Backstage med Connie Nielsen
I oktober måned har debutinstruktøren Vibeke Muasya premiere med sin første spillefilm ”Kidnappet”, hvor Connie Nielsen spiller den kvindelige hovedrolle. Derfor har ALT for damerne haft mulighed for at interviewe den smukke Hollywood-stjerne – og lave en modeserie, hvor Connie poserer i efterårets mode.
Mens Connie fik ordnet sit hår og sin makeup hos den dygtige Marianne Jensen, gik snakken lystigt. Connie er en velformuleret og engageret kvinde med sympatiske og gennemtænkte synspunkter. Selvom hun havde haft et par travle dage med mange interviews og fotooptagelser til både danske og internationale aviser og magasiner, var hun afslappet og i godt humør fra første øjeblik.
Her hænger et udsnit af det tøj, jeg havde valgt til Connie. Ideen er at style hende i en række monokrome looks, som sammen danner en rolig og efterårsagtig farveskala.
Min assistent, Simone er ferm med et strygejern og sikrer, at hele stylingen er perfekt til mindste detalje.
Imens Connie fik ordnet hår og makeup, tog vores fotograf, Anya Poulsen en række testbilleder af sin assistent Michael. På den måde kan hun få en fornemmelse af, om lys og beskæring fungerer.
Og så er det Connies tur! Hun poserede helt ustyrligt godt – og man skulle tro, hun ikke bestilte andet. Fuld kontrol over både krop og ansigt, som hun holdt i de helt rette og flotte folder. Hun er iført tunika og øreringe fra Day Birger et Mikkelsen over en blondebody fra Fogal. På billedet til vores forside kommer man ikke til at kunne se hendes jeans (som er hendes egne) og sko (som er fra Forrest & Bob).
Marianne kontrollerer med jævne mellemrum, om makeuppen sidder som den skal – og retter på hårtotterne, så det hele er perfekt. Ellers står hun med en føntørrer og laver en let brise i håret, så det får ekstra volumen på billedet.
Billederne til selve modeserien tog vi ved bagsiden af Marmorkirken i København. Her viser Connie sine lange flotte ben klædt helt i gråt (og næsten helt i dansk) design: Skjortekjole fra Whiite, cardigan fra Bitte Kai Rand, strømpebukser fra Fly Bird Fly, støvletter fra Ecco, halstørklæde fra InWear, handsker fra Part Two, taske fra Sonia Rykiel og solbriller fra Tom Ford.
Connie fulgte interesseret med på Anyas kamera – og det lod til, at hun var ganske tilfreds med resultatet, som du kan se sammen med interviewet i ALT for damerne i uge 40. Glæd dig!