Backstage til modefotografering: Efterårets største tendenser
“På en af de varmeste dage i juli fotograferede vi modebilleder til efterårets store trendrapport. Vores model poserede i pels og uldfrakker (i 35 grader) – og tårnhøje hæle en hel dag. Vi nåede at lave 10 billeder til bladet og en forside. Her kan du komme med backstage og få et smugkig.”
- Christian Hansen, Assisterende moderedaktør for ALT for damerne
Allerførst lægger vores makeup-artist, Sidsel en naturligt lækker og smuk makeup på den norske model, Thea. Til hverdag bor Thea i London, og hun har været tidligt oppe for at ankomme i tide til vores fotografering i København. Næste dag skal hun for øvrigt direkte videre til Hamborg.
Sidsel er fuldt koncentreret og bruger af hele sit enorme arsenal af skønhedsprodukter for at opnå det perfekte resultat.
Så er Thea i fuld gang med at posere for fotograf, Mads Stahlschmidt. Vindmaskinen gør det lidt mere udholdeligt at posere iført varme uldsager og tætte strømper på en varm julidag med 35 grader i et studie uden air conditioning.
Både Mads og Sidsel (og os andre) følger nøje med på skærmen for at se, om billedet bliver flot. De sorte plader på hver side af modellen regulerer lyset, så det flader smukt på modellen.
Her er vi i gang med at skyde forsiden til det store efterårsmode-nummer, som kommer på gaden i uge 32. det er den anden uge i august, hvor der er ”Spring 2011” modeuge i København – og hvor du helt sikkert så småt skal til at tænke over din efterårsgarderobe…
Igen kigger Mads nøje på skærmen for at se, om lys, beskæring, vind, modellens posering, hår, makeup og styling går op i en højere enhed.
Her er så en række af de udvalgte billeder, som fungerer fint på hver deres måde. Den røde frakke er for øvrigt fra Bruuns Bazaar (og er allerede leveret til deres egne butikker).
Efter en hård dags arbejde kan vi spise aftensmad sammen. Her er Mads ved at vise nogle smarte applications på sin iPhone.
Og jeg er glad og lettet over, at dagen forløb rigtig godt. Glæd dig til at se resultatet i ALT for damerne i uge 32.