Alberte Winding om sin generation: ”Vi skal tie stille, netop fordi vi kan rykke os”
Foto: Les Kaner Alberte Winding er aktuel med erindringsromanen "Småt Brændbart" om hendes egen snørklede vej fra barn til voksen.

Alberte Winding: "Pludselig kigger man ud over sit liv som et landskab og bliver rørt"

Romanaktuelle Alberte Winding kigger tilbage på sin ungdom på Martha’s Vineyard i USA, der var præget af ensomhed og tabet af hendes mor. Men det var også her, hun opdagede sin stemme, mens hun passede børn og gjorde rent. I dag har hun fundet ro i udkanten af overgangsalderen og øver sig i at lytte til de yngre generationer.

Da Alberte Winding i begyndelsen af 80’erne opholdt sig tre år på øen Martha’s Vineyard på USA’s østkyst, havde hun det meste af livet foran sig. Fra hun var 16 til 19 år var hun kun hjemme i Danmark i korte perioder for at forny sit visum. Resten af tiden blev tilbragt over there. I den rå natur på øen, som babysitter og rengøringsdame hos velhavende mennesker, på det nyåbnede spillested Hot Tin Roof og med en kæreste, som var meget anderledes end hende selv. Alberte blev voksen på Martha’s Vineyard. Og det var der, hun fandt sig selv og den spæde begyndelse på sangerinden Alberte Winding. Det var en sårbar og formativ tid, som har sat sig dybe spor, og som hun nu har skrevet romanen ”Småt brændbart” om. En roman, der er stærkt inspireret af hendes egne oplevelser, men som også er krydret med en række kunstneriske friheder og lidt ”snyd og løgn”, som hun selv siger. Det er nemmere at skrive om sig selv, hvis man har en lille distance og en i princippet fiktiv hovedkarakter, mener Alberte, der i dag er 57 år og dermed – statistisk set – har det meste af livet bag sig. 

LÆS OGSÅ: Marianne Stagetorn: ”Han er mit livs gave og mit livs opgave"

– Jeg har taget udgangspunkt i min oplevelse på den ø og har haft det som skelet, så på den måde har det ikke bare været fordi, jeg gerne ville skrive om den tid. Det var også fordi, jeg gerne ville skrive en roman. Men jeg tror, at der helt klart er noget genetisk i forhold til hukommelse og alder. Pludselig står oplevelserne fra 80’erne meget tydeligt for mig, og det har de ikke gjort før. Jeg tror måske, at det handler om, at jeg tør lade det være her nu. Tidligere har jeg ikke været så glad for at kigge tilbage. Det har aldrig interesseret mig. Det har altid interesseret mig at komme videre og undersøge, hvad jeg skulle. Fremadrettet. Og det tror jeg egentlig også, at både bogen og pladen ”Martha’s Vineyard”, som jeg lavede tidligere på året, handler om. En undersøgelse. Jeg har ikke nogen konklusion, og jeg er ikke sikker på, at jeg når at finde ud af, hvad det hele handlede om, inden jeg dør. Men mens jeg skriver, forstår jeg noget om mig selv. Og så – knips – er det væk igen. Men jeg tror alligevel, at der er en lille smule, der lagrer sig undervejs. Det skubber lige til en masse ting i nutiden at skrive sådan en bog. Ting, jeg endnu ikke er helt klar over, hvad er, men jeg kan i hvert fald mærke, at der kommer en større accept af det at være menneske. Men også en større ydmyghed. 

Har du tidligere undladt at kigge tilbage, fordi det har været svært?

– Jeg har tænkt, at det var lige meget. Og jeg har virkelig tænkt, at det ikke interesserede mig. Men det er nok rigtigt, at der også har været et ubehag ved at gøre det. Jeg holdt ikke af mig selv i den alder, men ved at lave mig om til sådan en fiktiv figur, som er i bogen, så har jeg tænkt: Nå, men hende kan jeg vel lige så vel holde af, som jeg har holdt af alle mulige andre mennesker, jeg har mødt. Der er ikke noget specielt forfærdeligt ved mig, tror jeg. Det har jeg måske tænkt før. Jeg har tænkt, at hvor var jeg dog fjollet dengang, men med pladen og bogen har jeg erkendt, at ja, ja, jeg var da sikkert fjollet, men det er jo tilgiveligt. Og ja, jeg har da kvajet mig rigtig meget, men sådan er det at være ung. Det er ikke større end det. Men det er måske også en stor ting …?

Det lyder da som en stor ting pludselig at acceptere sig selv fuldt ud?

– Ja, og det tror jeg også, det er. Livet er så mange ting, og hvornår har vi tid til den slags overvejelser? Jeg har taget mig tiden nu ved at gøre det til mit arbejde. Ved at skrive. Og det har været godt. 

Vi sidder i Albertes sommerhus i Vejby. Der er kaffe i kopperne og udsigt over en stor mark. Alberte har tilbragt meget tid heroppe med sin familie siden marts, hvor landet lukkede ned på grund af corona. Hun er ikke så god til at passe haven, fortæller hun, men hun har hele sommeren gjort en dyd ud af hver morgen at gå rundt og hilse på blomster, træer og buske og røre lidt ved æblerne. For at mærke naturen helt tæt på. Normalt bor hun og hendes mand, Andreas, tæt på Nørreport station, hvor også Andreas’ søn, Tristan, har sin skole og sine venner. Men Alberte har nydt naturen heroppe på samme måde, som hun i sin tid virkelig elskede at bevæge sig alene rundt i naturen på Martha’s Vineyard. 

– Min kusine, Julie, og jeg tog til Martha’s Vineyard for at være babysittere hos Carol og George. Carol havde en søn fra et tidligere forhold til en dansk fotograf, og hun kendte noget af vores familie og havde givet udtryk for, at de fik en vanvittig travl sommer derovre og havde brug for hjælp. Jeg ville gerne, men det var alt for skræmmende at rejse derover alene, så jeg spurgte min kusine, om hun ville med. Så var vi i det mindste to, der var rædselsslagne. Jeg kom fra et meget venstreorienteret og udadreagerende miljø, og jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle i livet endnu, og hvordan der kunne være plads til mig i verden. Så USA-turen var både et arbejde, hvor vi skulle babysitte, men det var også en dannelsesrejse. Og det var helt vidunderligt. Der er simpelthen så smukt og rart på Martha’s Vineyard. Det er en ferieø, og det er jo altid skæggere at være i et sommerhusområde som ung, når man har et arbejde, for det er jo der, livet er. Vi var ikke sådan rigtigt sommergæster, vi følte, at vi hørte lidt til, fordi vi arbejdede. Vi havde også spillestedet Hot Tin Roof, som var vores feststed. Det var heldigt, for det er virkelig svært at være en 16-årig dansker i USA. Vi er jo vant til at feste, fra vi er helt unge, og det kan man kun på den forbudte måde i USA. Man må ikke drikke nogen steder, så man sidder i sin bil og drikker, men det må man heller ikke, og hvis man bliver opdaget, er det noget med bøder og sigtelser. 

alberte winding2.jpg

– Jeg elskede også naturen derovre. Der er sådan lidt vindblæst på samme måde, som der kan være i Nordjylland eller på skrænterne hernede ved vandet i Vejby. Og så er alle huse bygget af træ. De ligner fugle med grå fjerpragt. Der er enge med stengærder, hvor der går får. Der er strande med gyldent sand og klitter. Strande, hvor der næsten altid er bølger, og andre, hvor der som regel er blikstille. Der er meget krat og mange hybenroser, og der er en fisker-rustik stemning på havnefronten, fordi det er en gammel hvalfanger-ø. Jeg elskede at bade i Ice House Pond, en hemmelig og faktisk privat sø, hvor jeg svømmede rundt blandt små skildpadder, der stak hovedet op af vandet og kiggede på mig. Når jeg var der, følte jeg næsten en hel religiøs forbindelse med naturen. I Edgartown er de store, gamle huse blevet opkøbt af meget rige amerikanere, men det hele er meget nedtonet. Det er gamle penge. Og det har måske tiltrukket lige præcis Kennedy i sin tid. For nogle år siden blev jeg hånet lidt af en journalist som sådan en, der florerede i Tisvilde og på Martha’s Vineyard i sådan et overklassemiljø. Men jeg ser mig selv som virkelig det omvendte. Jeg var bare babysitter – og faktisk også rengøringskone flere steder – da jeg var på Martha’s Vineyard, og det var jeg helt frem til, at jeg udgav min første plade. Og faktisk også mens jeg lavede den næste plade. Der var jeg stadig nogens rengøringskone. Så det er det, jeg kan: Jeg kan synge og gøre rent. Jeg har ingen uddannelse, og min familie har aldrig haft penge. 

Hvordan havde du det, mens du var på Martha’s Vineyard?

– I begyndelsen var jeg jo stadig et barn. Jeg havde mistet min mor, da jeg var otte år, og min far og hans nye kone levede et liv, hvor de havde meget at kæmpe med selv. Mens jeg har skrevet bogen, tænkte jeg meget over teenageres ensomhed. Hvor mange teenagere er i virkeligheden ensomme? Det, man ser, som voksen, er jo teenagere, der holder sig for sig selv og lukker sig inde på værelset, men det er jo ikke sådan, man oplever det, når man ER teenager. Og det huskede jeg pludselig, mens jeg skrev. Man kan godt mærke, at man har mistet noget, når man er teenager. Fortroligheden med sine forældre. Det var i hvert fald tilfældet for mig, og derfor trak jeg mig meget væk fra min far og savnede ham samtidig helt utrolig meget. Men jeg følte mig ikke set. Jeg tror, at mange forældre har en tendens til at overse eller glemme, hvor svær overgangen fra barn til voksen egentlig er.  

Så du følte dig rent faktisk ensom – også i USA?

– Ja, det gjorde jeg helt sikkert. Jeg havde mit venskab med Julie, men hende slap jeg undervejs. Så fik jeg en amerikansk kæreste, men parforholdet kan også godt være ensomt. 

Kan du sætte flere ord på det?

– Vi var for det første pige og dreng, der skulle prøve at forstå hinanden. Det kan være svært nok. Og dertil kom, at vi var fra to forskellige lande. Fra to helt forskellige kulturer. Jeg forstod simpelthen ikke, hvordan hans liv var. F.eks. spurgte jeg på et tidspunkt, om vi ikke bare kunne tage hjem til ham. Og dermed til hans mor, som han boede hos. Det så jeg intet problem i. Men det gjorde han. Jeg har stadig kontakt med hans mor, og hun fortæller stadig anekdoten om, hvordan hun åbnede døren til hans værelse og så det her blonde hoved ved siden af sin søn. Hvordan hun lukkede døren igen og tænkte: Oh my God! Men hun rummede det faktisk, hvilket er sindssygt sjældent. Mange andre havde smidt mig ud eller råbt af sønnen, men der var hun virkelig cool. Men man skal bare ikke være sammen dreng-pige så tidligt derovre, og det var virkelig synd for ham, for det var fuldkommen naturligt for os at være sammen. Alt det fysiske er jo det nemmeste i virkeligheden. Det var det i hvert fald dengang. Men det sproglige og det åndelige var så svært for os. Jeg tabte mit sprog imellem to kulturer. Og derfor følte jeg mig også ensom i parforholdet. 

alberte winding3.jpg

Så du havde følt dig ensom herhjemme, men du følte dig også ensom i USA – det må have være hårdt?

– Ja, men det var trods alt nemmere at flygte ind i en tilstand, hvor jeg ikke skulle konfronteres med hverdagen, da jeg var i USA. Jeg kunne også godt lide den amerikanske energi. Hvis man sagde noget, bakkede folk det op. Jeg tog et managementkursus på et tidspunkt, hvor folk bare var sådan: ”Good for you! Du gør ikke bare rent, du vil noget med det!”. Og så hørte jeg mig selv sige, at ja, jeg forestillede mig at lave et rengøringsfirma med et par ansatte eller tre. På trods af den store finansielle krise i 80’erne var der stadig den der kapitalistiske you-can-work-your-way-up-tilgang til alt derovre. En tankegang, jeg slet ikke kendte fra det miljø, jeg kom fra. Jeg følte i lang tid, at alt kunne lade sig gøre i USA, og at intet kunne lade sig gøre hjemme i Danmark. Men i udkanten af min tid i USA opdagede jeg, at intet kunne lade sig gøre derovre, fordi jeg ikke var amerikaner, fordi jeg ikke havde nogen penge, og fordi jeg dermed ikke kunne tage nogen uddannelse. Dengang forestillede jeg mig sjovt nok ikke, at jeg skulle være sanger, selvom det jo altid er en mulighed at åbne munden, synge og finde et band. 

Men Alberte havde alligevel musikken i sig. Hun sang, når hun gjorde rent. Hun tror, at det var en form for overlevelsesmekanisme, for det gjorde hun også, da hun var lille og flyttede med sin far og hans kone til Ærø. 

– Der gik jeg nogle lange ture på markvejene og sang vildt højt. Jeg tror, at det var sådan en måde at mærke, at jeg stadig fandtes i verden. Og selvfølgelig var det også et udtryk for en eller anden sørgmodighed. Så jeg begyndte også at synge, når jeg gjorde rent for folk, men jeg troede ikke, at min stemme var fantastisk nok til at skabe en karriere. Og så alligevel ... For det er jo ikke det, det handler om, viste det sig senere. Men dengang var jeg kun interesseret i pop-soul-musik, og min stemme er bare virkelig ”hvid”, så jeg havde hele tiden en oplevelse af, at jeg ikke var dygtig nok. Sådan var det, indtil jeg fik børn og fandt ud af, at der også er en kvalitet i at have en stemme, der kan få et barn til at sove. Det var egentlig først der, jeg følte, at jeg trådte ind i en sangtradition, hvor jeg kunne tilbyde andre noget. 

LÆS OGSÅ: Renée Toft Simonsen: "Jeg endte med at få stress og angst af det"

Blev sørgmodigheden mindre, mens du var i USA, og blev du gladere?

– Ja, det gjorde jeg. Og nu, hvor jeg har skrevet bogen om hende, der delvist er mig, er jeg blevet opmærksom på, at hold da op, hvor er der meget liv i sådan en ung pige. Alt er nyt og spændende, alt smager fantastisk, og man bliver både forelsket og rasende. Det er meget livsbekræftende. Men melankolien var stadig til stede, også når jeg var glad. Når man som barn mister en forælder, sidder det i en hele livet. Man vil altid have let til tårer, og man vil altid have en mørk side også. I løbet af livet har det derfor givet mig en enorm glæde at blive overrasket over, at livet OGSÅ er fantastisk. Jeg bliver hele tiden overmandet af, at, jamen, det ER jo slet ikke så trist alt sammen. Jeg vågner stadig op hver morgen og tænker, hvad skal det hele da også til for, men ti minutter efter bliver jeg helt glad og begejstret over et eller andet. Hver dag bliver jeg overrasket over, hvor fedt det hele er. Så på en eller anden måde lever jeg stadig mellem de to yderpunkter. Mellem melankolien og den berusende glæde. Da jeg tog til USA, havde jeg en forventning om, at det skulle være my happy place. Og i den alder tror man, at hvis man er lykkelig nu, så vil det være sådan resten af livet. Sådan er det jo så ikke, finder man ud af, men så er det op på hesten igen. Når jeg ser tilbage, har jeg fået en energi med fra Martha’s Vineyard, som jeg stadig trækker på. Det er også derfor, jeg har haft brug for at vende tilbage flere gange sidenhen. Både alene og sammen med Jan, min første mand, og med Andreas. For mig er Martha’s Vineyard virkelig magisk. Jeg var lykkelig i momenter, mens jeg var der, og det er den lykke, jeg prøver at besøge igen, når jeg tager tilbage. 

Du fandt også sangerinden Alberte i USA? 

– Jeg tror, jeg fandt starten på hende. Jeg havde en amerikansk veninde derovre, som på et senere tidspunkt sagde, at hun havde hørt nogle af numrene fra Bamses Billedbog, og de mindede hende om noget fra vores ungdom. Så der må have været en ”lyd” allerede dengang. Jeg havde nok mere med mig i stemmen, end jeg selv lagde mærke til. Dengang brugte jeg mest tid på at være fortvivlet over, at jeg ikke lød soulet nok. Det var først, da jeg kom tilbage til Danmark som 19-årig og mødte Jan et lille års tid efter, at jeg begyndte at skrive nogle sangtekster til ham og hans band. Jeg var umiddelbart for indadvendt eller for bange til at optræde dengang, det skræmte mig. Og det gør det egentlig stadigvæk. Men jeg har fundet ud af, at jeg godt kan lide det, når jeg først står på scenen. Alligevel tænker jeg altid lige inden på alt det, der kan gå galt, og det er derfor, det er så godt at skrive for mig også. Det giver mig en enorm fred. Det er rart at have et arbejde, der summer i mig. Og så elsker jeg kortlægningen af, hvem vi er. Jeg har haft tendens til at generalisere. Kvinder er sådan. Mænd er sådan. Danskere er sådan. Og så videre. At skrive giver mig en evne til at trække mig fra de store holdninger. Jeg har fundet ud af, at det slet ikke er så interessant at konkludere. Det interessante er at undersøge. Jeg sad i går og snakkede med en jævnaldrende veninde, og vi blev enige om, at vores generation er midt imellem det hele. Alt var opfundet, følte vi som unge, og da der så alligevel blev opfundet noget virkelig banebrydende, så var det ligesom efter os. Så hvad er vores funktion i samfundet så lige nu? Det er at lytte. Det skal være os, der siger: ”Vi hører, hvad I siger, og vi bakker jer op”. Det er vores chance for at have en reel funktion. Vi skal ikke konkludere for meget, det er for sent. Det kunne vi have gjort, da vi var i 20’erne, men der havde vi for travlt med at være ironiske. Nu er det ikke længere så vigtigt, hvad vi mener, tror jeg. Desværre … 

Hun holder en pause og ser tænksom ud. 

– Siger jeg, og så er jeg lige kommet med lidt af et statement, ha ha. Men altså, vi skal være stille, høre efter og prøve at forstå, når de yngre generationer i dag taler om, hvad der er sårende, krænkende og stigmatiserende. Og det er ikke fordi, vi ikke kan rykke os, at vi skal tie stille. Vi skal tie stille, netop fordi vi kan rykke os. 

LÆS OGSÅ: Sara Blædel: Dette kendetegner et rigtigt venskab – også selvom man måske bliver såret

Alderen viser sig på flere måder. Aberte mener, at hun er ved at være i udkanten af overgangsalderen. Det har været lidt af rejse, synes hun, for hun har både kæmpet med dårlig søvn og en krop, der pludselig ikke er, som den ellers altid har været.

– Jeg har altid været lille, ret slank og spinkelt bygget. Men lige pludselig begyndte jeg at blive rundere. Jeg er ret stædig i forhold til at gøre det, jeg har lyst til, så i begyndelsen var jeg sådan: Nå, men så må jeg bare være rundere, for jeg skærer ikke ned på noget af det, jeg kan lide. Men lidt efter lidt fandt jeg ud af, at det ikke var rart at miste sin type. Så nu har jeg fundet et meget godt leje midt imellem. Men det betyder, at jeg skal spise på en bestemt måde, løbe hver anden dag og lave yoga hver anden dag. Det har jeg skullet lære at have lyst til. 

– På det psykiske plan prøver jeg at lytte mere. Andre kan måske ikke mærke det, for jeg plaprer stadig meget, men jeg kan selv mærke, at jeg lytter mere. Jeg kan godt lide at høre andres historier. Og måske handler det om, at man bare er mere interesseret i LIVET som sådan end i sit eget liv. Pludselig kigger man ud over sit liv som et landskab og bliver rørt. Fordi man ved, at man skal tage afsked med det. Før tror jeg nærmest bare, at jeg følte, at jeg skulle overleve livet. 

alberte winding5.jpg

Hvordan er den unge Alberte og den modne Alberte blevet forenet – hvis de da er det?

– Ja, er de nu det? Jeg synes, det har været spændende at skrive den aktuelle bog og min tidligere bog ”Kastevind”, for jeg har haft en fornemmelse af at futte rundt efter mig selv og observere. Selvom jeg har digtet lidt i ”Småt brændbart”, er der alligevel en sjæl eller en kerne af en ung pige, som virkelig er mig. Hun er med mig nu. Og det føles okay. Jeg oplever en anerkendelse af mig selv. Og en forståelse for, hvorfor det nok ikke ville have været muligt for mig at gøre tingene særlig meget anderledes gennem livet. 

– Jeg er også kommet i tanke om det vidunderlige i at rejse ud og opleve. At blive splittet ad og samle sig selv igen. Jeg kom fra et stort savn i barndommen til selv at skulle skabe en familie. Jeg tror også, at Martha’s Vineyard har givet mig en forståelse for mine børns trang til selvstændighed. Min søn tog til Berlin, da han var i samme alder, som jeg var, da jeg tog til USA, og jeg savnede ham virkelig meget. Men jeg var samtidig også godt klar over det vidunderlige i det eventyr, han var på. På samme måde forstår jeg også bedre min far i dag, for han så nok også sig selv i mig, da jeg rejste ud. Hvis der var noget, han forstod, så var det selvstændighed. I helt chokerende grad, ha ha. Jo mere man erkender de her ting, jo mere rummelig bliver man også over for sine egne unger. Og min tid på Martha’s Vineyard har i hvert fald givet mig en fornemmelse af en kerne indeni.  

Alberte Winding, 57 år

alberte winding.jpg

  • Sanger og forfatter, aktuel med romanen ”Småt brændbart”.
  • Udgav tidligere på året albummet ”Martha’s Vineyard”.
  • Kendt som Luna i ”Bamses Billedbog” og fra andet børne-tv produceret af hendes far, Thomas Winding.
  • Gift med musikeren Andreas Fuglebæk, 38.
  • Har datteren Josefine, 31, og sønnen William, 28, med sin eksmand, musikeren Jan Rørdam.
  • Andreas har sønnen Tristan, 9, fra et tidligere forhold.
Se, hvad vi ellers skriver om: Kendte, Interview, Livsstil og Bøger