36-årige Mathias har haft tre hjertestop: ”Jeg kan ikke åbne mine øjne eller bevæge min krop”
36-årige Mathias Skov Rasch har været død. Faktisk tre gange. Men hvordan lever man, efter man har været død? Det taler han og journalist Cille Lewinsky om i podcasten "Cille er bange for at dø".
36-årige Mathias Skov Rasch har haft tre hjertestop. Nu fortæller han for første gang om at leve, efter man har været død.
Det sker sjældent.
Så sjældent, at 36-årige Mathias Skov Rasch ikke engang indgår i alle statistikker.
For fire år siden – i en alder af 32 år – fik han sit første hjertestop og er hermed en ud af 35 danskere under 35 år, der ifølge tal fra Dansk Hjertestopregister årligt får et hjertestop uden for hospitalet.
Siden har han haft to mere og lever i dag med en slags indopereret hjertestarter, der med stød sætter hjertet i gang igen, hvis (eller når) det svigter.
I fjerde afsnit af podcastserien ”Cille er bange for at dø” fortæller Mathias Skov Rasch om at have været død og leve på den famøse ”anden side”.
For selvom han ikke er meget for klichéerne, der nærmest per automatik følger med, kalder han sig selv ”heldig”.
”Jeg ved ikke, om man bliver spirituel, men jeg havde en eller anden følelse af: Jeg skal ikke sidde herhjemme og vente,” siger han i podcasten om den oktoberdag i 2016, han fik sit første hjertestop.
Egentlig skulle han have siddet derhjemme og ventet på en ny bil, men "noget" sagde ham, at han skulle køre mod arbejdet på TV2, fortæller han.
”Og ikke for at sige, at der er mere mellem himmel og jord, men det skulle ikke være mig, der bare blev fundet derhjemme. Jeg skulle være et sted, hvor nogen kunne gøre noget.”
Det sidste, jeg husker
Annonse
Mathias Skov Rasch arbejdede på daværende tidspunkt som journalistpraktikant på TV2, men havde fri fra arbejde. Alligevel valgte han at køre ind på Kvægtorvet i Odense for at spise frokost med en kollega og deltage i et møde.
Det er det sidste, han husker.
Resten har han fået fortalt af de kollegaer, der fik hjertestarteren i gang, sygehuspersonalet, der tog imod ham og lagde ham i koma, og familien, der efterfølgende så ham.
”Jeg husker, da jeg ligger på intensivafdelingen, at der er helt mørkt. Jeg kan ikke åbne mine øjne. Jeg kan ikke bevæge min krop. Og jeg ved ikke, hvad jeg laver. Men jeg kan høre, at der er en anden person, der græder, og så er der noget, der siger mig, at den person har været i en alvorlig ulykke – formentlig en bilulykke. Der står nogen og fortæller ham eller hans pårørende, hvor alvorligt det er. Jeg tænker: Det er helt sygt det her – om det er en drøm, eller hvad det er, så er det helt forkert. Men jeg aner ikke, hvor lang tid, der er gået eller noget,” fortæller Mathias Skov Rasch og fortsætter:
”Det første, jeg så egentlig husker, er, da jeg kommer op på en stue og slår øjnene op til min mor og mine søstre og min kæreste, som sidder rundt om (mig, red.), og der står en læge og siger: ”Kan du sige dit navn?” Jeg forstår ikke, hvad jeg laver der, men jeg finder hurtigt ud af, at der er sket noget inde på arbejdet.”
Som et sort hul
Efter sit første hjertestop fik Mathias Skov Rasch indopereret en ICD – en udvidet pacemaker, der kunne sætte hjertet i gang igen, hvis det skulle blive nødvendigt.
Foruden det så alt fint ud. Hjertet fejlede ikke noget, lød beskeden fra lægerne.
Men to måneder senere fik han endnu et hjertestop på en ferie til Dubai. Og i 2017 fik han sit tredje, mens han sov.
I dag ved lægerne stadig ikke, hvorfor en ung mand som Mathias Skov Rasch er blevet ramt af ikke blot et, men tre hjertestop. De sammenligner det med ”et sort hul i rummet”:
Annonse
”Det opstår ud af ingenting, og så forsvinder det igen,” siger Mathias Skov Rasch.
”Jeg kan jo kun stole på det, de siger.”
Men hvordan kan man leve med den uvished? Hvordan tør man, når man ved, at det kan gå galt? Og hvordan er det egentlig at have været død?
En podcastserie om at have livet foran sig og alligevel være bange for at dø.
Cille Lewinsky er 26 år og prøver i denne serie at slutte fred med den angst, der har fyldt alt for meget de seneste år. Hun frygter dagligt at blive kørt ned, når hun cykler rundt i Københavns gader. Hun fyldes med angst, når hun hører om andres sygdom. Og hun har endnu aldrig set et dødt menneske – og gruer for den dag, hun gør.
I denne podcast taler hun med eksperter, der dagligt arbejder med døden, og med mennesker, hvor døden er skyggen, de aldrig kan slippe af med. Måske vil hun – og du – blive mere afklaret med, at vi alle ender samme sted; i jorden.
I fjerde afsnit af "Cille er bange for at dø" taler journalist Cille Lewinsky med 36-årige Mathias Skov Rasch. Han har haft tre hjertestop og lever i dag med en indopereret hjertestarter. Men hvordan er det egentlig at have været død? Og hvordan tør man at leve, når man ved, at det kan gå galt?
På denne side finder du alle vores seneste og bedste artikler med stærke mennesker, der har truffet spændende valg i livet.
Læs med om aktuelle emner og tendenser i samfundet. Få også inpiration og gode råd om parforhold, økonomi og jobskifter. Og søger du altid gode tips til din næste spiseoplevelse, kulturbegivenhed eller rejse?
Så er du havnet det rigtige sted.
For vi elsker at skrive om stort og småt i livet og hverdagen, så vi kan blive klogere, overraskede og måske (lidt) forbedrede udgaver af os selv!
Derfor kan du her finde artikler om alt det, der vedrører dit og mit liv. Hver eneste dag giver vi dig de nyeste tendenser og bedste tips på livsstilsfronten:
Fra det svære og tabubelagte til vigtige debatter eller sjove trends her og nu. Fra det nære og personlige til det store, underholdende og drømmende.
Uanset om du er på jagt efter et modigt karriereskifte, om du vil forstå andre mennesker bedre, du søger nye måder at beskue livet på, vil finde en god bog, podcast eller tv-serie, om du søger råd om kærlighed eller søger den perfekte gaveidé. Du kan finde nyt om det hele på siden her.
For vi bestræber os på at give dig de bedste artikler, der kan hjælpe til at gøre din hverdag lettere - og inspirere dig til at drømme større.