Sundhedsbølgen er over os, men er vi går for langt?
Foto: Rasmus Juul Sundhedsbølgen er over os, men er vi går for langt?

Sundhedsbølgen

"Det er tabu at træffe usunde valg"

Vores fokus på sundhed er kommet ud af kontrol, mener forskere bag en ny bog.

Det er hverken din viljestyrke, dit BMI eller dine evner på yoga-måtten, den er gal med, hvis du ikke magter at leve op til kodekset om at være sund og lykkelig i døgndrift. Sundhedsdyrkelsen er tilsyneladende kørt af sporet. De sidste tyve års fokus på at toptune kroppen og på at skulle være mentalt på dupperne, rammer os i nakken som en boomerang.

– Vi er nået til et punkt, hvor man er et mislykket menneske, hvis man ikke er sund, glad og i det hele taget forstår at passe på sig selv. Sundhed er blevet et moralsk anliggende, siger den svenske professor Carl Cederström, der til daglig underviser på Stockholm Universitet og er aktuel med bogen "The Wellness Syndrome" (Forlaget Polity). Efter hans mening er det mest åndssvage, at vi ikke engang er blevet sundere eller gladere af at jagte lykken og den perfekte krop. Tværtimod.

– Ansvaret for at skulle være vellykket, sund og lykkelig tynger åbenbart, ligesom det dæmoniserer alle dem, der ikke kan være med i ræset.

Hvorfor?
– Fordi sundhed umiddelbart ser ud til at være meget personligt, man går jo op i sin og måske sin families sundhed, dyrker kroppen, helbredet og den personlige udvikling. Alt sammen for at få et bedre, sundere og længere liv. Men det er bare ikke kun nogle få, der går på detox, dyrker yoga og bytter midtvejskrisen ud med en ambitiøs triatlonplan og en vanvittigt dyr cykel eller jager lykken i form af selvhjælp og økologisk levevis. Det er blevet det nye normale, og det er udtryk for en helt bestemt individualistisk tankegang. Den del gør sundhedsbølgen interessant på et overordnet, filosofisk plan, netop fordi alle føler sig specielle, samtidig med at de udefra set gør præcis det samme, og det passer tilfældigvis også både vores arbejdsgivere og politikere rigtig godt.

Bogens vigtigste pointe er, at medaljen har mange bagsider. Vi er begyndt at slå os på både vores egne og samfundets holdninger til sundhed.

– Voksne kvinder flover sig over at blive set med uøkologiske varer i indkøbskurven, fordi sundhed er status og vores sundhedstilstand en slags spejl af, hvor kapable vi er som mennesker, mødre og samfundsborgere. Det er tabu at træffe usunde valg, siger han og tilføjer, at han selv lagde cigaretterne på hylden for nogle år siden og spiller tennis et par gange om ugen for at holde sig i form.

– Det opfatter jeg som ganske almindelig sund fornuft, for selvfølgelig forpligter det at have den viden om sundhed, de fleste af os har om at for eksempel rygning og overvægt gør én syg. Det er ikke det, jeg er ude efter. Det handler om den supersundhed, som pludselig er blevet "det nye normale" og et pres.

I bogen beskriver Carl Cederström og hans engelske kollega Andre Spicer som de første en lang række forhold i USA, England og Sverige, der peger på, at det at "have det godt" i vores tid er blevet det samme som at være god, en slags religion. Alene de udtryk, vi bruger om sundhed. Man har for eksempel "god samvittighed", når man har trænet eller spist sundt, og man "synder" med kage og kalder sygedage for pjækkedage.

– De kvinder og mænd, der formår at leve op til alle kravene om at være sunde fra inderst til yderst, har kronede dage, men rigtigt mange bliver dæmoniseret af den form for klassesystem, hvor sundhed er lig med prestige. Dem, der ikke kan få job, mangler initiativ, er udstyret med dårlige gener og ikke er i stand til at foretage det kvantespring, der skal til for at flytte sig op i en højere "sundhedskaste". Sundhed er nærmest blevet en vægt, man vejer folk på, og hvis du ikke er sund, glad og i det hele taget forstår at passe på dig selv, bliver du fundet for let. De "onde" er dem, der er tykke, ikke magter at tage ansvar for sig selv og deres helbred og tilværelse.

– Vores bog handler om sundhedsfanatismen og stiller dybest set spørgsmålet: Hvordan skete det her? Ville Jean Paul Sartre mon være gået på en regnbuediæt? Hvor ville vores kultur have været uden de tykke, de sindssyge, alkoholikerne og samfundskritikerne, som vi indirekte og direkte mobber i samfundet i dag? Både i England, USA og Sverige, som er de lande, vi har beskæftiget os med – og sikkert også i Danmark, er sundhed nærmest et mål i sig selv. Det at dyrke sig selv og sin krop er en helt legal hobby, ikke engang noget man skammer sig over eller synes er selvoptaget.

– Det er sjovt, for ingen taler om narcissisme, måske fordi det bare er så indarbejdet i vores samfund i dag. I 1979 beskrev Christopher Lasch fænomenet i bogen "Narcissismens kultur – et samfund i opløsning", og et samfund, hvor al aktivitet er styret af en hedonistisk trang til at opnå symboler på rigdom, og hvor selv søvn, sex og religion mister deres frigivende evner. Det er i bund og grund det, "The Wellness Syndrome" handler om.

Går til morgendansefester
En ting sundhedsdyrkelsen helt klart mangler, er ifølge Carl Cederström: humor og selvironi. Man tager sig selv og sin krop alvorligt, som om man var en slags superstjerne.

– Selv vores nattesøvn, som burde være en ret naturlig ting, skal nu endevendes, siger Carl Cederström og henviser til fænomenet selvtracking, hvor man for eksempel bruger sin mobil til at måle, om man nu har sovet godt og fået tilstrækkelig dyb søvn.

– Det er selvfølgelig absurd. Vi er jo ikke dumme, så vi ved jo godt, at det er lidt latterligt, når vi måler søvn, går til coach for at få svar på ting, vi sagtens selv kan svare på, eller absolut skal dyrke triatlon, selvom vi er i 40'erne. Vi undskylder os med, at det jo bare er for sjov, og fordi vi "får det bedre". Men det overdrevne fokus på mig og min krop forhindrer os i at se det større billede. Hvad er det for en verden, vi har skabt? Hvad er det for en lykke, vi hele tiden jager? En anden skør ting, Carl Cederström og hans makker stødte på, er såkaldte morgen-dansepartyer, som er blevet meget populære i storbyer i USA og London, og der findes også "partyer" i København.

– Folk mødes for at "feste", før de går på arbejde, og det lyder egentlig umiddelbart som en sjov ide og helt tilforladeligt. Men det understreger min pointe, nemlig at livet bliver mere og mere konstrueret i sundhedens navn. Sundhed er målet i sig selv. Til de morgendansefester handler det om helt bevidst og næsten kynisk at bruge den viden, vi har om kroppen, for eksempel at den producerer endorfin og andre velværestoffer, når vi danser. Altså danser vi – uanset om vi har lyst, bare fordi det gør os glade og giver energi til arbejdsdagen, siger Carl Cederström. Et andet eksempel er "latterterapi", hvor man griner – uden andre jokes end måske én selv.

– Det er i sidste ende udtryk for en slags "greed for joy". Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om den dreng, der løber og spiller fodbold, også hele tiden tænker:
"Er jeg lykkelig nu?".

Griner af "De unge mødre"
I skyggen af den veltrænede krop med sixpack og stenalderkost tegner sig et andet billede. Når vi for eksempel sætter os foran tv'et, hvor vi ifølge Carl Cederström slipper

dæmonerne fri og svælger i reality-programmer med svært overvægtige og mennesker, der falder igennem socialt som eksempelvis "Americas Biggest Looser" eller "Honey Boo Boo" eller de danske pendanter som "De unge mødre", "Familien på Bryggen" og "Luksusfælden". – Samtidig med at vi dyrker sundheden, elsker vi at forarges over dem, der ikke gør. Det er halvdelen af fornøjelsen, mener Carl Cederström:

– Vi taler om helt banal, klassisk freudiansk projektion, hvor vores egen dybtliggende angst for at være tykke, triste og ude af stand til at tage føringen i vores liv personificeres i andre, som vi så kan grine af eller væmmes over.

Også på arbejdspladserne i USA fungerer sundhed som et udskillelsesløb. Der er virksomheder, hvor man ikke vil have overvægtige medarbejdere, og nogle steder er man er holdt op med at ansætte rygere. Der er sågar helt lovligt krav om, at man skal aflevere urinprøver, så arbejdsgiveren kan se, om de ansatte ryger i smug alligevel, fortæller Carl Cederström.

Han ser som sagt fikseringen på sundhed som et filosofisk og socialt fænomen. Hans trumfkort er, at uanset hvor sunde vi end bliver, kan vi jo stadigvæk risikere at blive syge, få kræft eller en depression. "Vi er stadigvæk bare mennesker, ikke guder, selv om vi prøver", som han siger. Og så går hans bekymring på, at sundhed i den vestlige verden i stigende grad også på en diffus måde involverer også vores psykiske tilstand. – Vi skal nemlig ikke bare være i god fysisk form. Vi skal også være glade, samarbejdsvillige og omstillingsparate. En vigtig del af sundhedsbølgen er hele new age-tankegangen med coaching, selvudvikling, yoga og potentialekurser. Der bliver jongleret frit med begreberne, og positiv psykologi er i de senere år blevet fremstillet som eksakt videnskab, hvad det ikke er. Hele grundtanken, at "du kan, hvad du vil...", passer jo ikke, og vi ved det egentlig godt hver især. Det uhyggelige er, hvor meget tankegangen alligevel gennemsyrer hele vores måde at tænke på. Både den måde, vi tænker om hinanden og os selv.

– En af de ting, vi fremhæver i bogen, er den måde, de politiske kræfter udnytter det her på. Det passer politikerne og arbejdsgiverne godt. For hvis man kan få folk til at føle sig ansvarlige for deres egen lykke og sundhed, slipper samfundet jo for at gøre det. Der var et kæmpe rabalder i avisen The Guardian i England, fordi man fandt ud af, at den tidligere britiske premiereminister David Cameron i 2012 havde hyret formanden for Positiv Psykologi David Seligmann på sit lands vegne for at prøve at overføre principperne fra positivt drevne virksomheder til et helt folk. Samtidig med, at han med den anden hånd indførte et system, hvor man belønnede sundhedsmedarbejdere for at sluse dagpengemodtagerne længst ned i hierarkiet og samtidig give dem indtryk af, at det var deres eget ansvar.

Hvor er meningen?
Et eksempel i bogen handler om det paradoksale i, at når vi så rent faktisk bliver syge eller ikke længere kan følge med, kan det næsten være en lettelse.

– Den norske forfatter Karl Ove Knausgaard har beskrevet det genialt i sin bog "Min kamp", hvor han brækker benet i en fodboldkamp med vennerne og derfor er henvist til sofaen. Det er en kæmpelettelse for ham ikke at skulle præstere og være på. Det er lige før, det er "lykken", siger Carl Cederström. I virkeligheden er stress og sygdom måske vores største gave, fordi det giver os lidt fred.

En anden gave er ifølge Carl Cederström den måde, den yngre generation ser på selvoptagetheden på.

– Men normaliseringen – for den kommer, og den er på vej – finder vi hos den yngre generation, som netop er vokset op med 100 procent individualitet, siger Carl Cederström, der underviser universitetsstuderende.

– De er trætte af det. De leder efter kollektivitet og mødesteder, efter meningsfuldhed. De søger for eksempel ind i kunsten. Det er, som om de siger: Der må være noget bedre end det her? Skal det kun handle om produktivitet? De stiller alle de gode spørgsmål, som for eksempel hvad skal vi med al den sundhed og al den viden om sundhed? Hvor er etikken henne? Selvom vi har al viden i verden, er der stadigvæk folk, der spiser sig i døden, og andre, der ikke har mad nok. Og hvorfor har vi stadigvæk ikke hjulpet folk med ebola i Afrika?

Betyder det så, at vi går fra selvoptagethed til altruisme?
– Nej, det ville ellers være oplagt at erstatte én form for meningsfuldhed med en anden. Men det er jo bare som at flippe mønten om på den anden side, ligesom rige mennesker, der pludselig sælger alt for at leve som buddhister. Den værste vi kan gøre, er at gøre det modsatte. Ellers bliver det nye "perfekt" bare at være uperfekt, siger Carl Cederström, der mener, at det i stedet bør handle om at undgå ekstremerne og finde en balance. Med andre ord: Bevæge sig ned ad den gyldne middelvej.

– Jeg tror, at de unge og måske lidt selvransagelse som den, vores bog lægger op til, kan give os alle sammen et skud "sund fornuft", så vi får et nuanceret forhold til sundhed, og så forsvinder dæmoniseringen af de svage og usunde helt automatisk.

"The Wellness Syndrome" omtales eksklusivt i ALT for damerne og TIME Magazine.

LÆS OGSÅ: Slankekur: Hvornår virker de, og hvornår virker de ikke?

LÆS OGSÅ: Så meget skal du bevæge dig for at være sund

LÆS OGSÅ: Mille testede Thomas Rhodes stenalderprogram for en dag

"The Wellness Syndrome"



Med "The Wellness Syndrome" beskriver den svenske professor Carl Cederström og hans engelske kollega André Spicer vores nye religion: Sundheden. Efter deres mening dyrker vi kroppen og sindet i en jagt på supersundhed, men samtidig med, at vi føler os fri til at "gøre, som vi vil", er vi mere spændt for end nogensinde. Vores "sundhedssyge" kommer i bund og grund politikere og arbejdsgivere mest til gode, fordi de slipper for ansvar og brok, og fordi vi har så travlt med at pille os selv i navlen, at vi holder mund. Ifølge Carl Cederström er der tale om en slags samfundsortoreksi "hvor vi i afmagt over for økonomien og frygt for fremtiden begraver os i os selv og kroppen".