Julie Nystrøm
SPONSORERET indhold

”Det kan føles som om, man sidder i en bil, der er ved at køre ud over kanten”

Julie Nystrøm har altid følt, at hun har været i sine følelsers vold – det har været fedt til tider, men alt for ofte også resulteret i konflikter eller sorg.

Af: Susanne Knutzen Foto: Privat
15. jan. 2019 | Sundhed | ALT.dk

"Jeg har ret store følelser, og jeg kan godt føle, at jeg er meget i mine følelsers vold. Der er mange tidspunkter, hvor det er positivt. Men det er også voldsomt og noget, der giver anledning til at arbejde med mig selv.

For når det er negativt at være i sine følelser vold, er det især bundet op på konflikter. Der kan være situationer, hvor jeg tænker, at nu kunne det være godt at trække sig eller at kunne sige, at vi lige tager en pause, men hvor jeg føler, at det løber af sted. Det kan føles som om, man sidder i en bil, og man kan se, at den er ved at køre ud over kanten, men man kan ikke finde ud af at slå bremsen i. Det er sådan, det kan føles at stå i sine følelsers vold og godt vide, at der er en bremse, man kan trække i, men man kan ikke finde ud af at gøre det alligevel.

Læs også: Parforhold: Sådan tager I de svære samtaler

Så hvis jeg er i en konflikt, eller jeg bliver virkelig ked af det, kan den rationelle del føles langt væk, fordi jeg bliver overmandet af mine følelser, og det ender med at stå i vejen for at tage den gode beslutning.

Det kan fx være en konflikt med min kæreste, hvor jeg bliver vred. Jeg kan godt logisk tænke, at det kunne være bedst at sige, at den tager vi lige, når vi ikke er sure mere, eller når jeg kan sige det på en pænere måde. Jeg ved, at det vil være det smarte at sige nu, men jeg kan ikke gøre det, for jeg kan ikke stoppe, eller jeg kan have svært ved at tappe ud af den følelse, der omgiver konflikten. Og så kan vi ende med at skændes til vi til sidst ikke helt ved, hvad det er, vi skændes om."

Store følelser og stort temperament

"Det er uden tvivl også en temperamentsting. Min mor har fortalt, at selv fra jeg var helt lille, kunne hun komme ned i børnehaven, hvor jeg sad på trappen og var ked af noget, der var sket for mange timer siden. At jeg har store følelser og et stort temperament er en kæmpe del af mig, og man skal passe på med at sige, at det kun er dårligt, men jeg har savnet konkrete redskaber til at kunne tackle det, og at kunne ændre på det, når jeg har brug for det.

Jeg tror ikke, at det er anderledes for mig end mange andre. Det er anderledes for mig i forhold til min kæreste. Jeg har mere temperament. Når jeg bliver sur, bliver jeg virkelig sur, og når jeg bliver ked af det, bliver jeg virkelig ked af det. Min kæreste tænker mere over det, hvor jeg reagerer ret impulsivt.

Men det smukke ved at finde en kæreste er, at man ofte finder én, der gør præcist det modsatte af, hvad man gerne vil have. Min kæreste har det sådan, at kan vi på enhver tænkelig måde lukke ned for eller undgå denne konflikt, skal vi det. Jeg har det nærmest omvendt, at hvis der er noget, vi skal snakke om, så skal vi snakke om det, og det er sikkert også en af grundene til, at vi er kærester. Det gør det selvfølgelig også ret svært, at vi står og hiver i hver vores retning. Og det er rigtigt tit mig, der har en hel masse følelser i det, og min kæreste er lidt bedre til at gå ned og ryge en cigaret eller købe en liter mælk."

Hjælp til at stoppe konflikten

"Jeg har gået til psykolog, prøvet selvudviklingskurser, coaching, detox ... ja, jeg har gået til mange forskellige ting. Og derfor har det virkelig været en udfordring for mig, at jeg på trods af min viden og indsigt ikke har formået at kunne ændre på mine reaktioner i bestemte situationer. Det, jeg har savnet, uanset hvor jeg har kigget hen, er at få et redskab til at kunne ændre handling på situationerne.

Lige meget hvor mange coachingøvelser jeg tidligere har lavet, kan jeg ikke tage den beslutning, jeg gerne vil tage. Jeg ender med at råbe eller blive mega ked af det. I et parforhold kan det være svært, når man er to meget forskellige mennesker. Min kæreste og jeg har grundlæggende helt forskellige behov i en konflikt, og det er der, hvor ens eget ansvar overfor sig selv kommer ind i billedet.

Jeg hørte tilfældigt om meditationsformen Heart Math og metakognitiv terapi, som netop giver dig et meget konkret værktøj til at tage handling på de ting, du gerne vil have skal være anderledes. Jeg begyndte derfor i et Metakognitiv gruppeforløb.

Læs også: Metakognitiv terapi: ”Vi kommer alle fra dysfunktionelle familier, det er bare spørgsmålet om, hvor meget…”

I dag har jeg et konkret værktøj til, hvordan jeg kan tage indre lederskab og ansvar for mine følelser. Jeg synes, at meditation er det stærkeste værktøj til at holde styr på mine følelser, og det er meget håndgribeligt. At meditere er en øvelse i at sætte sig ned og sige, at jeg har alle de her følelser, men det betyder ikke, at jeg nødvendigvis skal springe på dem alle sammen."

Jeg er blevet en bedre kæreste

"Jeg tager mine følelser meget mere seriøst på den her måde, når jeg fx stopper en konflikt. Hvis jeg står i en situation i dag, hvor jeg føler mig overmandet af mine følelser, er jeg i stand til at sige, at den synes jeg, at vi vender tilbage til, når vi er mindre vrede, eller at jeg skal have en pause, og vi snakker om det kl. 13 i morgen.

Jeg kan i dag tappe ud af mine følelser og tage den rationelle handling på det, jeg faktisk har brug for at tage handling på. Det har været et missing link at kunne gøre det og få et redskab, der for mig har betydet færre konflikter men også færre voldsomme følelser for mig selv. Min kæreste synes også, at jeg er blevet meget mere glad, og vi skændes mindre.

Jo mere jeg fortæller om det, jo mere tænker jeg, at det er at blive voksen indeni. At kunne være en god forælder for sig selv og vælge denne vej. Vi bruger generelt meget lidt tid på at tage ansvar for vores følelser. Det er ikke på dagsordenen at sætte sig ned og tage det, man føler, seriøst nok og til at sige, at det skal jeg tage handling på, hvis der er en handling der er påkrævet her, men også at vælge hvordan man tager ansvar for dem. For mig gør det en kæmpe forskel, fordi jeg virkelig mærker forskellen og mærker, hvordan jeg kan ændre handlingen i nogle bestemte situationer."

Anbefalet til dig