Børnevenlig bistro

Børnevenlig bistro

Hvis der er to størrelser, der ikke passer godt sammen er det børn og restauranter. Enten er de utålmodige og vil ikke andet end at trave op og ned af restaurantens gulv med dig i hånden eller også kommer der skæve blikke fra de andre gæster, fordi dit barn vælter cola ned på gulvet, og du selv får stress-sved over, at dit barn er en belastning for andre.

Kabalen er løst

Men nu ser det ud til, at der er en, der har løst kabalen. Nemlig kokken Morten Køster, der med sin nyåbnede Bistrot Bobo både inviterer fra fransk bistromad af den klassiske slags og gør plads til børnene med farver, grøntsagstænger og legerum. Genialt. Og efter at have spist der med min mand og datter, så kan jeg kun sige, at det er et fremragende koncept. Det er både til børnefamilier, men også andre, der bare hungrer efter gedigen bistromad. Restauranten er nemlig opdelt, så børnefamilierne kan larme i den ene ende, mens den anden ende er reserveret til dem uden børn.

Solide, franske klassikere

Kortet har alle de franske klassikere. Chevre chaud, moules, fois gras, steak frites og confit de canard. Det gør det svært at vælge. Men jeg måtte tage et af livets svære valg og endte med chevre chaud og en solid steak med bearnaise og fritter.

Salaten med gedeosten sad lige i skabet. Små stykker på grillet brød på en bund af salat med en behagelig tyk vinaigrette og syltede løg. Fedt, sødt og syrligt. Det kunne ikke være bedre.

Herefter kom bøffen – helt alene på en tallerken, men med en kæmpe skål pomfritter og bearnaise i en sovsekande, hvor jeg ikke tør tænke på det samlede kalorieindhold. Igen en klassiker, der blev lavet som den skulle. 65 for forretten og 175 for bøffen, hvilket var det dyreste på kortet, men en meget, meget rimelig pris i forhold til en helt igennem god oplevelse. Jeg havde desværre ikke plads til dessert, selv om jeg havde kigget meget ømt efter en gatau Marcel (50 kr.)

Ingen grund til fedtforskrækkelse

Og inden de fedtforskrækkede afskriver stedet, så er det værd at nævne, at menukortet ikke kun indeholder de tunge ting fra det franske køkken. På kortet er der markerede retter, der er mindre fede i det. Det var bare ikke lige det, jeg valgte den aften.

Samlet spiste vi to voksne og et barn for 600 kr. Det inkluderer spagetti og is til den mindste, vin, forret, hovedret og en ost til deling. Og vi kunne have gjort det meget, meget billigere ved ikke at tage nogle af de dyreste retter på kortet.

Derfor er stedet perfekt til en hverdagsaften, hvor pengepungen ikke bugner, men hvor der alligevel kommer solid kvalitet på tallerkenen. Tak til Frankrig for bistro-køkkenet. Og tak til Morten Køster for at have fortolket det enkelt, solidt og til en pris hvor ingen går flåede derfra.