ผัดไทย
Overskriften betyder pad thai, hvis du kom i tvivl. En klassiker - både henne på Eastern Corner på Sølvtorvet og i Thailand. I sidste uge fik jeg besøg af min kære veninde Susanne, der er flyttet over til Kaptajnen i Odense. Denne gang var det med overnatning på 'prinsesseværelset', som mit gæsteværelse bliver kaldt i min omgangskreds. Og det skulle fejres.
Mine smagsløg hungrede efter thai-mad, så jeg besluttede mig for at kaste mig ud i mit livs første hjemmelavede pad thai. Jeg fandt en opskrift på mit yndlings-inspirations-site, www.waitrose.com - men som det madøre, jeg er, begyndte jeg selvfølgelig fluks at customize den. Susannes mave blev glad, og det gjorde min også - så her er min version:
Pad thai til to
3 spsk fiskesauce
3 spsk tamarindpasta
3 spsk brunt sukker (muscovado eller farin)
1-2 tsk chiliflager
3 fed hvidløg, revet på det fine rivejern
200 g tigerrejer, pillede og uden hale
2 spsk neutral olie
2 bundter forårsløg, skåret i skiver
1-2 æg, sammenpiskede
150 g bønnespirer
150 g risnudler (dem, der ligner linguini)
To store håndfulde peanuts. grofthakkede
En håndfuld thaibasilikum, revet i store stykker
Udblød nudlerne i kogende vand i 5-6 minutter. Rør fiskesauce, tamarindpasta, brunt sukker og chiliflager sammen i en skål og stil til siden. Varm olien op i en wok og steg rejer, hvidløg og halvdelen af forårsløgene et par minutter. Hæld vandet fra nudlerne og kom dem ned i wokken sammen med saucen. Vend rundt og skub nudlerne til side. Hæld æg i wokken og lad det stivne let, inden du blander det med nudlerne. Tilsæt bønnespirerne og resten af forårsløgene og rør rundt en sidste gang. Fordel blandingen i to tallerkener og pynt med peanuts og thaibasilikum. Læg eventuelt flere bønnespirer ved siden af.