Lone har parkinson: "Jeg håber at ramme den rigtige medicin. så jeg bare kan leve"

Der er ikke meget papirklip over det her hold, men der bliver skruet helt op for Kim Larsens sang – det er "Papirsklip" for fuld udblæsning, mens holdet varmer op med en gang fodbold og så nogle gående runder med knæløft og andre udfordringer.

"Livstræet" er næste nummer: "Lad dem lege i Livstræets krone, lad den føle, at livet er stort", lyder det, og der er stadig skruet så højt op, at energien når langt ind i kroppen. Man får lyst til at bevæge sig!

Det er tirsdag eftermiddage året rundt, at parkinson-bokseholdet i Bokseklubben Sct. Jørgen i Holstebro mødes til fysiske udfordringer og givende fællesskab. Holdet er vigtigt for klubben, og i dag er her ti parkinson-ramte mænd og to kvinder.

Efter opvarmningen samles de om 12 boksebolde, som hænger på række. Og over hele linjen bliver der gået til sandsækkene.

47-årige Lone Nielsen havde aldrig drømt om, at hun skulle komme til at gå til boksning. Men nu har hun været med på holdet siden november 2022. Hun fik konstateret parkinson i maj 2022, og det kom ikke som en stor overraskelse, selv om de fleste parkinson-ramte er mænd og ældre end hende. 

"Min far har det, og min farfar havde det også. Min far fik det konstateret som 65-årig og som den eneste af syv søskende. For mig var det første tegn, at jeg mistede lugtesansen, da jeg var 40 år, men da vidste jeg ikke, at det var det. "

"For et par år siden begyndte jeg at få mistanken, fordi mit hjerte nogle gange slog mærkeligt, og min vejrtrækning var påvirket, men lægerne troede, det var astma. Efter et par måneder begyndte mit ene ben at ryste, men jeg tænkte, det skyldtes astma-medicinen," fortæller Lone, der også havde andre symptomer, som at tæerne på den ene fod knugede sammen, og at fingrene på den ene hånd ikke altid kan bukkes.

Det var både en begmand og en afklaring for hende at få diagnosen. 

"Jeg blev ked af det, men så gav alle symptomerne mening."

Der er håb

Henne ved bokseboldene skal holdet ikke bare slå på sandsækkene, de skal også bruge stemmen og hovedet samtidig. For træningen er både fysisk og mental. Det er styrketræning, og det er hjernetræning.

Træneren Brian Pedersen overdøver nu Gasolins "Rabalderstræde": "Hip, hip, skift", lyder det, når alle skal træde hen til sækken ved siden af. Ud over at skifte plads skal deltagerne desuden en efter en råbe deres navn med efternavnet først og herefter deres postnummer og vejen, de bor på – samtidig med at de slår til boksebolden. Og så skal der slås: "To højre, to venstre, to venstre, en højre, to venstre, en venstre", siger Brian – og så videre.

Lone bliver "glad i låget" og også mere end det af at komme til parkinson-boksning: 

"Man får det hele arbejdet igennem. Hele kroppen og også stemmen. Vi skal råbe tingene undervejs, fordi stemmen også kan blive ramt, når man har parkinson, og det her styrker den. Man bliver udfordret både fysisk og mentalt på en gang – vi skal stramme fjederen her," smiler hun.

Her er der ikke noget med at sidde og være svag, forklarer hun, og fællesskabet er hun også rigtig glad for.

"Når jeg går herfra, er jeg ligesom strammet op. Det giver energi. Man bliver ny af at være her. Medicin har afhjulpet symptomerne, men giver bivirkninger."

Lone bliver tit træt i hverdagen, og hun er blevet langsommere, hvilket generer hende en del. Hun er gift, har to børn på 12 og 15 år og arbejder fuld tid som laborant, men hendes mand laver nu mere derhjemme.

"Det er rart, selv om han mener, jeg bare finder på flere ting, der skal gøres, når han hjælper til," siger Lone med et smil.

Hendes store håb er at forhale processen, så parkinson-sygdommen ikke skrider for hurtigt frem.

"Det hjælper træningen med til, er jeg sikker på. Jeg bruger også appsene "Impulse" og "Lumosity" til at træne hjernen. Og så håber jeg at ramme den rigtige medicin, så jeg bare kan leve. I hvert fald syv-ti år endnu, før det måske bliver værre, og det er der også håb for."

Hjertet er med

Inga Andreassen på 64 år er holdets hjælpetræner, men hun er her oprindelig, fordi hendes mand, Carsten, 67, har gået på holdet fra dets start for cirka tre år siden.

Carsten fik konstateret parkinson i 2009. Nu er han desværre blevet så dårlig, at han er flyttet på plejehjem. Men han synes, det hjælper at komme til parkinson-boksning, og vil meget gerne af sted hver uge, så Inga henter ham hjemme i Ringkøbing, og så kører de til Holstebro.

"Carsten glæder sig altid til tirsdag, fortæller Inga. Han synes, det er dejligt at komme af sted og få sig rørt og være med til noget sammen med andre."

I begyndelsen så Inga til eller drak kaffe med en veninde, mens Carsten trænede, men da hun er tidligere fitness-instruktør, sagde hun ja til at blive hjælpetræner på holdet.

"Og jeg kan godt lide at hjælpe. Det er et rigtig fint tilbud, bokseklubben har, så det vil jeg gerne støtte op om."

Træneren Brian er frivillig, han er uddannet til at træne parkinson-ramte, og han er her også af en grund. Eller faktisk af flere. Den ene er, at han er et idræts-menneske, som interesserer sig for træning:

"Man har fundet ud af, at boksning virker godt mod parkinson. Kryds-bevægelserne og rotationen i kroppen har en gavnlig effekt for hjernen," fortæller han.

Inde bag trænertrøjen er hjertet med.

"Min storebror døde med parkinson, så jeg tænkte, at det her måtte jeg hjælpe med," siger han. 

"Det er sådan et positivt hold at hold at have. Her er en god stemning, og det er vigtigt. Vi kan godt tåle at sige noget til hinanden, og folk tager kampen op her. De bliver ved, og det har jeg virkelig respekt for. Det er en fornøjelse at være med til, og det er også inspirerende og lærerigt for mig."