"Min mand synes, det er noget pjat, at jeg gerne vil leve sundt"
SPONSORERET indhold

"Min mand synes, det er noget pjat, at jeg gerne vil leve sundt"

Luise Thye-Østergaard oplever, at mange kvinder, der gerne vil leve sundere, møder modstand hos partneren, som har svært ved at se fidusen i flere grøntsager og løbeture tre gange om ugen. Eksperten tager fat i problematikken og giver gode råd til, hvordan du eller I kan få en ny, sund start – som et team.

Foto: Getty Images
22. nov. 2019 | Sundhed | ALT for damerne

Elsebeth er kommet hos mig længe, og ofte har hun sagt, at hun ved, hun er nødt til at omlægge sin livsstil og give sit liv en sund overhaling. Simpelthen fordi hun kan se på sig selv, hvordan helbredet skranter. Nu sidder hun her igen en ganske tidlig morgen. Og denne gang mener hun det for alvor.

"Se på mig! Min hud er tør og rødmosset, mit hår er mat, og mine øjne stråler ikke længere. Jeg er simpelthen så træt af at se på mig selv, og jeg er mere end klar til at flette noget sundhed ind i mit liv. Men da jeg fremlagde det for min mand den anden dag, så så han skeptisk på mig og sagde, at det var noget pjat. Han nærmest fnøs, da jeg fremlagde ideen."

Elsebeth ser ned, og jeg kan se, hvor ked af det, hun er.

"Nu har jeg endelig – efter alle de år – taget mig sammen til at gøre noget ved det. Ja, faktisk føler jeg mig mere klar end nogensinde, og så er dét hans reaktion. Hvorfor kan han ikke støtte mig og se værdien i, at jeg får det bedre med mig selv?"

Læs også: ”Min mands vrede styrer alt derhjemme”

Det kræver tid og kræfter

Jeg oplever mange kvinder, der, ligesom Elsebeth, kommer til mig og er frustrerede over, at deres mænd ikke bakker dem op i ønsket om at være mere sunde.

Og jeg forstår godt deres behov for at føle opbakning til projektet, for det kan være rigtigt svært at finde både tiden og motivationen til at omlægge en fasttømret livsstil. Sundhed er ikke noget, der bare opstår med et trylleslag. Det tager tid og kræfter. Og det er svært at mobilisere de to ting, hvis dit bagland modarbejder dine gode intentioner.

Skal du have succes med en sund livsstilomlægning, er det vigtigt, at folk omkring dig støtter op og også gerne tager del i at skabe en bedre og sundere platform for hele husstanden. I skal sætte tid af til at øve sundhed, og når værdien af indsatsen så viser sig, vil I se, at det er det hele værd.

Læs også: Så meget forbrænder du på sex, løb & cykling

Sundhed er win-win

Jeg ser på Elsebeth og stiller hende et spørgsmål.

"Hvad skal der til for, at din mand bliver positivt indstillet overfor ”Projekt Mere Sundhed”? Er det for eksempel, at han skal vide, at du bliver smukkere, at du får mere energi, at der bliver mere overskud til sex eller …?"

Hun dvæler længe ved spørgsmålet, og så svarer hun:

"Han vil nok blive glad for, at jeg har mere overskud i hverdagen og i soveværelset."

"Så hvordan vil du have det med at gå hjem og fortælle ham, at dét også er din motivation for at gå ind i sundheden?"

Elsebeth kan sagtens se ideen i at vende projektet til noget, der også kommer hendes mand til gavn. Og efter vores samtale går hun hjem og serverer sin nye indsigt for ham. At hun gerne vil fokusere mere på sin sundhed, så hun samtidig kan give mere til ham.

Nogle dage senere hører jeg fra Elsebeth. Hun er sammen med sin mand begyndt at lægge en plan for, hvordan de kan finde en måde at skabe fælles værdi igennem sundhed. Og manden er nu helt anderledes positiv.

"For som han siger til mig, Luise: Det er jo fantastisk, at man kan se frem til en gulerod ved at leve sundt."

Anbefalet til dig