Anna Libak sørger for at have et aktivt sexliv: ”Det betyder noget for, at vi stadig er sammen”

Mit første hjem

– Det var i Urbanplanen i København. Min mor læste til læge, og hun var alene med mig og min lillebror. Hun var blevet skilt fra min far, fordi han bankede hende, og jeg kan huske, at vi boede på Stolemagerstien, hvor der var en del andre mødre, der også blev banket af deres mænd, og det gjorde det mindre ensomt for mig. 

Når jeg ser tilbage på min barndom, er jeg dybt taknemmelig for, at jeg blev voksen, for jeg havde ikke nogen god barndom. Min mor tilhørte Den nye Kirke, der er et protestantisk kirkesamfund, som på visse punkter er stærkt konservativt. 

LÆS OGSÅ

Pias søn og svigerdatter tilbød at renovere sommerhuset – så indså hun deres egentlige planer

Jeg elskede det sommerhus, som min afdøde mand og jeg havde tilbragt så mange gode stunder i. Derfor blev jeg også taknemmelig, da min søn og svigerdatter tilbød at sætte det gamle hus i stand. Glæden forsvandt dog, da deres egentlige planer gik op for mig. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

Man går f.eks. ikke ind for sex før ægteskabet, og hvis vi sad og så en film, hvor der var nogen, der kyssede, så slukkede min mor fjernsynet. 

Det var i 1970’erne, hvor der var oprør mod autoriteter, så min mor stod ret alene med sine holdninger, som jeg syntes var langt ude, og som betød, at jeg flyttede hjemmefra som 15-årig. Jeg kan huske, at jeg omkring 12-års alderen tog en beslutning om, at jeg ville gøre mig så umulig, at hun blev nødt til at sende mig på kostskole, fordi jeg ikke kunne finde mig i de begrænsninger, der var.

Jeg følte mig meget elsket, indtil jeg blev kønsmoden, hvor jeg blev et problem for hende, for det kunne hun slet ikke håndtere. Det har været en sorg for mig, at vores forhold udviklede sig sådan, men jeg har også gjort mig den erkendelse, at hvis jeg skulle have mig et liv, så jeg blev jeg nødt til at gøre ting, der ville skuffe min mor. 

Jeg holdt op med at forvente noget af hende og at angle efter hendes anerkendelse, fordi jeg forstod, at dét, hun ville anerkende mig for, ikke var noget, jeg gerne ville anerkendes for. I dag er hun 84 år og dement, og jeg har fået et tæt forhold til hende, fordi det har gjort hende mild og kærlig. 

Nu, hvor hun ikke længere bebrejder mig ting, kan jeg igen mærke, at hun holder af mig. Jeg kan se det på den måde, hun lyser op, når jeg kommer. Jeg tror, at jeg bliver ked af det den dag, hun dør. Det har jeg ellers ikke troet tidligere. 

Jeg er ikke glad for, at hun er blevet dement, men jeg er glad for, at vi har de her år, hvor vores forhold er ukompliceret.

Mit første nederlag

– Efter gymnasiet ville jeg gerne være journalist, men jeg havde ikke penge til at finansiere at flytte til Aarhus og starte med at studere uden, at jeg skulle arbejde en masse ved siden af. 

I stedet blev jeg uddannet sprogofficer og søgte bagefter ind på Journalisthøjskolen. Jeg var helt sikker på, at jeg ville komme ind, fordi jeg havde skrevet for et studenterblad i gymnasiet, og jeg havde altid fået høje karakterer for mine stile. 

Til optagelsesprøven gik der så mange ting galt, at jeg ikke kom ind, og det var et kæmpe slag for mig. Jeg blev så ked af det, fordi det altid har været en del af min selvforståelse, at jeg er skrivende. 

I stedet startede jeg på russisk på Slavisk Institut i Aarhus, hvor jeg også havde søgt ind, og efter et år søgte jeg derfra ind på statskundskab. Mange år senere kom min ældste datter ind på Journalisthøjskolen i Aarhus i første hug, og det føltes som en slags oprejsning.

LÆS OGSÅ

Marie skal være solomor: ”Tvivlen har føltes ret skamfuld for mig"

Marie Hougaard skal være solomor, selvom hun i mange år har tvivlet på, om hun overhovedet vil have børn. Nu er hun aktuel med en ny bog, der sætter fokus på den tvivl, der er forbundet med at få et barn alene.

Mit første journalistjob

– Som sprogofficer arbejdede jeg under studierne i Aarhus både som russisk tolk for retten og for politiet, men på et tidspunkt, da jeg var ved at skrive speciale, så jeg et jobopslag om at blive Ruslands-korrespondent for Information, og det søgte jeg. 

Jeg havde skrevet to kronikker til Politiken, som Anne Knudsen, der var kronikredaktør, og som senere blev min chef, havde været så sød at anbringe på forsiden af debatsektionen, og så havde jeg vundet Alt for Damernes kriminovellekonkurrence, og på det grundlag blev jeg ansat. 

Jeg havde ellers aftalt med min vejleder, at jeg skulle færdiggøre specialet og gå efter at få en Ph.d og blive forsker, men det job var som skræddersyet til mig, og det var helt sindssygt for mig at få det. Tilbage på sporet. 

Det har nok været min største glæde at få det job, for hvem ved, om jeg ellers var kommet til at skrive.

Mit første møde med min mand

– Jeg mødte Christian i forsvaret, hvor vi blev kærester, men vi var meget unge, så de første år var vi ikke sikre på, at det skulle være os. 

Tidligere havde jeg haft nogle virkelig dårlige kæresteoplevelser, blandt andet en kæreste gennem det meste af et år, hvor det viste sig, at han samtidig boede sammen med en anden kvinde. I Christian fandt jeg et reelt godt menneske. 

En, der er virkelig rar, og en, jeg kan stole på, og nu har vi været sammen i 36 år.

Vi er hinandens sparringspartnere, og vi diskuterer alting. I ham har jeg en, der basalt set interesserer sig for det samme som mig, og det er en kæmpe gave. Vi taler meget lidt om familieting. Selvfølgelig får vi de praktiske ting til at hænge sammen, men ellers taler vi om alt mulig andet, der sker i verden. 

Jeg tror også, at sex er en vigtig faktor i et forhold. Med det mener jeg selvfølgelig ikke, at vores forhold bygger på sex, men jeg hørte engang en psykolog sige, at mænd har adgang til deres følelser via sex, og det, tror jeg, gælder for rigtig mange mænd. 

Og det gælder nok også for rigtig mange kvinder, tror jeg, uden at de selv er klar over det, fordi de ikke har så umiddelbar adgang til deres lyst. 

Så jeg har altid sørget for, at vi har sex, og det, tror jeg, betyder noget for, at vi stadig er sammen. Ikke nødvendigvis meget sex i perioder, men altid noget sex, også i de perioder, hvor vi er lidt trætte af hinanden. 

Særlig i de perioder er det vigtigt.

Mit første barn

– Jeg blev gravid ved et uheld, og jeg blev meget ked af det. På den anden side var jeg 25 år, jeg havde været sammen med Christian i flere år, og min økonomi var i orden, så omstændighederne var helt okay til at få et barn, men jeg frygtede virkelig, at mit liv nu var slut.

LÆS OGSÅ

Da Theas kæreste fortalte om sin fremtidige løn, krakelerede hendes selvbillede

Thea Ditlevs selvbillede krakelerede, da hendes kæreste pludselig fik udsigt til en højere løn. For hvordan bærer man ligestillingens fane, når lønsedlen altid vil sige det modsatte?

Da Kristine blev født, græd hun enormt meget om natten, helt utrøsteligt. Måske havde hun kolik, men det kan også være, at det var fordi, vi fulgte børneopdragelseseksperten Anna Wahlgrens metode, for det skulle vi aldrig have gjort. 

Princippet var, at man aldrig måtte tage børn op, der græd om natten, for så ville de altid bare græde for at blive taget op. I stedet skulle man lægge barnet i barnevognen og køre den frem og tilbage i mørket, så barnet vidste, at der var nogen til stede.

Så vi gik frem og tilbage, indtil underboen efter nogle uger kom og spurgte, om hun skulle ringe til kommunen og bede om noget hjælp. 

Så stoppede vi med Anna Wahlgren. Jeg tog vores datter ind i vores seng, og så holdt hun op med at græde, og med vores to andre børn har der været en politik om, at I sover bare hos mor og far så længe, I vil.

Heldigvis synes min datter ikke at have taget skade. Hun er blevet en fighter og kan fortælle rigtig sjovt om, hvordan det er at have en mor, der offentligt går rundt og siger, at hun var en uplanlagt graviditet, som gjorde hendes mor fortvivlet.

Min første store sorg

– Min lillebror David blev psykisk syg, da han kom i puberteten, og da han var 38 år, sprang han ud fra sin lejlighed på 5. sal. 

Jeg forsøger at trøste mig selv med, at han har været psykotisk og troet, at han kunne flyve. Det er sådan, jeg gerne vil have, at hans selvmord var. 

Min lillebror led virkelig. Han kunne slet ikke sidde stille på grund af alt den medicin, han fik, og han følte, at hans tunge var svulmet op, så han havde svært ved at få vejret. 

Hele hans voksenliv var han inde og ude af psykiatriske afdelinger, så jeg havde på sin vis regnet med, at han ville dø på et tidspunkt, men det var alligevel en stor sorg.

Jeg var gravid med min yngste datter, Caroline, og jeg var alvorligt bange for, at hun skulle blive født med et mørkt sind, fordi jeg var så ulykkelig.

Da vi var små, var min lillebror mit ét og alt. Vi var os to mod verden, og han var bare så smuk med sine brune øjne og brune hår. Til fastelavn klædte jeg ham altid ud som en araber, og vi fik simpelthen så mange penge, når vi raslede, fordi han var så nuser. 

LÆS OGSÅ

Livet som pensionist har fået Birgit Aaby til at erkende, at hun er helt færdig med især to ting

Birgit Aaby befinder sig i begyndelsen af en ny livsfase. Den hvor man ikke arbejder, går tidligt hjem fra en god middag og faktisk bare gerne vil være sammen med ungerne.

Da han blev teenager, begyndte han at ryge hash, og han endte med at få en psykose. Jeg forstår godt, at han valgte at begå selvmord, fordi hans liv var så forfærdeligt, men jeg følte en kæmpe skyld, fordi man altid kunne have været der mere. 

Jeg tror godt, at jeg kunne have forhindret hans selvmord, men så havde jeg ikke haft noget liv selv, for så skulle jeg have besøgt ham dagligt for at holde modet oppe på ham. 

Men jeg har svært ved at acceptere hans skæbne; et liv så fuld af lidelse fra start til slut. Jeg synes aldrig, at min lillebror fik en chance for at have et godt liv, og sorgen over, at han er væk, overmanden mig ind i mellem. 

Det, tror jeg, aldrig går væk.

Min første store succes

– Da jeg var korrespondent i Moskva for Berlingske, fik jeg to priser inden for en måned. Jeg fik Berlingske Fonds journalistpris, og så vandt jeg 60.000 kr. – andenpladsen – i en stor anonym essaykonkurrence til Jyllands Posten om danske værdier. 

Der kan jeg huske, at jeg tænkte: ”Okay Anna, det her er en succes.” Jeg er stadig lige så begejstret for journalistbranchen, som jeg var, da jeg startede, måske endda endnu mere. Jeg elsker at skrive, og det er mit primære medie og det, jeg selv beundrer mest. 

Der er intet, der giver mig en større glæde end at læse en rigtig god tekst, men samtidig er jeg glad for, at jeg også har mulighed for at lave podcasts og tv som News & Co., fordi det giver en stor variation i mit arbejdsliv.

Min første stifttand

– Som 13-årig sad jeg bag på en udboret knallert, som styrtede, og jeg mistede to tænder. Det har plaget mig hele livet på den måde, at jeg jævnligt har haft drømme om at få slået tænderne ud. 

Den første gang, jeg fik tænderne lavet, var det noget billigt plastikmateriale, og jeg husker så tydeligt, da jeg som 14-årig sad på et diskotek og spillede smart i en mavebluse. 

Der var en dreng, der bagte på mig, men da jeg skålede med ham, ramte glasset min ene stifttand, som faldt ned i glasset, og jeg sad tilbage med én pløk i munden. Det var min største skam nogensinde, da han sagde, at jeg manglede en tand. 

Det var så enormt flovt. 

Ham, der kørte knallerten, hed David, og da han kom og besøgte mig på hospitalet, hvor jeg lå med mit fuldstændig smadrede ansigt, sagde han: ”Jeg er ked af det, men jeg slår op. Jeg kan ikke være sammen med dig, fordi du er så grim. Du var så pæn før."