Når mænd bliver rost for at tage en tørn med ungerne og 5 andre tegn på, at de gamle kønsroller lever
Da vores klummeskribent overhørte en nybagt far prale af, at han aldrig havde skiftet en ble, slog det klik for hende.

Når mænd bliver rost for at tage en tørn med ungerne og 5 andre tegn på, at de gamle kønsroller lever

Da vores klummeskribent overhørte en nybagt far prale af, at han aldrig havde skiftet en ble, slog det klik for hende.

Af Amalie Nebelong

KLUMME: Som kvinde spekulerer jeg nogle gange på, hvordan det var at være kvinde dengang, hvor vi stod for alt, hvad der hed husligt arbejde? Nogle gange har jeg en fornemmelse af, at ikke så meget – som jeg gerne vil tro – har ændret sig. I dag står det bare ikke skrevet nogle steder, at de huslige pligter er kvindens opgave, selvom det i langt de fleste tilfælde er kvinden, der står for det meste.

LÆS OGSÅ: "Min venindes mand lå nøgen i min seng. Ved siden af mig"

Okay, mændene er kommet godt med. Især når det kommer til kulinarisk trylleri i køkkenet à la brødrene Price, hvor der ikke bliver sparet på kød og smør.

Men hvad med alle de lavpraktiske ting, der ikke er særligt fancy? Som at købe toiletpapir og skrubbe toilettet eller vide, hvor vaskekludene er eller at sønnike trænger til at få skiftet underbukser?

LÆS OGSÅ: "Jeg er ikke min kones slave, og jeg skal heller ikke underkaste mig"

Nogle gange synes jeg, det lader til, at vi kvinder stadig er dem, der styrter rundt derhjemme, selvom vi arbejder ligeså meget som vores mænd. Og den tanke har fået mig til at tænke over nogle situationer, hvor jeg i særlig grad er blevet mindet om, at vi kvinder stadig har hovedrollen ved kødgryderne.

1. Manden ligger på sofaen
For nylig interviewede jeg en fremtidsforsker til en artikel, og hun sagde på et tidspunkt noget i retning af, at det er kvinderne, der bestemmer, hvilken sofa, der skal købes, men at det er mændene, der ligger i den, mens kvinderne styrter rundt og ordner praktiske ting. Jeg synes ikke, den udtalelse er helt forkert.

2. Har aldrig skiftet en ble
Heldigvis er vi (næsten) ligestillede hjemme hos mig. Men sådan er det langt fra i alle husholdninger. Selvom vi kvinder nu arbejder ligeså meget som vores mænd, så er der rigtig mange hjem, hvor manden ikke tager en tilsvarende bid af kagen, når det kommer til huslige pligter. Forleden overhørte jeg en samtale mellem to mænd, hvor den ene var en nybagt far. I et nærmest stolt toneleje fortalte han sin buddy, at han aldrig havde skiftet en ble på sit barn. Næh, hvor er du dygtig – måske skulle DU have en ble på!

3. Kvinder vil skilles
En parforholdsekspert gjorde mig for nylig opmærksom på, at den mest almindelige skilsmissegrund er konflikter omkring arbejdsfordelingen i hjemmet. Med andre ord føler kvinder ofte, at de står for det meste derhjemme med børnene og så videre, og det gør dem så frustrerede, at de søger om skilsmisse.

4. Nyder at hænge vasketøj op
Ovenstående fakta får mig i høj grad til at føle, at vi kvinder stadig er husmødre (ud over at vi også er karrierekvinder). Men når jeg står på loftet og nyder en stille stund, væk fra skrig og skrål, med at hænge vasketøj op, ER jeg virkelig en husmor (for et kort øjeblik i hvert fald).

5. Mændene drak, og kvinderne passede børnene
I sommers havde en bekendt, der er mor til to, været i sommerhus med sin mand og nogle fælles venner, der også havde to børn med. Dagligt udspillede følgende scenarie sig, når eftermiddagen meldte sig: Mændene drak den ene øl efter den anden, mens de sad i havestole og nød solskinnet, mens kvinderne tog sig af børnene og startede på aftensmaden. Min bekendte kunne mærke, at det ikke generede den anden kvinde, at mændene opførte sig som om, de var alene på weekend, så hun orkede ikke at nævne det og dermed måske skabe "en dårlig stemning". Som om det var hende, der ville have været skyld i den dårlige stemning!

6. Flere kvinder bliver stressede
Forleden læste jeg i Politiken, at kvinder, i langt højere grad end mænd, får stressdiagnoser. Især kvinder i den aldersgruppe, hvor de typisk har små børn. Kunne det måske hænge sammen med, at vi styrter så meget rundt, som vi gør derhjemme, samtidig med, at vi arbejder fuldtid? Og når der bliver kastet børn ind i puljen vokser mængden af praktiske opgaver eksplosivt – hvormed vores opgaver i hjemmet bliver mangedoblet.

Heldigvis er der masser af mænd, der er gode til at ordne ting omkring hjemmet. Og kvinder kan også sagtens være nogle rodehoveder! Og ofte sætter vi kvinder også barren for højt, så mændene slet ikke kan forventes at følge med på samme niveau med at farvekoordinere vores børns tøj og sortere legetøjet minutiøst.

Men min opfattelse – efter at have talt om netop dette emne med utallige kvinder gennem årene – er, at kvinderne i langt de fleste husholdninger med børn er dem, der lige husker de der små detaljer, der får det hele til at glide. Og det burde vi få anerkendelse for. For der ligger et stort arbejde i hjemmet, som er svært at negligere. Og det kunne være rart, hvis det blev fordelt mere ligeligt mellem kønnene, så det nogle gange kunne være mig som kvinde, der lå og rodede rundt på gulvet med mine unger, mens min mand foldede vasketøj sammen.

LÆS OGSÅ: 7 tegn på at du giftede dig med den rigtige

LÆS OGSÅ: Privatdetektiv: ”Når folk ringer til os om utroskab

LÆS OGSÅ: Her er årsagen til, at kvinder og mænd misforstår hinanden

Amalie Nebelong:

Født i 1984.

Cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og freelancejournalist hos Egmont. 

Bor på Østerbro i København med sin mand og to børn.

Se, hvad vi ellers skriver om: Parforhold