu en vis grad af ny mening med det hele ved at cruise op og ned af Øresund med syv knob i timen og vinden i håret hver weekend. 

Og mig? Jeg er begyndt at løbe. Simpelthen.

Læs også: Peter Falktoft om søvn: ”Det er kriminelt undervurderet”

Jeg løber endda flere gange om ugen, med digitalt løbeur, løbeplayliste, løbestrømper, løbeplan, løbeapp og aerodynamiske løbetights, der giver den helt rette sved- og friktionsabsorbering til mine nedre regioner.

Jeg havde ellers forsvoret, at jeg nogensinde skulle ende som alle de forpustede og fedladne  familiefædre, der febrilsk pisker op og ned ad villavejene herude, som havde de både Fanden, konen og Chris MacDonald lige i hælene, men så skulle jeg jo pludselig til at genopfinde mig selv og min manderolle, og så gav det bare en eller anden form for mening at forsøge at løbe sig ud af elendigheden.

Men hold kæft, hvor følte jeg mig åndssvag i begyndelsen, når jeg halsede afsted med tungen hængende ud af mundvigen som en anden idiot på flugt fra politiet eller jagt efter bussen. Meget kan man sige om min krop, men videre yndefuld er den ikke, når den kommer bare nogenlunde op i fart, og at lære at løbe var som at lære at bakke med en trailer ude på lossepladsen: Gør det helst på tidspunkter, hvor de andre mænd ikke griner af dig, og hvor der ikke er alt for meget, du kan ramme på vejen.

Alligevel opbygger man med tiden et uudtalt fællesskab med de andre mandlige motionister ude på vejene, som buschauffører, der passerer hinanden med et anerkendende nik til hinandens midtvejskriser og voksende mavedeller.

Derudover er der også den klare fordel, at der tilsyneladende ikke findes den frustration, der ikke kan kureres med fem kilometers fuld galop ud af skovstien. Er konen sur? Løb en tur. Er chefen træls? Løb en tur. Er dit elskede fodboldhold bagud 7-0 ved pausen, og har du brug for en overordentlig solid endorfin-indsprøjtning for at minde dig selv om, at fuglene sjældent synger højere, bare fordi nogen vinder en åndssvag fodboldkamp? Løb en tur.

Men det bedste af det hele?

Det er, når man kommer hjem og glemmer at strække ordentligt ud af ren dovenskab og efterfølgende dårligt kan pisse lige ud, fordi det gør ondt over det hele, og man dumper ned i sofaen ved siden af konen, prustende, svedende, udkørt og udskidt og egentlig ret godt tilfreds med sig selv. Og så kigger hun på os, imponeret over vores pludselige fysiske  fandenivoldskhed, og man griber sig selv i at tænke, om man egentlig skulle udnytte chancen og det kærlige blik i hendes øjne og få sig et barn til.

Om ikke andet, så for at slippe for flere løbeture.